Auschwitz - kildetekster

Tekst 80: Ordre fra Himmler om at sende jøder til lejrene Auschwitz og Majdanek

Rundskrivelse fra Gestapo-chefen Müller: Jøder i Rigets koncentrationslejre skal sendes til Auschwitz eller Majdanek, 2. 10. 1942:

Den øverste chef for SS og politiet (Heinrich Himmler, red.) har befalet, at samtlige koncentrationslejre beliggende i Riget skal gøres jøde-fri, og at samtlige jøder skal overføres til koncentrationslejren Auschwitz og krigsfangearbejdslejren Lublin (Majdanek, red.). Inspektøren for koncentrationslejrene har allerede fået meddelelse om den pågældende flytte-bestemmelse. Om at udføre forflyttelsen af sådanne fanger bliver de pågældende kz-lejre underrettet. Indsættelse af jødiske fanger i koncentrationslejrene - med undtagelse af kz-lejren Auschwitz og krigsfangearbejdslejren Lublin - bliver der derfor ikke tale om mere. Såfremt der i enkeltstående tilfælde er truffet endnu en af disse anordninger, anmoder jeg, at man går til værks i overensstemmelse med befalingen fra den øverste chef for SS og politiet. Til de jødiske fanger hører også Mischlinge af første grad ('halvjøder', "bastarder", jøder med mindst to jødiske bedsteforældre, red.)

Oversat fra: "Die Ermordung der europäischen Juden. Eine umfassende Dokumentation des Holocaust 1941-1945", redigeret af Peter Longerich under samarbejde med Dieter Pohl, Piper, München, 2. oplag 1990 (1. oplag 1989)

Tekst 81: Kommandanten i Auschwitz, Rudolf Höss, beretter om de første transporter

"I foråret 1942 kom så de første transporter fra Øvreschlesien af jøder, som alle skulle udryddes. De førtes fra rampen (togrampen, red.) ind over engene ved det senere byggeafsnit II til bondegården - Bunker I. Aumeier, Palitzsch samt nogle Blockführer'e ledsagede dem og snakkede så naturligt som muligt, spurgte dem ud om deres erhverv og kvalifikationer for at vildlede dem. Da de ankom til gården, måtte de klæde sig af. De gil til at begynde med også ganske roligt ind i de rum, hvor de skulle desinficeres. Indtil nogle blev betænkelige og begyndte at tale om kvælning og udryddelse. Straks opstod der en slags panik. Men hurtigt fik man dem, der endnu stod udenfor, drevet ind i [gas-]kamrene og dørene skruet til.

Ved de næste transporter fandt man med det samme frem til de mere urolige gemytter og tabte dem ikke af syne. Lagde man mærke til det mindste tegn på uro, blev de, der der var skyld i det, uden at man lagde mærke til det, ført om bag huset og dræbt med et gevær af lille kaliber, som ikke kunne høres af de andre. […]

Mange kvinder gemte deres spædbørn i tøjbunkerne. Det passede særkommandoets folk særligt på, og de talte godt for kvinden, indtil hun tog sit barn med. Kvinderne mente ikke, at desinficering var sundt for børnene, derfor gemte de dem. Småbørnene græd ofte ved den uvante måde at blive klædt af på, men når mødrene, eller mænd fra sonderkommandoet, trøstede dem, blev de rolige og gik ind i kamrene med et stykke legetøj i hånden mens de drillede hinanden og legede sammen.

Jeg har også bemærket kvinder, der anede eller vidste, hvad der ventede dem, og alligevel formåede at skæmte med deres børn og snakke sødt til dem, mens angsten for døden stod malet i deres øjne. En kvinde trådte engang, da hun kom forbi, tæt hen til mig, og idet hun pegede på sine fire børn, der pænt holdt hinanden i hænderne for at hjælpe de mindste over ujævnhederne i terrainet, hviskede hun: "Hvordan kan I få jer selv til at dræbe disse skønne og kære børn? Har I da slet ikke hjerte i livet? […]""

Kilde: Rudolf Höss: "Kommandant i Auschwitz", København, 1959, ss. 146-148

Tekst 82: Da 3.000 jøder blev gasset ihjel mellem to målspark i en fodboldkamp

Om effektiviteten i udryddelseslejren fortæller den polske fange i Auschwitz, Tadeusz Borowski, der havde en privilegeret status som Vorarbeiter og derfor kunne spille fodbold mellem barakkerne om aftenen. Denne søndag var han målmand, og bag ham ankom en transportvogn fyldt med 3.000 jøder:

"Som målmand havde jeg ryggen til rampen. Bolden løb ud af banen og rullede helt op til hegnet. Jeg løb efter den, og idet jeg rakte ud for at tage den, fik jeg øje på rampen. Et tog var lige ankommet. Folk (jøder, red.) kom ud fra kreaturvognene og gik i retning af den lille skov…Kvinderne så ud til at have deres sommertøj på; det var første gang på denne årstid. Mændene havde taget deres frakker af, og deres hvide skjorter stod skarpt mod træernes grønne farver… Jeg rendte tilbage med bolden og returnerede den … bolden returnede til mål … endnu en gang røg den ud i græsset. Endnu en gang løb jeg ud for at hente den. Men da jeg bukkede mig for at hente den, stoppede jeg forundret op - rampen var tom … Mellem to målspark i en fodboldkamp var 3.000 mennesker lige bag min ryg blevet myrdet."

Oversat fra: Tadeusz Borowski "This Way for the Gas, Ladies and Gentlemen", s. 83-84

Tekst 83: Læges beretning fra Auschwitz om selektionen og arbejdslivet

"Den skæbnen havde ført til venstre række, blev i gaskammeret forvandlet til et lig få timer efter ankomsten. (Hvis gaskamrene og krematorierne var fulde, blev han skudt og (dernæst, red.) brændt på et ligbål.) Mindre heldig var den, som modstanderen havde udset til den højre række. Han var fortsat dødsdømt, men med den forskel, at han i tre eller fire måneder, eller så længe han holdt ud, var nødt til at underkaste sig al den gru koncentrationslejren havde at byde på - lige til han faldt omkuld, fuldstændig udmattet. Han blødte fra tusind sår. Maven snørede sig sammen af sult, øjnene var hærgede, og han stønnede som en gal. Han trak sin krop over de snedækkede jorder til han ikke orkede mere. Veltrænede hunde gøede efter den elendige, udmagrede krop, og når selv lusene forsvandt fra hans udtørrede krop, var udfrielsens time nær. Hvem var det da - af vore forældre, brødre eller børn - som var heldigst, de som havnede til venstre, eller de der havnede til højre?"

Kilde: Miklos Nyiszli "Auschwitz. A doctor's Eyewitness Account", New York, Fawcett Crest, 1960, ss. 49-50 - her fra oversættelsen i Hans P. Pedersen "Med ryggen mod muren. Antisemitisme før og nu", Proskrift, 1997, ss. 80-81

Tekst 84: Kz-fangen Primo Levi om "Dem der går til og dem der overlever" i en kz-lejr

Primo Levi (1919-1987) begik selvmord i 1987. Han havde overlevet Auschwitz efter at være blevet arresteret i Italien i december 1943 og sendt til Auschwitz i januar 1944 som 24-årig - og jøde. Han overlevede Auschwitz takket være held - på dette tidspunkt havde den tyske regering forbedret levevilkårene i Auschwitz for at få bedre udnyttelse af fangernes arbejdskraft - og dygtighed - han fik et privilegeret arbejde som kemiker i Auschwitz III.

Her beretter han i "Hvis dette er et menneske" om "Dem der går til og dem der overlever" i en kz-lejr som Auschwitz:

"Jeg vil samtidig henlede opmærksomheden på at lejren som bekendt også fungerede som et gigantisk biologisk og socialt eksperiment.

Man lukkede tusinder af mennesker, forskellige af alder, baggrund, oprindelse. sprog og kultur, inde bag pigtråd. lod dem leve et strengt kontrolleret liv som var ens for alle og ikke opfyldte nogens behov, som var hårdere end den skrappeste forsøgsleder kunne have udtænkt, for at undersøge hvad der er indbygget og hvad der er tillært, når menneskedyret kæmper for sit liv.

Jeg tror ikke på den åbenlyse og lette udledning: at mennesket er fundamentalt egoistisk, brutalt og dumt i sin opførsel når alle civilisationens institutioner fjernes, og at en Häftling (kz-lejrfange, red.) derfor ikke er andet end et menneske uden hæmninger. Jeg tror snarere, at den eneste konklusion vi kan drage er, at ansigt til ansigt med påtrængende fysiske og psykiske behov træder mange sociale vaner og instinkter ud af funktion.

Et andet forhold synes mig derimod en større opmærksomhed værdig: Der findes to klart adskilte kategorier af mennesker: dem der klarer sig og dem der går til grunde. Andre modsætningspar (gode og onde, kloge og dumme, modige og feje, heldige og uheldige) er mindre tydelige. De synes mindre væsentlige og giver større spillerum for flere og mere komplekse opdelinger.

En sådan opdeling er ikke nær så klar i det almindelige liv; for dér sker det kun sjældent at et menneske helt mister fodfæste. Normalt er et menneske nemlig ikke alene, og selv om det går op og ned for ham i livet, er han stadig forbundet med sine naboer, hvorfor det hører til undtagelserne at nogen opnår ubegrænset magt eller går helt i opløsning som følge af en konstant række nederlag. Desuden er alle normalt i besiddelse af så mange åndelige, fysiske eller endog finansielle ressourcer at sandsynligheden for et skibbrud, for total utilstrækkelighed over for livet, ikke er særlig stor. [… ]

Men i koncentrationslejren er alting anderledes. Her er kampen for at overleve nådesløs, thi alle er alene på frygteligste mest desperate vis. Hvis en eller anden "Nul Atten" vakler, har han ingen til at række sig en hjælpende hånd. Tværtimod vil andre skubbe ham til side, for ingen er interesseret i at arbejde sammen med en muselmand. (Dette ord "Muselmann" blev brugt af lejrens ældste, jeg ved ikke hvorfor, til at beskrive den svage, den uegnede, den der var dømt til udvælgelse). Og hvis nogen, ved et mirakel af desperat tålmodighed og snedighed, finder en ny måde til at undgå det hårdeste arbejde, får en ny idé som kan skaffe ham nogle få gram ekstra brød, vil han holde sin metode hemmelig, og det vil man ære og respektere ham for, og de personlige fordele han derved opnår vil gøre ham stærkere og derfor også frygtet, og den der frygtes, er ipso facto (ved selve handlingen, red.), bestemt til at overleve.

I historien som i livet ser man ofte glimt af den frygtelige lov der siger: "Enhver som har skal der gives, men den som ikke har, fra ham skal endog det tages som han har." I lejren hvor mennesket er alene, og hvor kampen for livet er reduceret til urtidsagtige mekanismer, fungerer denne uretfærdige lov i bedste velgående og anerkendes af alle. […]

Resultatet af denne naturens nådesløse udvælgelse kan læses i statistikkerne over lejrbefolkningens bevægelser. I Auschwitz, i 1944, var der kun et par hundrede af de 150.000 gamle jødiske fanger (vi vil ikke tale om de andre her, da deres betingelser var anderledes) med "kleine Nummer", lave numre, der overlevede, og ikke én af dem var en normal Häftling som havde været i de normale Kommandos (arbejdshold, red.) og levet af den tildelte ration. Kun læger, skræddere, skomagere, musikere, kokke eller unge attraktive homoseksuelle overlevede, venner eller landsmænd til en af lejrens højtstående; eller særdeles brutale, stærke og umenneskelige individer som SS-kommandoen, med sin aldrig svigtende sataniske sans for menneskets natur, havde anbragt stillinger som Kapo'er (Kameradschaftspolizei, fange der bruges som leder af arbejdshold bestående af medfanger, red), Blockältester (den ældste fange i en barak, red.) osv. Eller endelig dem der, uden at opfylde nogen speciel funktion, altid havde været snedige og energiske nok til at kunne organisere sig til lidt af hvert, hvorved de, ud over materielle fordele og berømmelse også havde vundet sig overbærenhed og respekt hos de mest indflydelsesrige i lejren. […]

At lade døden indhente sig er det enkleste. Dertil kræves kun at man udfører alle sine ordrer til punkt og prikke, ikke spiser andet end sin ration og følger den fastsatte disciplin såvel på arbejdet som i lejren. Erfaringen har vist at gør man det, kan man undtagelsesvis overleve i mere end tre måneder. Alle muselmænd som endte i gaskamrene har samme historie, eller rettere, de har ingen historie. De lod sig glide ned ad skrænten til de nåede bunden, så naturligt som vandløb søger havet. […]

Den mest befærdede vej er, som jeg allerede har sagt, "Prominenz" (fanger der har skaffet sig en attraktiv position i lejren, red.). "Prominenten" er ordet for lejrens ledere, fra Häftlinge-lederen (Lagerältester) til Kapo'er, kokke, sygeplejere, nattevagter, ja selv barak-fejeren, Scheissminister og Bademinister, lokumsforvalter og badechef. De der især interesser mig er de jødiske prominente, for mens de andre, ved deres naturlige overlegenhed, automatisk anbringes på betroede poster fra det øjeblik de træder ind i lejren, må jøderne intrigere og arbejde hårdt for at tilegne sig samme privilegier. […]"

Kilde: Primo Levi,"Hvis dette er et menneske", Forum Bøgerne, 2. udg. 1. oplag 1992 (1. udg. 1989, orig. udg. på italiensk 1947), ss. 100-102

Tekst 85: Auschwitz vælges som en kommende udryddelseslejr?

Heinrich Himmler til Rudolf Höss i sommeren 1941:

"... Føreren har givet ordre til den endelige løsning på jødespørgsmålet. Vi, SS, skal udføre denne opgave. De eksisterende udrydddelscentrer østpå er ikke i stand til at udføre de planlagte store operationer. Jeg har derfor udset Auschwitz til det, dels på grund på grund af, at lejren trafikmæssigt ligger så centralt, og dels fordi området lett lader sig isolere og camouflere. (...)"

Kilde: Rudolf Höss: "Kommandant i Auschwitz", København, 1959; s. 185