Denne side er en undervisningsside om Holocaust for elever og lærere på ungdoms- uddannelserne, samt studerende. Alle andre kan også få glæde af siden.

Om os

E-mail

Hjælp

Søg

Holocaust emner

Forslag til undervisning

Forslag til eleverne

Chelmno - kildetekster

Tekst 90: Jødisk overlevende fortæller om at brænde ligene
Tekst 91: Hemmeligt dokument om at gøre gas-bilerne "effektive"
Tekst 92: Adolf Eichmann er øjenvidne til gasning af jøder

Tekst 90: Jødisk overlevende fortæller om at brænde ligene

En af de fire overlevende jøder fra Chelmno, Simon Srebnik, var kun 13 år, da han arbejdede i en jødisk arbejdskommando, "Skovkommandoen" med at brænde jøderne i store åbne grave eller krematorier i skoven, når jøderne ankom i de lastbiler, som forinden havde gasset dem ihjel.

"I hvert lastvognskammer var der firs mennesker.
Når de ankom sagde SS'erne:
"Åbn lågerne!"
Det gjorde vi. Og straks væltede ligene ud.
En SS'er sagde: "To mand ind!"
Der var to som arbejdede med ovnene,
de var vant til det.
En anden SS'er brølede: "Smid dem hurtigere. Hurtigere endnu!
Den anden lastbil kommer!"
Og så arbejdede vi indtil hele transporten var brændt.
Og sådan foregik det hele dagen igennem … sådan foregik det.

Jeg kan huske dengang, de levede endnu,
ovnene var allerede helt fulde, og de blev liggende på jorden.
de bevægede sig alle sammen, de var ved at komme til sig selv, disse levende…
Og da de kastede dem ind i flammerne
kom de til bevidsthed:
De blev brændt levende."

Kilde: "Shoah - de overlevende beretter" af Claude Lanzmann, 1987, fransk original, 1985, s. 117

Tekst 91: Hemmeligt dokument om at gøre gas-bilerne "effektive"

Et hemmeligt dokument fra 1942 viser, hvordan SS overvejede at gøre gas-bilerne i Chelmno mere "effektive":

Berlin den 5. juni 1942.
Vedrørende ændringer, der skal udføres på specialkøretøjer som for tiden er tjenestegørende i Kulmhof, Chelmno, samt på de som er ved at blive fremstillet.

Syvoghalvfems tusinde er uden større uheld blevet forarbejdet i de tre fungerende vogne fra december 1941 og til nu.
Under hensyntagen til de erfaringer der indtil nu er blevet indhøstet, er det imidlertid nødvendigt med følgende ændringer:

1. Den normale pakning af lastvognene består sædvanligvis i ni til ti pr. kvadratmeter. I Saurer-vognene, som er meget rummelige er den maximale udnyttelse af pladsen ikke mulig. Ikke på grund af en eventuel overlæsning, men fordi en maximal pålæsning påvirker køretøjets vejgreb. Det forekommer derfor at være nødvendigt med en indskrækning af lastrummets omfang. Lastrummet må absolut forkortes med en meter, i stedet for at man søger at løse problemet, således som man hidtil har gjort, ved at reducere antallet af lastemner. Sidstnævnte fremgangsmåde har den ulempe, at den forlænger funktionstiden, idet tomrummet ligeledes skal opfyldes med kuldioxid. Såfremt man derimod forkorter lastrummet og samtidig fylder køretøjet helt op kan funktionstiden nedsættes i betydelig grad. Under en samtale med vognkonstruktørerne, er det os oplyst, at en forkortelse af lastvognens agterparti, ville have en uheldig forstyrrelse af køretøjets ligevægt til følge. Den forreste del ville, hævder de, blive overbelastet. I realiteten genoprettes ligevægten utilsigtet, ved at ladningen, i løbet af funktionstiden, har en naturlig tendens til at vælte mod agterdørene hvorpå den ved afslutningen af operationen, især befinder sig sammenklumpet på dette sted. Herved fremkommer der altså ingen overbelastning af køretøjets forreste del.

2. Man må i højere grad end det hidtil har været tilfældet beskytte lysarmaturet mod ødelæggelse. Lamperne bør omgives med jerngitre for at undgå beskadigelse. Praksis har vist at man kunne undvære lamper, idet disse tilsyneladende aldrig bringes i anvendelse. Imidlertid har det kunnet iagttages, at i det øjeblik dørene lukkes, maser ladningen sig altid med stor kraft mod disse så snart mørket sænker sig over den. Dette skyldes den omstændighed at ladningen helt naturligt kaster sig mod lyset når det bliver mørkt, hvilket besværliggør dørlukningen. Yderligere har man kunnet iagttage, at på grund af mørkets foruroligende virkning, lyder der altid skrig på dørlukningstidspunktet. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at tænde belysningen før og efter funktionstidens første minutter.

3. For at lette rengøringen af køretøjet må man i midten af vognbunden indrette et udtømningshul med fuldstændig vandtæt lukning. Det forudsættes at udtømningshullets låg, der skal have en diameter på 200 til 300 mm, forsynes med vandlås således at væskerne allerede kan få afløb i funktionsperioden. På rengøringstidspunktet vil udtømningshullet tjene til udløb for de større urenheder. Ovennævnte tekniske ændringer bør først udføres på de fungerende køretøjer når disse skal repareres. Hvad angår de nye køretøjer som er bestilt hos Saurer, bør de så vidt det er muligt indrettes under hensyntagen til alle fornyelser og ændringer der har kunnet udledes af praksis og den indhøstede erfaring.

Overgivet til Gruppenleiter II D,
SS-obersturmbahnführer Walter Rauffs afgørelse

Underskrevet, Just.

Kilde: "Shoah - de overlevende beretter" af Claude Lanzmann, 1987, fransk ori. 1985, s. 119-21

Tekst 92: Adolf Eichmann er øjenvidne til gasning af jøder

En af bagmændene bag den praktiske udførelse af udryddelseslejrene, SS-officeren Adolf Eichmann, besøgte i 1942 Chelmno - her er hans beretning fra et kig på gas-bilernes funktion:

"…Her blev helt nøgne jøder læsset på en lukket lastbil for at de kunne blive "afluset og underkastet andre hygieiniske forholdsregler". Så blev dørene pludselig lukket. En læge opfordrede mig til at kigge ind gennem et kighul, men det kunne jeg ikke mere. Jeg var helt færdig; for mens lastbilen satte sig i bevægelse, blev der ledt udstødningsgas ind. Derefter blev jeg kørt til et stykke fra Chelmno og så der en grav på godt 5x30 m fyldt med lig, og da lastbilen ankom og dørene blev revet op, faldt døde jøder ud. Jeg ved endnu i dag at jeg ikke vidste om jeg drømte eller om dette var sandheden. Jeg rystede over hele kroppen og kunne ikke skjule det. En civil polak rev med en tang guldtænder ud af de døde … …Müller (Heinrich Müller, leder af Gestapo og Eichmanns chef, red.) forsøgte at muntre mig op igen med "det tyske folks skæbnekamp", men da jeg sagde til ham at dette da ikke var nogen politisk løsning på problemet, henviste han mig til Førerordren."

Kilde: "Vejen til Auschwitz" af Karl Christian Lammers, 2000; s. 42 - der er en oversættelse fra "Dokumentation der Erinerungen Adolf Eichmanns", Die Welt 30.8.1999, s. 5