Krystalnatten - kildetekster
Tekst 20: Mayer-Quade, chef for SA-Gruppe Nordmark, instruerer sin stabschef i Kiel lidt før midnat den 9. november 1938:
"En jøde har skudt. En tysk diplomat er død. I Friedrichstadt, Kiel, Lübeck og andre steder står der fuldkomment overflødige forsamlingshuse. Også forretninger har disse mennesker stadig hos os. Begge dele er overflødige. Der må ikke plyndres. Der må ikke forekomme mishandlinger. Udenlandske jøder må ikke røres. Aktionen skal gennemføres i civil og være slut klokken 5.00"
Tekst 21: Regulering af betalingen af bod for jøder af tysk afstamning, 12. november 1938:
Jødernes fjendtlige holdning over for Det tyske Folk og Rige, som ikke engang viger tilbage for kujonagtigt mord, kræver beslutsom modstand og alvorlig bod. Baseret på Dekretet af 18. oktober 1936 for Implementering af Fire Års Planen (Rigslovtidende, I, s. 887), beordrer jeg følgende:
§1
Det samlede antal jøder, som er tyske statsborgere, skal betale et bidrag (bøde) på 1.000.000.000 (en milliard) Rigsmark til Det tyske Rige.
§2
Finansministeren, i samarbejde med de øvrige involverede ministre, vil udstede retningslinjer for gennemførelsen af denne ordre.
Den Befuldmægtigede for Fire Års Planen
Göring
Generalfeltmarskal
Oversat fra: Y. Arad m.fl., red., Documents on The Holocaust (Jerusalem, 1999), s. 117.
Tekst 22: En af de 30.000 jøder, der blev fængslet under Krystalnatten, beretter om uhyrlighederne i kz-lejren Sachsenhausen:
"Først kom vi til tugthuset Fuhlsbüttel og blev anbragt i et mørkt rum. I rummet var vi fem gange så mange, som man skulle have troet, der var plads til.
Vi blev holdt der hele dagen uden at få mad, og da det blev nat, blev vi så kørt i åben vogn til Sachsenhausen, hvor vi ankom klokken to. Undervejs fik
en 17-årig dreng fra Bremen nervesammenbrud, fordi han så, hvordan SS-folk skød og efterlod hans mor, der skreg af smerte over at se sin søn blive ført
bort. Ved ankomsten til Sachsenhausen blev vi modtaget af en gruppe SS-folk, der straks begyndte at mishandle os med spark og slag af geværkolber og knipler. [... ]
Den fysiske anstrengelse og SS-folkenes spark og slag var så hårde, at to fra vores gruppe døde på den bare 15 minutter lange march.
Så begyndte det allerværste, der fik den øvrige fysiske mishandling til at synes minimal. I lejren skulle vi stå op i 19 timer (enkelte i op til 25 timer).
Hvis en eller anden brød sammen blev han udsat for spark og slag af geværkolber. [...]
SS-folkene, der ikke så ud til at være meget over 21 år, havde især set sig gale på gamle, tykke, jødisk udseende personer og socialt højerestående jøder,
f.eks. rabbinere, lærere og advokater. De unge jøder, der var i god form, blev derimod behandlet mildere. Således blev en tidligere højere embedsmand, der
havde præsenteret sig med sin titel, og indehaveren af en stor restaurant særligt hårdt behandlet. Jeg kunne ikke gøre mig fri af dette indtryk, at der var
klare homoseksuelle undertoner i SS-folkenes handlinger. Vi fik derefter barberet hår og skæg af. Og måtte stå yderligere seks timer i det fri uden mad,
drikke og noget til at beskytte hovedet med. Vi tilbragte således to døgn uden mad og søvn, og det meste af tiden skulle vi stå op. [...]
Arbejdet, som man blev ført til i løb, foregik i (Hermann Göring-)teglværket og bestod i, at vi skulle slæbe sand og cementsække. Når vi slæbte sand,
måtte vi tage jakken omvendt på, hive op i den, og så blev den fyldt med sand. Vi skulle så læsse det af i jernbanevognene, der befandt sig cirka fem
minutters løb derfra. Så gik det i løb tilbage igen. Cementsække, der vejede 50 kilo, blev kastet op på ryggen af 60-65 årige mennesker, som så skulle
gå den samme vej med dem, sætte dem ned og løbe tilbage igen. Af og til blev sandet båret på en slags bårer. Det var endnu værre, for træet, de var lavet af,
skar sig så langt ned i hænderne, at knoglerne kom til syne. [...]
På hjemvejen løb vi i rækker fem og fem, og folk der brød sammen blev slået og slæbt på bårer inde midt i rækkerne. Det skete, for at folk, vi passerede,
på vejen ikke skulle bemærke de mange bårer. De, der ikke var gode nok til at eksercere, skulle "rulle". Det vil sige, at de skulle rulle rundt i sandet,
indtil de besvimede. Staklerne løb ofte ind i hegnet og døde af det elektriske stød, eller de blev skudt af vagtposten, fordi de overskred grænsen til lejren.
Endelig, den 21. november, kom meddelelsen om vore frigivelse, og 70 af os blev transporteret tilbage. Da vi skulle træde an hos kommandanten for at blive
løsladt, underholdt de højere SS-folk sig med at diskutere, om ikke de skulle slagte eller brænde den ene eller anden tykke jøde. Den virkning, denne spøg
havde på de knækkede mennesker, var frygtelig. Dermed var pinslerne imidlertid ikke ovre. Dagen efter, det var blevet meddelt, at vi blev løsladt, skulle
vi stå fra klokken seks morgen til klokken seks aften i silende regn uden noget på hovedet, og om dagen skulle vi stå fra klokken 11 til 3 uden at få mad eller
komme på toilettet. Til sidst fik vi at vide, at jøder ikke fik nogen togbillet. Hertil bemærkede man "I kan for min skyld gå til fods, helt til Stargard
(by beliggende øst for Stettin, red.) hvis det skulle være". Vi betalte så for dem iblandt os, der ingen penge havde. Før vi kunne tage afsted, måtte vi
dog vente 12 timer på stationen. Da alle jøder har lus, var vi blevet desinficeret, så vores tøj var helt ødelagt."
© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.
Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email