Sobibor - kildetekster
Tekst 110: Kvinder får klippet håret af inden gasningen
Tom Toivi Blatt er en de få jøder, der overlevede Sobibor. Her er hans beretning (fortalt til Richard Rashke) fra et af hans jobs i lejren som arbejderjøde: at klippe håret af kvinderne i et skur, inden de blev gasset i Lejr III:
"Nøgne kvinder og piger kom ind i skuret. De fleste behøvede ikke at blive bedt om at sætte sig ned. Det tog Toivi mindre end et minut at klippe deres rottehaler eller bølgende lokker af med en saks, der blev slebet i Shlomos (en anden overlevende arbejderjøde, red.) værksted før hver ny transport. Bunkerne af hår blev senere fyldt i sække og sendt til Tyskland, hvor det blev spundet på spoler og lavet til filt eller kæmmet, klippet og vævet til tøffelfor for ubådsmandskab.
De hollandske kvinder gjorde ikke modstand, og på en måde var det en lettelse. De havde fået at vide, at deres hår ville blive klippet af for at forhindre utøj i at brede sig. Nogle græd. Andre dækkede deres bryster for de tilstedeværende drenge og mænd og klemte lårene sammen. De sagde sjældent noget, når de kom ind i skuret en efter en, trådte med deres bare fødder hen over bunkerne af fletninger og sort hår på gulvet, satte sig på stolene, lænede sig frem, slog øjnene ned i generthed.
Derefter strømmede de ud af den anden dør.
Toivi havde aldrig set en nøgen kvinde før, og som enhver femtenårs dreng ville han gerne. Men når kvinderne kom forsigtig ind ad døren, slog han øjnene ned af skam over dem, og for at se på dem, over at fjerne deres sidste trævl af feminin værdighed.
De polske jøder lod sig ikke narre, og de prøvede at forsvare deres nøgenhed med deres tunger. De forbandede tyskerne og råbte til Toivi og de andre barberer - for det meste drenge: "Vi skal myrdes. Hvorfor siger I ikke noget? I kan ikke bare stå dér. Gør dog noget!"
Toivi prøvede at ignorere deres bemærkninger, at undgå deres øjne, der var fyldt med had og angst, og at koncentrere sig om at klippe deres hår så hurtigt han kunne.
"Jeres tur kommer også," sagde de, mens Wolf eller Frenzel (tysk SS- lejrpersonale, red.) råbte til dem om at holde kæft og se at blive færdige.
"Klip," sagde de advarende til Toivi. "Klip".
Det meste af tiden kunne Toivi høre skrig inde fra gaskamrene, dæmpet men højt til at begynde med, så svagere. Derefter stilhed. Eller han hørte det vemodige klageråb "Eli, Eli", den gamle sang, som udtrykte det udvalgte folks forhold til deres gud.
"Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig," kunne Toivi høre dem synge, mens de stod uden for gaskamrene.[…]"
Kilde: "Flugten fra Sobibor" af Richard Rashke, Gyldendal, 1987; ss. 134-135 (engelsk orig. udg. 1982)
Tekst 111 Flugten fra Sobibor
Flugten fra Sobibor var relativt minutiøst planlagt. I spidsen for fangearbejdernes oprør og flugt stod Sobibors undergrundsleder, den sovjetiske
krigsfange Alexander Pechersky. Med begrundet mistanke om at deres skæbne i lejren var forudbestemt, besluttede undergrundsorganisationen i Sobibor, at
man ville forsøge at flygte den 14. oktober 1943, inden de blev dræbt af tyskerne. I forberedelserne lykkedes det at skaffe nogle våben. For omkring 300 af
de i alt ca. 600 fanger lykkedes det at flygte fra lejren. Mange fanger blev dræbt under og efter flugten. Men også en del fangevogtere og SS-folk blev dræbt.
Højst sandsynligt overlevede kun 47 af fangerne fra oprøret Anden Verdenskrig. Af de resterende fanger i lejren blev næsten alle likvideret umiddelbart efter
fangeflugten.
Pechersky beskriver her flugten:
"Vagterne i vagttårnet åbnede intensiv maskingeværild på de flygtende fanger. Vagterne, som var ved og mellem pigtrådshegnene, sluttede sig til dem.
Yanek, tømreren, sigtede og skød mod vagterne i vagttårnet. Maskingeværet blev stille. Låsesmeden Henrick brugte den erobrede maskinpistol til at stoppe
geværilden fra skytten fra det andet vagttårn. Men dette maskingevær fortsatte uophørligt med at skyde. De tilbageværende SS-mænd forsøgte med automatiske
pistoler at afskære vejen for fangeflokken. …
Hovedparten af fangerne drejede mod hegnet til Lejr I. Nogle løb direkte over til minefeltet. Ifølge planen skulle sten og planker have været kastet
på minerne for at få dem til at sprænge, men i forvirringen var der ingen, der gjorde det. Mange fandt deres død der, men de banede vejen til frihed
for de fanger, der fulgte efter dem. En specialgruppe begyndte at klippe hegnet op nær ved huset, hvor lejrkommandanten boede. …
Da jeg passerede huset, så jeg Frenzel (en af de øverste SS-mænd i lejren, red.) i en sammenkrøbet stilling bag ved et andet hus skyde med maskinpistol.
Jeg skød på ham to gange med min pistol, men ramte ikke. Jeg stoppede ikke. En stor gruppe af fanger under Leitmans kommando prøvede at krydse et pigtrådshegn
tæt ved hovedindgangen. Vagterne i tårnet beskød Leitmans gruppe. Jeg var en af de sidste til at forlade lejren."
Oversat fra: Yitzhak Arad "Belzec, Sobibor, Treblinka: The Operation Reinhard Death Camps", Indianapolis: Indiana University Press, 1987; s. 332
Tekst 112: SS-soldat fortæller om livet i Sobibor
SS-Oberscharführer Kurt Bolender fortæller her sin øjenvidneberetning fra sin tid som SS-soldat i Sobibor-udryddelseslejr:
"… Før jøderne klædte sig af, holdt Oberscharführer [Herman] Michel (næstkommanderende i lejren) en tale til dem. Ved denne lejlighed bar
han sædvanligvis en hvid kittel for at give indtryk af, at han var læge. Michel annoncerede over for jøderne, at de ville blive sendt i arbejde.
Men før de skulle i arbejde, blev de nødt til at tage et bad og desinficeres for at forebygge sygdomsspredning…
Efter afklædningen blev jøderne ført til den såkaldte "Schlauch". Der blev de ledt hen til gaskamrene - ikke af tyskere, men af ukrainere …
Efter at jøderne var gået ind i gaskamrene, lukkede ukrainerne døren … Motoren, der sørgede for at producere gas, blev startet af en ukrainer ved navn
Emil og af en tysk chauffør fra Berlin ved navn Erich Bauer. Efter gasningen blev dørene åbnet, og ligene blev fjernet af en gruppe jødiske arbejdere …"
Oversat fra: Yitzhak Arad "Belzec, Sobibor, Treblinka: The Operation Reinhard Death Camps", Indianapolis: Indiana University Press, 1987, s. 76 og "NS-Vernichtungslager im Spiegel deutsche Strafprozesse: Belzec, Sobibor, Treblinka, Chelmno" redigeret af Adalbert Rückerl, München, 1977; ss. 166-68
Tekst 113: SS-soldat fra udryddelseslejren Sobibor forsvarer sine gerninger.
En af de øverste SS-folk i Sobibor, Karl Frenzel, forsvarede sine gerninger i udryddelseslejren på følgende vis. Udsagnet er fra Sobibor-retssagen, hvor han fik livsvarigt fængsel. Han blev dog løsladt midt i 1980'erne:
"Som jeg allerede har pointeret, under de daværende krigsomstændigheder, som nu er svære at forstå, troede jeg desværre, at hvad der foregik i
Sobibor var lovligt. Til min store sorg var jeg dengang overbevist om dets nødvendighed. Jeg var chokeret over, at jeg under krigen, når jeg ønskede
at tjene mit fædreland, skulle være på et så forfærdeligt sted som en tilintetgørelseslejr. Men dengang tænkte jeg ofte på fjendens bombepiloter, som
helt sikkert ikke blev spurgt om de ønskede at udføre deres morderiske togter mod det tyske folk i deres hjem på en sådan måde."
Kilde: Yitzhak Arad "Belzec, Sobibor, Treblinka: The Operation Reinhard Death Camps", Indianapolis: Indiana University Press, 1987; s. 192
© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.
Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email