Ansvar og skyld - til undervisningsbrug

Emnet

Hvem havde ansvaret eller skylden for folkemordet på 6 millioner jøder under Anden Verdenskrig? Svaret er ikke ligetil.

Ved den Internationale Militærdomstol i Nürnberg 1945-46 fik top-nazisterne ganske vist de hårdeste straffe - 24 blev anklaget, heraf blev 12 dødsdømt. Bødlerne og gerningsmændene fra udryddelseslejrene og Einsatzgrupperne blev ligeledes dømt. Men var folkemordet alene Hitlers og top-nazisternes ansvar og skyld? Eller var det "bødlernes" ansvar og skyld? Og havde de enkelte tyske borgere eller den enkelte soldat medansvar og skyld? Var der tale om "kollektivt" ansvar og skyld? Og var det rigtigt kun at dømme på retsligt grundlag efter Anden Verdenskrig - for hvad med det moralske ansvar og skyld hos bl.a. de passive "tilskuere"?

I nedenstående følger forskellige alternative oplæg til diskussionen om ansvar og skyld.

TIP: Lad eleverne forberede sig via sited:

Undervisningsforslag

A. Hvilket ansvar/skyld havde den enkelte?, kollektivet? og 'systemet'?

Tekst 1

Enkelt-individ, lejrvagt og gerningsmand erkender her sin egen, individets, skyld og medansvar for folkemordet, selv om han "kun" befandt sig nederst i "drabskæden" - der, hvor man begik forbrydelsen efter ordre, og der, hvor man var uden reel magt i det nazistiske system:

"Jeg er klar over det faktum, at der i tilintetgørelseslejrene blev begået mord. Jeg hjalp til med mordene. Hvis jeg skulle blive dømt, vil jeg synes, det er rigtigt. Mord er mord. I overvejelserne om skyld skal man i mine øjne ikke overveje den specifikke funktion i lejren. Lige meget hvor vi var: vi var alle lige skyldige. Lejren fungerede som en kæde af funktioner. Hvis bare et element i denne kæde manglede, ville hele foretagendet blive stoppet."

Oversat fra: Raul Hillbergs "Perpetrators, Victims, Bystanders. The Jewish Catastrophe 1933-1945", s. 26. Vidneudsagnet er fra den tidligere vagt i udryddelseslejren Sobibor, Werner Dubois, under Sobibor-retssagen i Vesttyskland.

Tekst 2

En af de øverste SS-folk i Sobibor, Karl Frenzel, forsvarede sine gerninger i udryddelseslejren på følgende vis. Udsagnet er fra Sobibor-retssagen, hvor han fik livsvarigt fængsel. Han blev dog løsladt midt i 1980'erne:

"Som jeg allerede har pointeret, under de daværende krigsomstændigheder, som nu er svære at forstå, troede jeg desværre, at hvad der foregik i Sobibor var lovligt. Til min store sorg var jeg dengang overbevist om dets nødvendighed. Jeg var chokeret over, at jeg under krigen, når jeg ønskede at tjene mit fædreland, skulle være på et så forfærdeligt sted som en tilintetgørelseslejr. Men dengang tænkte jeg ofte på fjendens bombepiloter, som helt sikkert ikke blev spurgt, om de ønskede at udføre deres morderiske togter mod det tyske folk i deres hjem på en sådan måde."

Oversat fra: Yitzhak Arad "Belzec, Sobibor, Treblinka: The Operation Reinhard Death Camps", (Indianapolis: Indiana University Press, 1987), s. 192

Tekst 3

Uddrag af Einsatzgruppe-medlem Felix Landau's dagbog, den 12. juli 1941:

"Klokken 6 om morgenen blev jeg pludselig vækket af en dyb søvn. Melde sig til en henrettelse. Fint, så leger jeg bare bøddel og graver, hvorfor ikke? Er det ikke mærkeligt: du elsker kamp, og så skal du skyde forsvarsløse mennesker. Treogtyve skulle skydes, blandt dem de to tidligere nævnte kvinder...Vi kørte en kilometer ad vejen ud af byen og drejede så direkte ind i en skov. Der var kun seks af os på dette tidspunkt, og vi skulle finde et passende sted at skyde og begrave dem. Efter et par minutter fandt vi et sted. De dødsdømte samledes med skovle for at grave deres egen grav. To af dem græd. De andre er i hvert fald utroligt modige...Mærkeligt, jeg er fuldstændigt uberørt. Ingen medlidenhed, ingenting....
Langsomt bliver hullet større og større; to af dem græder konstant. Jeg tvinger dem til at grave længere og længere; de tænker ikke så meget, når de graver. Mens de arbejder er de rent faktisk roligere. Værdigenstande, ure og penge, lægges i en bunke..."

Oversat fra: Omar Bartov (red.) "The Holocaust: Origins, Implementation, Aftermath", s. 194.

Tekst 4: Om en bøddel i udryddelseslejren Treblinka.

Under retsprocessen mod personalet i Treblinka efter Anden Verdenskrig fortæller et øjenvidne om Mentz. Mentz var en usædvanlig følelseskold bøddel. Han var ofte den, der skød ofrene i 'Lazarettet' - stedet hvor man henrettede de syge, børn og gamle med nakkeskud:

"Engang kom der to søstre med en transport. De var i alderen 8-10 år. De blev ført til Lazarettet og måtte der klæde sig helt af og derefter med øjnene rettet mod den brændende Lazaret-grube sætte sig på kanten af gruben. Da Mentz havde skudt den ene søster, vendte den overlevende søster sig om, klamrede sig til den anklagedes Mentz fødder og bad ham om at skåne hende. Hun sagde:"Hvorfor skød du min søster? Lad mig venligst leve." Uberørt skød den anklagede alligevel også den anden pige."

Oversat fra: "Justiz und NS-Verbrechen" redigeret af Adelheim Rüter-Ehlermann, Bd. XXII, Ldf. Nr. 596, s. a-94. Fra retssagen i Düsseldorf.

Tekst 5: Bureaukratiets andel i ansvar og skyldsspørgsmålet.

Et hemmeligt dokument fra 1942 viser, hvordan SS overvejede at gøre gas-bilerne i Chelmno mere "effektive". Bemærk hvordan SS-manden undgår at nævne jøder, drab og andre begreber i sin redegørelse. Hvad mener han fx med "pakning af lastvognene", "maximal udnyttelse af pladsen", "ladningen" osv.?

"Berlin den 5. juni 1942.
Vedrørende ændringer, der skal udføres på specialkøretøjer som for tiden er tjenestegørende i Kulmhof, Chelmno, samt på de som er ved at blive fremstillet.

Syvoghalvfems tusinde er uden større uheld blevet forarbejdet i de tre fungerende vogne fra december 1941 og til nu. Under hensyntagen til de erfaringer der indtil nu er blevet indhøstet, er det imidlertid nødvendigt med følgende ændringer:

1. Den normale pakning af lastvognene består sædvanligvis i ni til ti pr. kvadratmeter. I Saurer-vognene, som er meget rummelige er den maximale udnyttelse af pladsen ikke mulig. Ikke på grund af en eventuel overlæsning, men fordi en maximal pålæsning påvirker køretøjets vejgreb. Det forekommer derfor at være nødvendigt med en indskrækning af lastrummets omfang. Lastrummet må absolut forkortes med en meter, i stedet for at man søger at løse problemet, således som man hidtil har gjort, ved at reducere antallet af lastemner. Sidstnævnte fremgangsmåde har den ulempe, at den forlænger funktionstiden, idet tomrummet ligeledes skal opfyldes med kuldioxid. Såfremt man derimod forkorter lastrummet og samtidig fylder køretøjet helt op kan funktionstiden nedsættes i betydelig grad. Under en samtale med vognkonstruktørerne, er det os oplyst, at en forkortelse af lastvognens agterparti, ville have en uheldig forstyrrelse af køretøjets ligevægt til følge. Den forreste del ville, hævder de, blive overbelastet. I realiteten genoprettes ligevægten utilsigtet, ved at ladningen, i løbet af funktionstiden, har en naturlig tendens til at vælte mod agterdørene hvorpå den ved afslutningen af operationen, især befinder sig sammenklumpet på dette sted. Herved fremkommer der altså ingen overbelastning af køretøjets forreste del.

2. Man må i højere grad end det hidtil har været tilfældet beskytte lysarmaturet mod ødelæggelse. Lamperne bør omgives med jerngitre for at undgå beskadigelse. Praksis har vist at man kunne undvære lamper, idet disse tilsyneladende aldrig bringes i anvendelse. Imidlertid har det kunnet iagttages, at i det øjeblik dørene lukkes, maser ladningen sig altid med stor kraft mod disse så snart mørket sænker sig over den. Dette skyldes den omstændighed at ladningen helt naturligt kaster sig mod lyset når det bliver mørkt, hvilket besværliggør dørlukningen. Yderligere har man kunnet iagttage, at på grund af mørkets foruroligende virkning, lyder der altid skrig på dørlukningstidspunktet. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at tænde belysningen før og efter funktionstidens første minutter.

3. For at lette rengøringen af køretøjet må man i midten af vognbunden indrette et udtømningshul med fuldstændig vandtæt lukning. det forudsættes at udtømningshullets låg, der skal have en diameter på 200 til 300 mm, forsynes med vandlås således at væskerne allerede kan få afløb i funktionsperioden. På rengøringstidspunktet vil udtømningshullet tjene til udløb for de større urenheder. Ovennævnte tekniske ændringer bør først udføres på de fungerende køretøjer når disse skal repareres. Hvad angår de nye køretøjer som er bestilt hos Saurer, bør de så vidt det er muligt indrettes under hensyntagen til alle fornyelser og ændringer der har kunnet udledes af praksis og den indhøstede erfaring.

Overgivet til Gruppenleiter II D, SS-Obersturmbahnführer Walter Rauffs afgørelse

Underskrevet, Just."

Kilde: "Shoah - de overlevende beretter" af Claude Lanzmann (Kbh. 1987, fransk original 1985), s. 119-21

Tekst 6: Systemets ansvar og skyld

I retssagen, Sobiborprocessen i 1964-66, mod udryddelseslejren Sobibors tidligere lejrpersonale blev dommene relativt milde på trods af, at de anklagede havde arbejdet i en udryddelseslejr, hvor 250.000 jøder blev dræbt. Domstolen argumenterede for de milde domme med, at man skulle:

"... henvise til, at de (lejrpersonalet, red.) havde været tvunget til at efterkomme ordren om at medvirke til jødeudryddelsen, fordi de ellers ifølge forordningerne ville være blevet straffet, overført til kz-lejre, skudt eller udsat for lignende foranstaltninger mod deres liv eller legeme, og derfor så de ikke andre muligheder for at imødegå denne fare end ved at adlyde."

Oversat fra: "NS-Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse" redigeret af Adalbert Rückerl (München, 1977), s. 85

B. Havde "tilskuerne" - dem der så på - et ansvar eller ligefrem skyld?

Tekst 1: Polsk lokomotivfører - kørte jøder til Belzec

Den polske lokomotivfører, Stefan Kirsz, kørte jøder til udryddelseslejren Belzec.
Diskuter: a. havde han et (med-)ansvar for Holocaust, b. skulle han straffes?, c. kunne han sige fra? og d. hvad ville du have gjort?

"Som lokomotivfører på et lokomotiv førte jeg jødiske transporter fra Rava-Ruskkaya stationen til Belzec mange gange. … Disse transporter i Belzec var opdelt i tre. Hver del, som bestod af 20 godsvogne, blev med lokomotivet skubbet ind på jernbaneskinnerne inde i lejren …

Umiddelbart efter at godsvognene stoppede inde i lejren, blev de tømt for jøder. Inden for 3-5 minutter var de 20 vogne tømt for jøder og deres baggage. Jeg så, at ud over de levende, blev døde hevet ud …

Tyskerne tillod os ikke at se lejren, men jeg var i stand til at se den, når jeg nærmede mig lejren, og med vilje lod som om, at jeg skulle skovle kullet tættere på indgangsporten."

Oversat fra: Yitzhak Arad "Belzec, Sobibor, Treblinka: The Operation Reinhard Death Camps", (Indianapolis: Indiana University Press, 1987), s. 69

Tekst 2

"På turen gennem byen [den 27. juni 1941] kom jeg forbi en tankstation, som var omgivet af en stor menneskemængde. I mængden befandt sig også mange kvinder, som holdt deres børn højt eller stod på stole og kasser for bedre at kunne se. Igen og igen lød der brusende bifald - bravoråb, klap og latter - så jeg formodede, der var tale om en sejrsfest eller en form for sportsbegivenhed…Da jeg trådte nærmere, blev jeg vidne til det mest frygtelige, jeg har oplevet i løbet af to verdenskrige.
På betonpladsen foran tankstationen stod en mellemstor lyshåret mand på ca. 25 år, som i dette øjeblik pustede ud og lænede sig op ad en tommetyk træknippel, som gik ham til brystet. For hans fødder lå 15 til 20 døde eller døende.
Fra en vandslange løb der hele tiden vand, som spulede det spildte blod ned i et afløb. Kun få skridt bag denne mand stod der omkring 20 mænd, som blev overvåget af nogle bevæbnede civile. I tavs tålmodighed ventede de på deres grusomme henrettelse.
Ved et kort vink trådte så den næste tavst frem og blev på denne bestialske måde pryglet ihjel med trækniplen. Hvert slag blev hilst med begejstrede tilråb fra tilskuerne."

Oversat fra: E. Klee m.fl. (red.) "Schöne Zeiten: Judenmord aus der Sicht der Täter und Gaffer", s. 35f.

C. Var Holocaust det tyske folks skyld og ansvar?

Tekst 1: Hitlers villige drabsmænd - ganske almindelige tyskere

Ifølge Daniel J. Goldhagen var det ganske almindelige tyskere, der var Hitlers villige drabsmænd. Han understreger, at det kun var det tyske folk, tyskere, der kunne have udført Holocaust. Årsag: århundreders antisemitisme kulminerede med Hitlers magtovertagelse og en "eliminatorisk" antisemitisme blandt tyskerne, bevirkede, at alle tyskere var potentielle jødemordere optændt af et uudgrænset jødehad. Således påstår Goldhagen, at bødlerne var ganske almindelige tyskere:

"Disse mennesker var overvejende og vigtigst af alt tyskere. Mens medlemmer af andre nationale grupper bistod tyskerne i deres nedslagtning af jøder, var Holocaust-hvervet primært et tysk foretagende. Ikke-tyskere var ikke essentielle i udøvelsen af folkemordet, og de bidrog ikke med drivkraften og initiativet til at drive det fremad. Havde tyskerne ikke fundet europæiske (specielt østeuropæiske) hjælpere, ville Holocaust helt sikkert have udfoldet sig meget anderledes, og tyskerne ville sandsynligvis ikke have været i stand til at dræbe så mange jøder. For dette var først og fremmest et tysk projekt; beslutningerne, planerne, organisatoriske ressourcer og hovedparten af dets udøvere var tyskere. Til at forstå og forklare udførelsen af Holocaust kræves derfor en forklaring af tyskernes drivkraft til at dræbe jøder. For det, der kan siges om tyskerne, kan ikke siges om nogen anden nationalitet eller om alle de andre kombinerede nationaliteter - nemlig ingen tyskere, intet Holocaust (...)"

Oversat fra: Daniel J. Goldhagen "Hitler's Willing Executioners. Ordinary Germans and the Holocaust" (USA, 1996), s. 6

Tekst 2: Bødler og gerningsmænd under Holocaust var ganske almindelige mænd

Ifølge historikeren Christopher Browning var gerningsmændene, de der udførte jødedrabene, ganske almindelige mænd. Ud fra hans undersøgelser af en politibataljon ('Reservepolitibataljon 101'), der udførte massedrab på jøder i Polen, konkluderer han, at disse ca. 500 "bødler" var 'ganske almindelige mænd' ("ordinary men"). Han påstår altså, at alle kan blive mordere under de "rette" omstændigheder - ikke kun tyskere.

"Ethvert menneskes adfærd er selvfølgelig et meget komplekst fænomen, og historikeren, der forsøger at "forklare" det, udøver en vis arrogance. Når næsten 500 mænd er involveret, er det næsten endnu mere hasarderet at foretage en generel forklaring på deres kollektive handlinger. Så hvad kan man konkludere (på deres handlinger, red.)? (...) Reservebataljonen stod over for valg, og de fleste af dem begik frygtelige ting. Men de der dræbte kan ikke blive ansvarsfri på grund af forestillingen om, at enhver person i den samme situation ville have gjort, som de gjorde. For selv blandt dem var der nogle, der nægtede at dræbe, og andre der stoppede drab. Humant ansvar er ultimativt et individuelt spørgsmål.
Men på samme tid har Reservepolitibataljon 101's kollektive opførsel dybdegående og foruroligende implikationer. Mange samfund er påvirket af racisme og fanget i en mental belejring af krig eller truslen om krig. Alle steder påvirker samfundet mennesket til at respektere og adlyde autoriteter og kunne endda dårligt fungere ellers. Alle steder søger mennesker at fremme deres karrierer. Kompleksiteten i livet og den følgende bureaukratisering og specialisering i et ethvert moderne samfund svækker følelsen af personligt ansvar hos dem, der implementerer den officielle politik. Inden for stort set alle sociale kollektiver udøver gruppen et kæmpemæssigt pres på individers adfærd og sætter moralske normer. Hvis mændene i Reservepolitibataljon 101 kunne blive mordere under sådanne omstændigheder, hvilken gruppe mænd kan så ikke?"

Oversat fra: Christopher R. Brownings "Ordinary Men. Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland" (New York, 1998, 1. udgave 1992), s. 188-189