Nazisternes magtovertagelse 1933

Overblik

Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler, leder af NSDAP (det nationalsocialistiske tyske arbejderparti), udnævnt til Rigskansler af den tyske præsident, Paul von Hindenburg. Ved det efterfølgende valg til Rigsdagen sikrede NSDAP sig absolut flertal sammen med samarbejdspartiet DNVP, ikke mindst fordi politiske modstandere var blevet terroriseret under valgkampen.

De øvrige politiske partier var ved starten af 1933 ikke begejstrede for at overlade ledelsen af regeringen til Hitler, som de opfattede som en højtråbende amatør, men omvendt blev det sværere og sværere at holde nazisterne fra magten. Vigtigt var det også, at flere af de konservative magthavere, der regerede ved hjælp af nøddekreter udstedt af præsidenten, havde den holdning, at de kunne kontrollere og dominere Hitler, hvis han blev gjort til ansvarlig regeringschef.

Hitlers første kabinet var således langt fra en ren nazistisk regering. Bortset fra Hitler, som blev rigskansler og regeringsleder, fik NSDAP kun to ministerposter: Wilhelm Frick blev indenrigsminister, og Hermann Göring blev minister uden portefølje (senere minister for luftfart). Göring blev dog også ministerpræsident og indenrigsminister i den største tyske delstat, Preussen.

For endegyldigt at opnå magten udskrev Hitler valg til Rigsdagen til afholdelse den 5. marts 1933. Nazistpartiets stormtropper, SA (SturmAbteilungen - 'stormafdelinger'), gjorde alt, hvad de kunne, for at terrorisere politiske modstandere i valgkampen. Og de fik i høj grad lov til at gøre det, fordi NSDAP via Frick og Göring kontrollerede politiet.

Rigsdagsbranden

Rigsdagsbranden den 27. februar 1933

Den 27. februar 1933 brændte den tyske rigsdagsbygning. Der har siden hersket tvivl om, hvorvidt det var nazisterne selv, der satte ild på bygningen, eller om det virkelig var en ung kommunist, Marius van der Lubbe, som var den ansvarlige. Moderne forskning har vist, at det højst sandsynligt var van der Lubbe, som var ene-ansvarlig for ildspåsættelsen ud fra anti-nazistiske motiver. Under alle omstændigheder medførte branden, at van der Lubbe blev arresteret og senere henrettet, og at nazisterne den 28. februar 1933 fik præsident Hindenburg til at udstede den såkaldte >'Rigsdagsbrandforordning' - 'Forordning af Rigspræsidenten til Beskyttelse af Folket og Staten'. Denne forordning gav reelt Rigskansleren (Hitler) nærmest uindskrænkede beføjelser til at fængsle enhver politisk modstander. Denne beføjelse brugte Hitler til at lade især kommunister arrestere og hermed forsøge at tvinge dem ud af valgkampen.

>'Rigsdagsbrandforordningen' var oprindeligt beregnet til at være i kraft i en kortere periode. I praksis var den dog i funktion helt frem til 1945. Blandt andet var det med henvisning til 'Rigsdagsbrandforordningen', at Gestapo senere foretog sine anholdelser og satte folk i koncentrationslejr uden om det normale retssystem.

Rigsdagsvalget og Bemyndigelsesloven

Hitler lytter til valgresultat, 5. marts 1933. USHMM # 78577

På trods af NSDAP's mange krumspring for at opnå flertal, opnåde de ikke på egen hånd flertal ved valget den 5. marts 1933. NSDAP blev ganske vist langt det største parti i Rigsdagen med 43,9% af stemmerne og 288 mandater, men det var kun i samarbejde med samarbejdspartneren DNVP (Deutsch Nationale Volks Partei - det tysknationale folkeparti), at de opnåede absolut flertal.

Alligevel lykkedes det den 23. marts at få vedtaget en lov, som reelt gjorde Rigsdagen betydningsløs. Ved den såkaldte >'Bemyndigelseslov' fik Hitler som Rigskansler myndighed til at udstede love på lige fod med Rigsdagen. Med andre ord samlede han både den udøvende og den lovgivende magt hos sig selv. Utroligt nok stemte de påkrævede 2/3 af Rigsdagens medlemmer for loven, heriblandt mange medlemmer af det socialdemokratiske parti.

Det var ikke jøderne, som var de vigtigste modstandere efter nazisternes magtovertagelse. Det var langt vigtigere for de ny magthavere at få bugt med de politiske modstandere, ikke mindst kommunisterne. Hertil var >'Rigsdagsbrandforordningen' det perfekte retslige grundlag, da den muliggjorde statsligt kontrollerede angreb på venstrefløjen.

Den 14. juli 1933 bleev alle andre politiske partier end NSDAP forbudt ved lov.

Ved nazisternes magtovertagelse forholdt de tyske jøder sig hovedsagelig roligt afventende. Mange indså ikke i første omgang den fundamentale ændring, som var sket, da Hitler kom til magten. Ikke mindst så jøderne den aldrende rigspræsident Hindenburg som en garanti mod nazisternes værste overgreb.

Overgreb skete imidlertid. SA, som efter magtovertagelsen havde fået langt friere spil til at genere modstandere af enhver art, optrappede i løbet af foråret sine angreb på jøder. Efter valget i marts 1933 steg antallet af anti-jødiske voldsaktioner.

>Magtovertagelsen

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email