Retsopgøret

Nürnbergretssagen

Ved Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg blev de overlevende nazistiske og militære ledere tiltalt for krigsforbrydelser. Copyright USHMM #16777

Retsforfølgelse af de større tyske krigsforbrydere startede umiddelbart efter Anden Verdenskrig ved en international straffedomstol i Nürnberg: Den Internationale Militærdomstol. Her blev ansvaret for forbrydelserne defineret både politisk og retsligt.

Domstolen var nedsat af de allierede stormagter USA, Sovjet, England og Frankrig og blev oprettet den 8. august 1945 i Nürnberg. Indtil oktober 1946 blev 22 hovedanklagede krigsforbrydere tiltalt for:

1. Forbrydelser mod fred (planlægning og udførelse af angrebskrige)
2. Krigsforbrydelser
3. Forbrydelser mod menneskeheden

Domstolen definerede forbrydelser mod menneskeheden som "mord, tilintetgørelse, slaveri, deportering ... eller forfølgelse på politisk, racemæssig eller religiøs grundlag". De anklagede var nazistiske top-politikere, partifunktionærer, militærpersoner og teknokrater.

Dommene blev afsagt den 30. september og den 1. oktober 1946:

Resultatet af retssagen

Udryddelsen af Europas jøder indgik ikke som selvstændigt anklagepunkt, men var underlagt anklagepunktet "forbrydelser mod menneskeheden". Mange af morderne, bødlerne og håndlangerne er siden 1945 blevet dømt for drab på jøder på grundlag af retningslinjerne fra Nürnbergprocessen. Adskillige blev henrettet.

Således erklærede Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg, at:

• adskillige nazistiske institutioner var "forbryderiske organisationer", heriblandt Gestapo, SS, SD og NSDAP. Medlemmer af de ovennævnte organisationer kunne derfor anklages og dømmes - dog kun hvis deres individuelle skyld kunne påvises.
• personer, som begik en kriminel handling, der overskred international lov, var individuelt ansvarlige for deres handlinger. Som anklaget kunne man ikke bortforklare sine handlinger med at sige, at man fulgte ordrer oppe fra. Domstolen slog dermed fast, at der ingen undskyldninger var for at udføre en kriminel handling.
• al krigsførsel var underlagt internationale traktater.

Især skal der lægges mærke til, at krigsforbryderne blev dømt i henhold til europæiske retsprincipper mht. forsvar, vidneførsel, bevismateriale m.m. Om den anklagede var skyldig eller ej skulle altså påvises retsligt, før domstolen kunne afsige dom.

Nürnbergprocessen

Efter Nürnbergretssagen fulgte en række andre retssager mod krigsforbrydere. Man taler således om "Nürnbergprocessen", da yderligere 4 bølger af retssager blev iværksat på samme grundlag, som den Den Internationale Militærdomstol havde udstukket.

Ud over Nürnbergretssagen mod de 24 anklagede hovedkrigsforbrydere forløb efterfølgende i Nürnberg en retssag mod 177 medlemmer af de erklærede "kriminelle organisationer". Tidligere medlemmer af SS, Gestapo, SS, SD og nazi-partiet kom på anklagebænken.

Desuden fulgte der et opgør med Einsatzgruppe-folkene ('Einsatzprocessen'), lægerne der udførte de skrækkelige forsøg på mennesker og slog handicappede ihjel ('Lægeprocessen'), jurister, industrifolk, nazistiske partifolk, lejrpersonale såsom vagter og kommandanter, politiofficerer og mange andre.

De 23 anklagede under 'Lægeprocessen', Nürnberg 9. december 1946 til 20. august 1947. Copyright USHMM #07354

En tredje retssagsbølge i ånden af Nürnbergretssagen var retsopgøret i Tokyo. Her stod japanske militære og politiske ledere anklaget på det samme grundlag som i Nürnberg.

Den fjerde type inden for de udstukkede rammer fra Nürnbergretssagen var retssagerne mod "mindre" krigsforbrydere. Disse retssager fandt sted ved både militære og nationale domstole. Retssagerne blev afholdt overalt i Europa - og ofte nær gerningsstedet. Flertallet af retssagerne involverede især de lavere niveauer af de implicerede embedsmænd, lejrpersonale og soldater.

Andre efterkrigsprocesser - det retslige opgør med lejrpersonalet

Auschwitz

Auschwitzprocessen

I Vesttyskland blev der ført de såkaldte Auschwitzprocesser; retssager ført mod folk fra vagtmandskabet i koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz. Den største af retssagerne gennemførtes 1963-65 i Frankfurt am Main, hvor 20 stod anklagede. 17 blev idømt fængselsstraffe.

Yderligere blev der på vesttysk jord i 1960'erne påbegyndt en række retsprocesser mod andre lejres lejrpersonale ved: Belzecprocessen, Sobiborprocessen og i 1. og 2. Treblinkaproces.

Belzecprocessen

Sobiborprocessen

Den 3. juli 1964 stod tolv af udryddelseslejren Sobibors personale tiltalt for medvirken til drab på jøder i lejren. Alle tolv blev anklaget for medvirken til drabene. Selve retssagen startede den 6. september 1965 og sluttede den 20. december 1966 i Hagen. Over 100 vidner blev inddraget.

I alt blev der i lejren dræbt 250.000 jøder.

Seks af de anklagede blev dømt og hele fem frifundet - én begik selvmord inden domsafsigelsen.

De seks dømtes domme:

• Karl F.: Livsvarigt fængsel for medvirken i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 150.000 mennesker og yderligere egenhændigt mord på 9 personer.
• Frans W.: 8 års fængsel for at have hjulpet til og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 39.000 mennesker.
• Alfred I.: 4 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 68.000 mennesker.
• Werner D.: 3 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 15.000 mennesker.
• Erwin L.: 3 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 57.000 mennesker.
• Erich F.: 4 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 79.000 mennesker.

De fem frifundne:

Rettens begrundede frifindelsen af fem af de tiltalte med manglende beviser - især mangel på øjenvidner og særligt troværdige øjenvidner - og de fem anklagede blev:

"...fritaget for skyld på grund af [deres] ikke afkræftede, formodede tvangssituationsstilling. Med al den påliggende tvivl blev de derfor under de pågældende omstændigheder, og selv om en ikke ubetydelig mistanke vedblev at bestå hos enhver af dem, frikendt på grund af manglende beviser."

Kilde: "NS-Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse" redigeret af Adalbert Rückerl (München 1977), s. 86

Generelt var dommene meget milde i forhold til de begåede uhyrlige forbrydelser. Retten argumenterede i sin domsafsigelse, at lejrpersonalet havde været underlagt tvang - de kunne ikke undgå at adlyde ordre, selv om retten dog ikke bestred de anklagedes deltagelse i massegasningerne af jøder. Ifølge domsafsigelsen skulle man:

"... henvise til, at de (lejrpersonalet, red.) havde været tvunget til at efterkomme ordren om at medvirke til jødeudryddelsen, fordi de ellers ifølge forordningerne ville være blevet straffet, overført til kz-lejre, skudt eller udsat for lignende foranstaltninger mod deres liv eller legeme og derfor så de ikke andre muligheder for at imødegå denne fare end ved at adlyde."

Kilde: "NS-Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse" redigeret af Adalbert Rückerl (München 1977), s. 85

Mht. vidner argumenterede retten, at man ikke kunne bruge mange af de jødiske (ofres) vidneudsagn, fordi:

1. Deres erindringer ofte var forskubbet som følge af de traumatiske oplevelser i lejre eller under evt. senere flugt - og af de næsten 20 forløbende år siden rædslerne fandt sted.
2. Vidner bosiddende især i Israel mødtes og udvekslede erindringer. Ofte kunne vidner efter sådanne møder føle, at de havde oplevet det, som andre havde fortalt - og forveklsede dermed andres oplevelser med egne oplevelser.
3. Hævntørsten for at få blot nogle af de skyldige dømt kunne påvirke "fortællelysten".

1. og 2. Treblinkaproces

Retssagen i den 1. Treblinkaproces startede 12. oktober 1964 i Düsseldorf. Ti lejrpersonalefolk stod anklaget for at være impliceret i jødeudryddelsen i udryddelseslejren. Over 100 vidner var indkaldt.

I alt blev der slået 900.000 jøder ihjel i Treblinka (på dette tidspunkt angav man dog tallet til 700.000).

De 10 domme - afsagt den 3. september 1965:

Andre retssager

Dokumentationscentre

Efter Anden Verdenskrig etableredes centre, kommissioner og kontorer med det formål at retsforfølge de nazistiske kriminelle. De samler information, undersøger forbrydelser, opgiver navne på nazister til deres respektive regeringer og tager affære over for nazistiske forbrydere i deres egne lande.

'Zentrale Stelle Ludwigsburg' er Tysklands dokumentationscenter, der samler bevismateriale til forfølgelse af forbrydelser begået under nazistisk ideologi i perioden 1933-45.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig nedsatte den provisoriske polske regering 'Central Commision for Investigation of German Crimes in Poland'. Hovedkommissionen har undersøgt nazistiske forbrydelser begået i Polen under Anden Verdenskrig. Kommissionen eksisterer nu under navnet 'Main Commission for the Investigation of Crimes against the Polish Nation'.

I USA er det 'Office of Special Investigations', OSI, der siden 1979 har undersøgt emigrerede folks baggrund mhp. en eventuel en nazistisk fortid. I december 1986 havde OSI tvunget 16 nazistiske krigsforbrydere til at forlade landet.

'Simon Wiesenthal Centeret' i Wien, grundlagt af nazi-jægeren Simon Wiesenthal, er måske det mest berømte dokumentationscenter. Centeret har siden Anden Verdenskrig opsporet mange nazistiske krigsforbrydere.

Ansvar og skyld - undervisningsressource

Se venligst:

Vide mere?

Links