Mordet på de sovjetiske jøder

Med Det Tredje Riges angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 tilsidesattes alle normer for almindelig krigsførelse. Allerede få dage efter invasionens start begyndte særlige SS-enheder, Einsatzgrupper, at myrde jødiske mænd.

I løbet af august og september 1941 blev massemordene optrappet til også at omfatte jødiske kvinder og børn.

Der var herefter tale om et systematisk forsøg at udrydde de jøder, som var under tysk herredømme. Ofte skete mordene under dække af at være krigsaktioner mod partisaner, bander eller lignende. Man regner med, at mellem 1 og 2 millioner sovjetiske jøder omkom ved nazisternes massemyrderier, men dette tal er ekstremt usikkert på grund af manglende data.

Det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941, kendt under kodenavnet Operation Barbarossa, blev starten på en helt ny type krig. Der var tale om en 'total krig' uden regler, hvor målet var at knække Sovjetunionen med alle til rådighed stående midler. Alle traditionelle normer for "god" krigsførelse kunne derfor tilsidesættes, da de var 'overflødige'.

Den 3. marts 1941 karakteriserede Hitler selv den kommende krig således:

"Dette kommende felttog er mere end en kamp mellem våben; det leder også til et opgør mellem to verdensanskuelser. For at ende denne krig … er det ikke nok at besejre den fjendtlige hær … Den jødisk-bolsjevistiske intelligentsia, den hidtidige undertrykker af Folket, må overvindes."

Der var således ikke plads til nogen form for medlidenhed med hverken de sovjetiske jøder eller civilbefolkningen i øvrigt. Sovjetunionen skulle besejres for at skaffe Stortyskland 'Lebensraum' og dermed sikre Det Tredje Riges overlevelse. Der var således flere typer motiver for at invadere Sovjetunionen:

• at sikre Tyskland leverancer af råstoffer og fødevarer. Nazisterne havde i denne forbindelse planer om at lade over 30 millioner russere sulte ihjel for at sikre produktionen af mad til det tyske folk
• at skaffe det tyske folk plads, "Lebensraum"
• at urydde den nazistiske hovedfjende: den jødiske bolsjevisme
• og endelig at invasionen af Sovjetunionen skulle sikre nazistpartiets absolutte dominans inden for Tysklands grænser ved i endnu højere grad end tidligere at radikalisere den tyske befolkning.

Tysk infanteriangreb i USSR. http://motlc.wiesenthal.com/gallery/ pg11/pg1/pg11146.html

Det blev gjort klart allerede før starten på Operation Barbarossa, at et enormt antal mennesker skulle myrdes som en del af krigen mod Sovjetunionen. Særligt blev alle kommunistiske partifunktionærer, jøder og sigøjnere udset som mål. Men den sovjetiske civilbefolkning skulle også gøres væsentligt mindre for at sikre de nødvendige fødevareleverancer til Det Tredje Rige.

Ingen i den tyske militære ledelse regnede med, at det vil blive et problem at besejre Sovjetunionen. Tyskernes erfaringer med "Blitzkrieg" mod blandt andet Frankrig tydede på, at Den Røde Hær ville blive løbet over ende af de tyske pansertropper i løbet af få uger. Derfor begyndte man tidligt at opstille planer for, hvad der skulle ske med de ny-erobrede områder, heriblandt med den lokale civilbefolkning.

Som led i forberedelsen af Operation Barbarossa fik chefen for SS, Heinrich Himmler, overdraget en række 'særlige opgaver'. Han fik endvidere tilladelse af Hitler til at udføre disse 'særlige opgaver' i hærens operationsområde - dvs. i området umiddelbart bag fronten. Opgaverne blev defineret meget bredt:

• SS skal sikre hærens bagtropper og områder bag fronten mod fjendtlige aktioner, det vil sige mod sabotører, partisaner og terrorister.
• SS skal desuden sikre de besatte områder mod 'statsfjendtlige personer'

Reelt bestod de 'særlige opgaver' blandt andet i at myrde alle våbenføre jødiske mænd, som pr. nazistisk definition udgjorde en fare for den fremrykkende hær.

Heinrich Himmler beordrede flere forskellige dele af SS til at deltage i de kommende massemord i Sovjetunionen. Sikkerhedspolitiet, ledet af Reinhard Heydrich, var den vigtigste af disse organisationer. Heydrich gav ordre til at danne fire særlige enheder, såkaldte Einsatzgrupper ("Indsatsgrupper"), bestående af folk fra forskellige grene af SS. Disse særlige grupper blev dannet i løbet af foråret 1941 og fik overdraget hvert deres operationsområde:

• Einsatzgruppe A (ledet af Walther Stahlecker): De baltiske lande (Estland, Letland, Litauen)
• Einsatzgruppe B (ledet af Arthur Nebe): Hviderusland
• Einsatzgruppe C (ledet af Otto Rasch): Nord- og Midtukraine
• Einsatzgruppe D (ledet af Otto Ohlendorf): Sydukraine, Krim og evt. Kaukasien

Einsatzgruppe B's område

Einsatzgruppe B rykkede ved Operation Barbarossas begyndelse via det tidligere sovjetisk-besatte Østpolen, og gennem Litauen, mod Hviderusland.

I kølvandet på gruppens fremrykning skete der snart mange massakrer på jøder. I princippet eksisterede der på dette tidspunkt næppe nogen ordre om at slå alle jøder ihjel på grund af deres race, men reelt blev alle jøder af Einsatzgrupperne opfattet som en trussel mod den tyske hærs sikkerhed. Derfor var der blandt Einsatzgruppernes mandskab ofte den holdning, "hellere myrde en jøde for meget end en for lidt". Dette skete også - men på lokalt og spontant initiativ.

Einsatzgruppe B var særligt aktiv i Hvideruslands hovedstad, Minsk, henover sommeren 1941: massehenrettelser og mindre drabsbølger mod jødiske mænd var dagens orden. Fra den 19. juli blev alle jøderne drevet sammen og en ghetto oprettet i byen.

Einsatzgruppe C's område

Allerede få dage efter invasionen af USSR foranstaltede Einsatzgruppe C en massakre i byen Lvov (tysk: Lemberg). Under dække af "hævn" for en påstået anti-tysk aktion blev omkring 7.000 jøder myrdet på blodigste vis.

Børn før de skydes, USSR. USHMM #81426.

I løbet af juli måned 1941 gennemførte enheder fra Einsatzgruppe C en lang række af sådanne massakrer - og lokale ukrainske nationalister deltog i mange af dem. Massakrerne fik mere og mere karakter af egentlige massedrab på mandlige jøder i den militærdygtige alder. Med andre ord blev der givet færre og færre konkrete begrundelser for drabene. Mordene så ud til kun at være begrundet i den kendsgerning at ofrene var jøder, og ikke fordi de havde gjort noget specielt for at skille sig ud. Ofte var det de ukrainske nationalister i det tidligere sovjetisk-besatte Østpolen, som tog initiativet til massakrerne.

Einsatzgruppe D's område

Einsatzgruppe D blev indsat på østfrontens sydligste del. Hér opererede ud over de tyske tropper også soldater fra Tysklands allierede, Rumænien, Italien og Ungarn. Især rumænerne var utroligt grusomme mod de sovjetiske jøder. Alene i grænsebyen Jassy mellem Rumænien og Sovjetunionen henrettede rumænerne 4.000 ved en massakre.

Generelt var tyskerne irriterede over rumænernes brutalitet: Ikke fordi det gik ud over jøderne, men fordi rumænerne var alt for usystematiske og spontane i deres fremfærd.

Fra terror til udryddelse - Fase 2

Pogrom i Kishinev (Moldavien)

Under første fase af mordene på de russiske jøder var der tale om terroraktioner. Formålet var at sikre sig mod overfald fra det formodede "jødisk-bolsjevistiske kompleks", at isolere jøderne som gruppe i forhold til den øvrige lokalbefolkning, samt at få dem stemplet som den egentlige fjende. Dermed håbede tyskerne på at få lokalbefolkningen til at medvirke til mordene, eller i det mindste at sikre, at de ikke blandede sig.

Efterhånden udviklede de tyske terroraktioner sig imidlertid til systematiske henrettelser af jødiske mænd. Med andre ord var sikkerhedspolitiets indsats blevet udvidet. Dels blev henrettelserne effektiviseret, dels "opfandt" man hele tiden nye begrundelser for af slå jøderne ihjel.

Fra omkring august 1941 var det slut med terroraktioner. Herefter ændredes den nazistiske jødeforfølgelse i Sovjetunionen karakter til at omfatte "renselse" af hele områder eller byer, som dermed skulle gøres "jødefri".

Begrundelsen for denne ændring i nazisternes fremfærd mod jøderne er omdiskuteret. Men hvor historikere tidligere har ment, at der forelå en generel ordre om at slå alle sovjetiske jøder ihjel ved invasionens start, virker billedet nu langt mere nuanceret. To væsentlige faktorer, som hænger tæt sammen, er formentlig årsag til, at jødiske kvinder og børn fra august 1941 også bliver myrdet i stort antal:

• Krigssituationen. Tyskerne havde regnet med en lynsejr over USSR, men dette skete ikke. Selvom den tyske hær rykkede hurtigt frem, var hærens bagland (området bag fronten) endnu ikke sikret.
• Mangel på forsyninger. Den nazistiske ledelse havde regnet med, at hæren efter kort tid skulle leve af lokale forsyninger. Men dette lod sig ikke gøre.

Kombinationen af militære sikkerhedsproblemer og de store problemer med at skaffe mad til alle ramte jøderne hårdest. Allerede den 28. juli 1941 indførte nazisterne et "fødevare-hierarki", hvor den tyske hær var øverst og den jødiske befolkning nederst. De jødiske kvinder og børn, samt russiske krigsfanger, som ikke havde betydning for den tyske krigsindsats, blev opfattet som "nytteløse spisere" (ty: "nutzlose Fresser") og desuden som en sikkerhedsrisiko. Det blev derfor besluttet, at det mest "rationelle" var at slå dem ihjel. Russiske soldater, som var kommet i tysk krigsfangenskab i krigens første måned, blev i stort antal sultet ihjel i krigsfangelejrene.

Samtidig med at man også begyndte at dræbe jødiske kvinder og børn, begyndte man at samle de overlevende jøder i ghettoer, sådan som det var set i Polen. Dette tjente to formål:

• At centralisere den jødiske arbejdskraft. Dette skete ikke mindst efter krav fra hæren, som havde brug for faglærte jødiske arbejdere til krigsproduktionen.
• At sikre sig, at jøderne ikke flygtede østpå.

Samlingen af de sovjetiske jøder i ghettoer udelukkede på ingen måde, at de nazistiske politienheder stoppede med at myrde jøder. Tanken var blot den simple, at arbejdsdygtige jøder, specielt uundværlige faglærte arbejdere, skulle have lov til at leve, indtil de var slidt op. Dette princip betegnede SS selv som 'Vernichtung durch Arbeit' ('udryddelse ved arbejde'). De uarbejdsdygtige jøder, ikke mindst børn, ældre og syge, skulle omvendt forsvinde i størst muligt omfang, hurtigst muligt.

Einsatzgruppe A's område

Jøder massedræbes i en slugt. Zdolbunov, Sovjetunionen den 14. oktober 1942. USHMM #30251

I dette område - det baltiske - skete der relativt tidligt en overgang fra terroraktioner til egentlig jødeudryddelse. Allerede fra slutningen af juli 1941 begyndte tyskerne at dræbe jødiske kvinder og børn. Einsatzgruppe A's Kommando 3 var særligt aktiv og myrdede alene i løbet af august 1941 omkring 40.000 jøder.

Allerede fra september/oktober 1941 påbegyndtes tømningen af de nyoprettede, midlertidige ghettoer i det baltiske område. I november blev ca. 10.000 jøder myrdet i Letlands hovedstad, Riga.

Kildetekst:

Einsatzgruppe B's område

En gruppe jødiske kvinder på stranden nær Liepaja, Letland, lige inden de bliver henrettet af lettisk politi og SD, 1942. USHMM #19121.

Fra og med oktober 1941 foretog Einsatzgruppe B massehenrettelser af jøder uden hensyn til køn og alder. Heinrich Himmlers stedfortræder i det centrale Rusland, Erich von dem Bach-Zelewski, var som lokal chef for SS og politiet hovedmanden bag disse massakrer. Han iværksatte såkaldte "Storaktioner", hvor alle jøder i en bestemt by eller i et bestemt område - bortset fra værdifuld arbejdskraft - blev skudt.

Blandt de vigtigste "Storaktioner" i området var:

1. Likvidering af ghettoen i byen Borissow den 20. - 21. oktober 1941: 6.500 jøder myrdes.
2. "Specialaktion" i byen Bobnisk i slutningen af november og begyndelsen af december 1941: 5.281 jøder myrdes.
3. Likvidering af ghettoen i byen Vitebsk i december 1941: 4.900 jøder myrdes.
4. Massehenrettelse "for at hjælpe partisaner" i Gomel i december 1941: 2.365 jøder myrdes.

I stigende grad fik Einsatzgruppe B, ligesom de øvrige Einsatzgrupper, støtte fra det almindelige politi, den tyske civilforvaltning og fra lokale hjælpetropper.

Einsatzgruppe C's område

Billede af kløften Babij Jar, Sovjetunionen, hvor Einsatzgruppen skød over 33.000 jøder. USHMM #83716.

Ligesom sin kollega i det centrale Rusland, Erich von dem Bach-Zelewski, var den lokale SS- og politichef i det sydlige Rusland, Friedrich Jeckeln, en af de hovedansvarlige for overgangen fra terror til udryddelse i dette område.

Også hér begyndte SS-tropperne at gennemføre "Storaktioner" i løbet af sensommeren og efteråret 1941. I den hidtil største massakre - i byen Kamenetsk-Podolsk - blev 23.600 jøder (mænd, kvinder og børn) myrdet i løbet af tre dage i august. Dette udførtes ikke af Einsatzgruppe C, men af nogle af de særlige SS-enheder under Friedrich Jeckeln, som efterhånden indsattes for at supplere Einsatzgruppen. Tyskerne var selv forbavsede over, hvor let et sådant massemord kunne iværksættes.

Mindesmærke for massakren i Babij Jar

Fra september måned rykkede Friedrich Jeckelns egne tropper og Einsatzgruppe C ind i Ukraine, hvilket førte til endnu flere massakrer. Den mest berygtede af dem var henrettelsen af over 33.000 jøder fra Ukraines hovedstad Kiev ved kløften Babij Jar den 29. og 30. september 1941. På grund af sin næsten enestående grusomhed er denne massakre blevet en af de mest berygtede begivenheder under Anden Verdenskrig.

Einsatzgruppe D's område

Som i de øvrige Einsatzgruppers område skete der også i den sydligste del af Sovjetunionen en overgang fra "sikkerhedsmæssige opgaver" til decideret jødeudryddelse i løbet af august/september 1941. Rumænerne deporterede jøder fra de rumænsk-besatte dele af Sovjetunionen til de tysk-besatte områder - til tyskernes store irritation. Einsatzgruppe D fik derfor til opgave at likvidere disse deporterede jøder, hvilket skete ved "Storaktioner" i løbet af efteråret 1941.

Ghettoer og lejre

Jødisk tvangsarbejde i USSR.

Som i andre dele af det tyskbesatte Europa blev de overlevende russiske jøder, som ikke var blevet myrdet i Einsatzgruppernes drabsaktioner, samlet i ghettoer og kz-lejre. Allerede i begyndelsen af oktober 1941 foreslog chefen for Sikkerhedspolitiet i Letlands hovedstad, Riga, at man oprettede en kz-lejr for bedre at udnytte jødernes arbejdskraft. Ganske vist havde man på dette tidspunkt allerede samlet de lettiske jøder i en ghetto i Riga, men der var samtidig fremkommet planer om at begynde at deportere jøder fra Tyskland til Riga. Og hvor skulle man gøre af dem? Et lignende problem opstod i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Den umiddelbare løsning på pladsproblemet var uhyggelig simpel: I Riga skød man i slutningen af november og begyndelsen af december 1941 næsten 30.000 jøder. I Minsk blev hen ved 12.000 jøder myrdet på samme vis for at skabe plads i den lokale ghetto.

Billede af jøder fra ghettoen i Vinnitsa, som henrettes

Samtidig ankom de første transporter med jøder fra Det Tyske Rige. Men da den planlagte koncentrationslejr uden for Riga slet ikke stod færdig, blev de første fem transporter omdirigeret til Kaunas. Hér blev de 5.000 jødiske passagerer skudt af folk fra Einsatzgruppe A.

Samtidig med at ghettoer blev tømt for jøder, blev der oprettet nye. De fleste fik imidlertid en meget kort levetid. De fleste ghettoer i Sovjetunionen var opløst ved udgangen af 1943. Beboerne blev enten skudt på stedet eller deporteret vestpå til udryddelseslejrene i Polen. I de baltiske lande levede der i november 1943 endnu omkring 50.000 jøder i ghettoer. Af disse overlevede højst en femtedel, det vil sige omkring 10.000. Resten omkom.

"Partisan-aktioner" og "Bandebekæmpelse"

Fra efteråret 1941 og frem blev mange sovjetiske jøder myrdet ved tyske anti-partisanaktioner. Den vigtigste grund var formentlig, at jøderne uden videre blev identificeret som partisaner eller støtter for partisanerne. Der fandtes jødiske partisangrupper i Sovjetunionen, som foretog aktioner mod tyskerne, men slet ikke i det omfang, som tyskerne formodede. Nazisternes overbevisning om jødernes grundlæggende ondskab resulterede i, at alle jøder naturligt opfattedes som potentielle fjender. Derfor var det at dræbe en jøde en præventiv handling.

I denne "partisan-bekæmpelse" deltog ikke kun SS, men også enheder fra det almindelige politi og fra den tyske hær. Alene i oktober 1941 myrdede den tyske hær 10.431 russiske partisaner, hvoraf næsten 6.000 var jøder.

Henrettelse af partisaner

Særligt begejstrede for partisan-aktioner var de lokale SS- og politichefer, blandt andre Erich von dem Bach-Zelewski og Friedrich Jeckeln, som var Heinrich Himmlers forlængede arme rundt om i det tyskbesatte Europa.

Som led i SS- og politichefernes 'bandebekæmpelse' myrdedes i løbet af kun fire måneder over 360.000 jøder alene i området Bialystok. Dette fremgik af en rapport fra Heinrich Himmler til Hitler dateret den 29. december 1942, hvori SS-chefen gjorde status over antallet af dræbte jøder i Sovjetunionen.

Blandt nogle af de vigtigste eksempler på 'bandebekæmpelse', som i virkeligheden var massakrer på jøder, skal nævnes:

• "Aktion Sumpfeber" i september 1942, hvor SS- og politichefen for Ostland, Friedrich Jeckeln, var ansvarlig for drabet på 8.350 jøder.
• "Aktion Hamburg" i december 1942, hvor 2.658 jøder blev skudt i området Slonim.
• En partisan-aktion i området Sluzk, hvor 3.300 jøder myrdedes.

Efterhånden som krigen skred frem, fornemmede ledelsen af Sikkerhedspolitiet i Berlin, at Einsatzgruppernes ugerninger i Sovjetunionen måtte skjules. Tusindvis af de jødiske ofre var blot blevet sporadisk begravet i massegrave, så i 1942 besluttede chefen for Gestapo, SS-Gruppenführer Heinrich Müller, at ligene af de sovjetiske jøder skulle brændes. Man havde således til hensigt at slette sporene efter de tyske masseudryddelser. Senere hen, da krigslykken var vendt til sovjetisk fordel, blev denne opgave endnu vigtigere.

Dette beskidte arbejde blev overdraget til en garvet Einsatzgruppe-veteran, Paul Blobel, som blandt andet havde været chef for Særkommando 4a, som var ansvarlig for massakren ved Babij Jar. Blobel blev i juni 1942 gjort til chef for et særligt 'Kommando 1005'. Denne særkommando drog herefter rundt i de tysk-besatte dele af Sovjetunionen og foranstaltede brændinger af ofre, således at sporene fra de tyske masseudryddelser blev slettet. Dette tophemmelige arbejde blev typisk udført af jødiske fanger, som derefter selv blev skudt.

Antallet af sovjetiske ofre under Holocaust

På grund af det ofte meget usammenhængende og upålidelige kildemateriale er det meget svært at give noget præcist bud på, hvor mange jøder, der omkom under nazisternes jødeforfølgelser og jødedrab i Sovjetunionen. Det simpleste ville naturligvis være at se, hvor mange jøder der boede i området før krigen, og hvor mange der boede der efter dens afslutning. Differencen - fraset emigration - ville være lig antallet af ofre. Dette er desværre ikke muligt. Man kender ikke størrelsen af den jødiske befolkning i Sovjetunionen før krigen og heller ikke efter.

For to af de sovjetiske områder er det imidlertid muligt at komme med nogenlunde sikre bud på antallet af jødiske ofre:

• De rumænsk-besatte dele af Sovjetunionen (områderne Bessarabien, Bukowina og Transnistrien). I alt omkommer ca. 240-245.000 jøder.
• Det baltiske område (Estland, Letland og Litauen). I alt omkommer ca. 210.000 jøder.

For de klart største områder, Hviderusland og Ukraine, er det umuligt at sige noget præcist. Der mangler simpelthen data, både fra tysk og fra sovjetisk side.

For hele det tyskbesatte Sovjetunionen er det aktuelle skøn pr. 2001:

Problemer for historikerne og kildernes usikkerhed

Det er svært for historikere at sige noget præcist om, hvad der skete i Sovjetunionen efter midten af 1942, det vil sige efter at Fase 3 af jødeudryddelserne var begyndt.

I perioden frem til midten af 1942 råder man over Einsatzgruppernes indberetninger til Rigssikkerhedshovedkontoret (RSHA), som giver præcise oplysninger om antallet af jødiske ofre, beskrivelser af aktioner osv. Dette er ikke tilfældet for Fase 3 og resten af krigens forløb. Kildematerialet er tilfældigt og usammenhængende eller mangler helt. Nogle steder er det muligt at se, at en aktion mod jøder har fundet sted, men umuligt at se, hvad resultatet af aktionen var.

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email