|
|
|
|
Wannsee-konferencen
|
Billede af Wannsee-villaen |
Wannsee-konferencen er en af de mest kendte enkelt-begivenheder under Anden Verdenskrig. På konferencen cirkulerede fx en opgørelse over
antallet af Europas jøder: 11 millioner i alt.
Hvad skulle der ske med dem?
Den 20. januar 1942 samledes en række højtstående repræsentanter for det nazistiske stats- og sikkerhedsapparat under chefen for Sikkerhedspolitiet Reinhard
Heydrichs ledelse for
at diskutere 'den endelige løsning på det jødiske spørgsmål'. Som resultat heraf fik Heydrich alle deltagernes opbakning til, at den systematiske
udryddelse af de europæiske jøder kunne føres ud i livet. Selve beslutningen om at udrydde de europæiske jøder var højst sandsynligt taget
forud for konferencen.
Forudsætninger for Wannsee-konferencen
Ved udgangen af 1941 var status for nazisternes jødeudryddelse:
- I de erobrede dele af Sovjetunionen havde de tyske Einsatzgrupper systematisk myrdet jøder i omkring et halvt år - siden invasionen den 22. juni 1941.
De første ofre var mænd i den militær-duelige alder, men allerede fra begyndelsen af august blev også jødiske kvinder og børn myrdet i stort antal.
- I det tysk-besatte Serbien blev flertallet af de jødiske mænd myrdet fra efteråret 1941 - primært begået af enheder fra Værnemagten.
- I Generalguvernementet forekom ikke systematiske massemord før foråret 1942, undtagen i distriktet Galizien, som indtil sommeren 1941
tilhørte Sovjetunionen. I november 1941 påbegyndtes konstruktionen af udryddelseslejren Belzec, hvor polske jøder skulle gasses ihjel.
- I Wartheland (tidligere en del af Polen, men fra 1939 indlemmet i Tyskland) indledtes massemordet på jøderne i begyndelsen af oktober 1941.
Nogenlunde samtidig blev konstruktionen af udryddelseslejren Chelmno iværksat.
- I Det Tyske Rige (inklusiv Østrig og Rigsprotektoratet Böhmen-Mähren) gav Hitler i september 1941 sin tilladelse til deportation af tyske
jøder østpå. Disse transporter begyndte herefter i midten af oktober 1941.
Som det fremgår, skete der visse systematiske drab på jøderne fra efteråret 1941 og frem, men der var ikke tale om en koordineret indsats, hvor alle fulgte
samme centralt fastlagte retningslinjer. Man har beregnet, at omkring 1 million jøder blev myrdet før Wannsee-konferencens afholdelse.
Første gang begrebet 'den endelige løsning på det jødiske spørgsmål' (ty: "Endlösung") anvendtes, var i Görings bemyndigelse til Heydrich dateret den 31. juli
1941. Heri bekræftede Nazitysklands mægtigste mand efter Hitler, at Heydrich var den øverste autoritet i jødiske anliggender. Görings bekræftelse udgjorde
det formelle grundlag for, at Heydrich kunne indkalde til Wannsee-konferencen.
På det tidspunkt, hvor Heydrich fik sin autoritet bekræftet af Göring, var jødeudryddelsen allerede i fuld gang. Det er sandsynligt, at Heydrich derfor
har ønsket at få legitimeret de aktioner, som eksempelvis Einsatzgrupperne allerede havde udført i tiden før 31. juli 1941.
En anden vigtig forudsætning for Wannsee-konferencens afholdelse var krigssituationen. Den nådesløse krig mod Sovjetunionen var ikke forløbet som håbet,
selvom tyskerne ved udgangen af 1941 havde erobret enorme landområder fra russerne. Alle de planer, man havde haft for en løsning af det jødiske problem,
forudsatte, at tyskerne lynhurtigt ville sejre over Sovjetunionen. Da dette så ud til at mislykkes - og tyskerne i stedet kunne regne med en lang krig forude
- tog de planerne for jøderne op til ny overvejelse.
Kildetekst:
> Görings bemyndigelse til Heydrich
Formålet med Wannsee-konferencen
På mange måder er Wannsee-konferencen blevet en myte. Man ser for sig en række herrer om et bord - med den iskolde sikkerhedschef Heydrich for bordenden -
som i løbet af en time beslutter at lade flere millioner mennesker myrde. Denne opfattelse er forkert på to måder:
- Deltagerne i Wannsee-konferencen var alle meget vigtige personer inden for den nazistiske stat, men ingen af dem var så højt placeret, at de havde
myndighed til at beslutte 'den endelige løsning på det jødiske spørgsmål'.
- Man var begyndt at gennemføre systematisk udryddelse af jøderne lang tid før Wannsee-konferencen blev afholdt. Det var således ikke noget,
der blev et resultat af konferencen. Det var snarere omvendt.
Det var chefen for Sikkerhedspolitiet, Reinhard Heydrich, som indkaldte til Wannsee-konferencen. Tilsyneladende havde Heydrich fire formål med dette:
- For det første at få understreget og fastslået sin egen absolutte myndighed hvad angik jøderne i alle tyskkontrollerede områder. Heydrich gjorde
allerede dette i sin invitation til konferencen ved at vedlægge Görings bemyndigelse.
- For det andet ønskede Heydrich at informere deltagerne om, hvad der skulle ske med jøderne i de tyskkontrollerede områder.
- For det tredje ville han gerne opnå, at deltagerne samarbejdede med ham i løsningen af "det jødiske spørgsmål".
- Endelig var det Heydrichs hensigt at få afgjort, hvilke jøder der skulle inkluderes i 'den endelige løsning'. Med andre ord: hvem skulle leve og
hvem skulle dø? Dette spørgsmål var klart det mest komplicerede, fordi man var nødt til at diskutere "halvjøderne" og "kvartjødernes" kommende skæbne.
|
Chefen for Sikkerhedspolitiet Reinhard Heydrich (1904-42) i Gestapos hovedkvarter. USHMM #79522 |
Da konferencen endelig fandt sted, efter at være blevet udskudt seks uger, havde formålet muligvis ændret sig. Den nyeste forskning tyder på,
at Hitler i begyndelsen af december 1941 tog beslutningen om, at alle europæiske jøder skulle udryddes (det skal understreges, at dette synspunkt er
stærkt omdiskuteret blandt historikerne). Hitlers beslutning var noget nyt. Indtil da havde det "kun"
været de sovjetiske jøder, som kunne forvente denne grusomme skæbne, men nu gjaldt det alle jøder i de tyskbesatte områder. I forhold til
Wannsee-konferencen medførte dette:
- at det nu måtte diskuteres, hvordan de forskellige besatte lande ville forholde sig til, at deres jødiske befolkningsgrupper ville blive deporteret,
- at de tyske jøder nu ikke længere var undtaget fra udryddelse, og at deportationen af dem østpå nu skulle planlægges.
Kildetekst:
> Invitation til konferencen
Konferencens deltagere
|
Adolf Eichmann (1906-62). USHMM #74907 |
Deltagerne i Wannsee-konferencen var alle højtstående medlemmer af det nazistiske magtapparat. Der var tale om mænd placeret niveauet under den absolutte
top. Ingen af deltagerne kunne på dette tidspunkt være uvidende om, at regimet systematisk udryddede sovjetiske jøder, og at man havde til hensigt at
udvide offerskaren. De inviterede var til stede for at diskutere principperne for 'den endelige løsning af jødespørgsmålet', ikke for at gennemgå 'praktiske
foranstaltninger'. Mange af de inviterede var formentlig primært optaget af de tyske jøders skæbne og havde næppe nogen videre interesse for, hvad der
skulle ske med de østeuropæiske jøder.
De inviterede kan opdeles i to hovedgrupper.
Den første hovedgruppe bestod af fem repræsentanter fra den organisation, Heydrich selv tilhørte, nemlig SS:
- SS-Gruppenführer Heinrich Müller, chef for Gestapo
- SS-Gruppenführer Otto Hofmann, chef for SS's Race- og Koloniseringshovedkontor (RuSHA, Rasse- und Siedlungshauptamt)
- SS-Oberführer Eberhard Schöngart, chef for Sikkerhedspolitiet og SD i Generalguvernementet
- SS-Obersturmbannführer Adolf Eichmann, chef for sektionen for jødiske anliggender i RSHA (Rigssikkerhedshovedkontoret - Reichssicherheitshauptamt)
- SS-Sturmbannführer Rudolf Lange, chef for Sikkerhedspolitiet og SD i Letland
De vigtigste inviterede var imidlertid den anden hovedgruppe, som bestod af top-embedsmænd fra den civile forvaltning:
- Gauleiter, statssekretær Alfred Meyer, Ministeriet for de besatte østområder
- Afdelingschef Georg Leibbrandt, Ministeriet for de besatte østområder
- Statssekretær Wilhelm Stuckart, Indenrigsministeriet
- Statssekretær Erich Neumann, Kontoret for Fireårsplanen
- Statssekretær Roland Freisler, Justitsministeriet
- Statssekretær Josef Bühler, Generalguvernementet
- Understatssekretær Martin Luther, Udenrigsministeriet
- Departementschef Friedrich Wilhelm Kritzinger, Rigskancelliet
- SS-Oberführer Gerhard Klopfer, Partikancelliet
Konferencens forløb
Det var oprindeligt planen, at Wannsee-konferencen skulle finde sted den 9. december 1941, men dagen før afholdelsen blev konferencen udsat på ubestemt tid.
Man har forsøgt at forklare dette på flere måder, men mest sandsynligt er det, at USA's indtræden i krigen var den vigtigste grund til udsættelsen.
Japanerne, som var Tysklands allierede, angreb Pearl Harbor den 7. december 1941. Hitler erklærede derefter USA krig i en tale til Den tyske Rigsdag
den 11. december - en vigtig begivenhed, hvor Heydrich som rigsdagsmedlem nødvendigvis skulle være tilstede. Dette gjaldt formentlig også flere af de øvrige
deltagere.
Forløbet af Wannsee-konferencen fremgår af det mødereferat (den såkaldte 'protokol'), som blev udarbejdet af Adolf Eichmann. Sproget i protokollen var
bevidst meget sløret. Udtryk som udryddelse, mord, deportation og lignende blev slet ikke benyttet. I stedet taltes om 'naturlig befolkningsformindskning',
'særbehandling' og 'udvandring'.
De vigtigste elementer af konferencens forløb er disse:
- Heydrich gennemgik status for løsningen af det jødiske spørgsmål og lagde ikke mindst vægt på sin egen organisations resultater. Han fremhævede
'endvidere påny, at han af Göring var blevet pålagt at stå for den endelige løsning af det jødiske spørgsmål.
- Ingen af deltagerne havde noget at indvende imod, at alle europæiske jøder skulle inkluderes i den endelige løsning, hverken af moralske, praktiske
eller andre årsager. Tværtimod lovede repræsentanten fra Udenrigsministeriet, Martin Luther, at bistå med at få Tysklands allierede til at medvirke.
- Repræsentanterne fra Generalguvernementet og "Ministeriet for de besatte østområder" var meget opsatte på, at den endelige løsning startede med deres
respektive områder. Josef Bühler fra Generalguvernementet var reelt udsendt af sin chef, Hans Frank, med det ene formål at sikre, at de polske jøder
forsvandt hurtigst muligt.
- Konferencens eneste stridspunkt var afklaringen af hvilke af de tyske jøder, der skulle inkluderes i "Endlösung". Heydrich foreslog, at alle klasser
af jøder blev medtaget - det ville også sige "halvjøder" og "kvartjøder" - men dette var uacceptabelt for specielt Indenrigsministeriets repræsentant,
Wilhelm Stuckart. Reelt blev dette spørgsmål aldrig afgjort - heller ikke senere hen i krigens forløb.
Kildetekst:
> Hans Franks forventninger til konferencen
> Eichmanns protokol
Wannsee-konferencens resultater
Heydrich var tilsyneladende meget tilfreds med konferencens forløb. Han havde i store træk opnået, hvad han ville: ingen havde modsat sig hans absolutte
autoritet, hvad angik løsningen af det
jødiske spørgsmål - flere havde sågar givet udtryk for at ville bidrage helhjertet til projektets gennemførelse. Ét eneste stridspunkt, spørgsmålet om de
tyske "halv"- og "kvartjøders" skæbne, var ikke blevet afgjort, men på den anden side var slaget heller ikke endegyldigt tabt for Heydrich.
Omvendt så det efter Wannsee-konferencen sortere ud end nogensinde før for de europæiske jøder:
- For de tyske (hel-)jøder var Wannsee-konferencen en katastrofe. Efter dens afholdelse blev de i stigende grad transporteret til de
store ghettoer østpå og derefter likvideret.
- For det øvrige Europas jøder stillede sagen sig ikke meget bedre. Fra alle de tyskkontrollerede områder påbegyndtes deportationer mod øst, primært
til koncentrations- og udryddelseslejrene i det polske område.
- For de polske jøder var slaget nu tabt. Fra og med foråret 1942 begyndte tyskerne at tømme de polske ghettoer og sende beboerne
til udryddelseslejre som led i den såkaldte Aktion Reinhard.
Vide mere?
Links:
> Deportationer
> Ghettoerne i Polen
> Mordet på de sovjetiske jøder
> "Haus der Wannsee-Konferenz. Gedenk- und Bildungsstätte" - eksternt link
Litteratur:
Den absolut bedste bog om Wannsee-konference, som også indeholder alle relevante kilder om emnet, er på tysk:
Kurt og Erika Schwarz (red.) "Tagesordnung: Judenmord. Die Wannsee-Konferenz am 20. Januar 1942" (Berlin 1992).
I øvrigt vil langt de fleste brede fremstillinger om Holocaust indeholde et afsnit om Wannsee-konferencen.
Det skal nævnes, at formålet med konferencen er omdiskuteret blandt historikere.
|
|
|