Deportationer

Et af de væsentligste aspekter af Holocaust var de mange deportationer af jøder, som nazisterne gennemførte fra hele Europa. Dette gjaldt ikke blot deportationer fra de tysk-besatte lande som for eksempel Holland, men også fra Tysklands allierede. Fra 1942 og helt frem til afslutningen på Anden Verdenskrig rullede togtransporter mod udryddelseslejrene i Polen eller til overfyldte koncentrationslejre i selve Tyskland.

Deportationer fra Vesteuropa

Jøder fra den hollandske kz-lejr Westerbork deporteres til udryddelseslejre i Polen. USHMM #18197g

Holland

Der levede ved Anden Verdenskrigs udbrud ca. 140.000 jøder i Holland. Den tyske besættelsesmagt begyndte hurtigt at sætte jøder i kz-lejre som gengældelse for hollandske modstandsaktioner. Tyskerne gennemførte anti-jødiske foranstaltninger: registrering, konfiskering af jødisk ejendom, mærkning med davidsstjerne og tvangsarbejde.

I juni 1942 besluttede RSHA (Rigssikkerhedshovedkontoret; ty: "Reichssicherheitshauptamt") at deportere 40.000 hollandske jøder. De første to transporter med i alt ca. 2.000 jøder beregnet for Auschwitz afgik den 15. - 16. juli 1942. RSHA nåede deres mål i løbet af 1942: omkring 38.000 jøder blev deporteret fra Holland.

I januar 1943 genoptoges deportationerne, og i løbet af krigen lykkedes det for nazisterne at deportere ca. 107.000 hollandske jøder. De blev primært sendt til Auschwitz, men også til Sobibor og senere til Bergen-Belsen. Omkring 102.000 omkom.

Belgien

Der levede ved Tysklands invasion af Belgien i foråret 1940 omkring 66.000 jøder i landet. Men næsten ingen af dem var belgiske statsborgere. Der var hovedsageligt tale om indvandrede eller flygtede jøder fra Østeuropa og Tyskland. Fra begyndelsen af 1941 gennemførte nazisterne udskillelse og fremmedgørelse af jøderne fra det øvrige samfund: definition (hvem skulle inkluderes), registrering, mærkning og konfiskering.

I juni 1942 besluttede tyskerne sig for den første deportation fra Belgien. Den 4. august 1942 rullede den første transport af jøder fra Belgien mod Auschwitz. I løbet af 1942 blev præcis 16.882 jøder deporteret fra Belgien - heraf ingen belgiske statsborgere.

Fra og med sommeren 1943 begyndte tyskerne at deportere jøder, som var belgiske statsborgere. I løbet af 1943 og 1944 deporteredes over 8.000 til Auschwitz. I alt blev 28.500 jøder deporteret fra Belgien i løbet af krigen - kun omkring 1.000 var belgiere.

Frankrig

Jøder deporteres til lejren Gurs i Frankrig.

Frankrig blev efter Tysklands sejr delt i dele i sommeren 1940: Tyskerne besatte hele Nordfrankrig samt hele den franske Atlanterhavskyst, mens resten blev til det såkaldte 'Vichy-Frankrig'.

Nazisterne påbegyndte deportationer fra Frankrig i sommeren 1942. I juni-juli sendtes ca. 5.000 jøder til Auschwitz. RSHA havde sat et mål: at deportere 125.000 i 1942. Men på grund af transportproblemer blev "kun" ca. 42.000 deporteret.

Den 11. november 1942 besatte tyskerne og italienerne Sydfrankrig, og dermed opstod en ny situation for de jøder, som levede i relativ sikkerhed i Vichy-Frankrig. Fra februar 1943 forsøgte nazisterne at genoptage deportationerne, men de mødte stor politisk modstand fra fransk side. Italienerne støttede heller ikke de tyske anstrengelser.

Fra efteråret 1943 forsøgte nazisterne selv at gennemføre deportationer fra Frankrig, men uden de franske myndigheders medvirken var dette næsten umuligt. Fra april til august 1944 deporteredes ca. 6.000 franske jøder.

I alt blev ca. 73.000 jøder sendt østpå fra Frankrig i løbet af krigen. Heraf var ca. 24.000 franske statsborgere. Resten var statsløse, som Vichy-Frankrig ikke så nogen grund til at holde hånden over.

Danmark

Det lykkedes ikke nazisterne at deportere de danske jøder til udryddelseslejrene. I oktober 1943 nåede jøderne i Danmark i sikkerhed i det neutrale Sverige.

For det mislykkede forsøg på at deportere de danske jøder, se venligst:

Norge

Norge havde ved Anden Verdenskrigs begyndelse en meget lille jødisk befolkning på kun ca. 2.000. I efteråret 1942 gennemførte de nazistiske besættelsesmyndigheder deportation af knap halvdelen, det vil sige 770. De øvrige norske jøder flygtede for størstedelens vedkommende til Sverige.

Deportationer fra Tyskland og dets allierede

Ældre jøder deporteres fra Wurzburg, Tyskland, til udryddelseslejre i Polen. Ofrene troede, de blot skulle flyttes, og havde derfor deres personlige ejendele med.

Det Tyske Rige

Den første bølge af deportationer fra Det Tyske Rige gennemførtes fra midten af oktober 1941. Blandt andre Joseph Goebbels, som ud over at være propagandaminister også var nazistpartiets regionale leder i Berlin (gauleder), fandt det ganske uacceptabelt, at der på dette tidspunkt stadig befandt sig tusindvis af jøder i selve Tyskland. I løbet af små tre uger transporteredes omkring 25.000 tyske jøder til ghettoen i Lodz.

Den anden deportationsbølge fandt sted i umiddelbar forlængelse af den første. Mere end 33.000 jøder deporteredes fra Tyskland østpå til Riga, Kaunas og Minsk. Langt de fleste interneredes i de lokale ghettoer, men 6.000 blev på lokalt initiativ straks skudt ved ankomsten.

Fra marts til juni 1942 gennemførtes en ny bølge deportationer af tyske jøder. De blev deporteret fra hele Det Tredje Rige til Lublin-distriktet, hvor de "erstattede" de polske jøder, som var blevet ført til udryddelseslejrene forinden. I alt blev ca. 55.000 tyske jøder sendt østpå i denne periode. Fra og med maj 1942 blev også tyske jøder deporteret til Minsk i Hviderusland. Der blev de enten skudt eller gasset på stedet.

Den sidste fase af deportationer af de tyske jøder blev påbegyndt i december 1942. Alle jøder, også værdifulde arbejdere, skulle væk. I midten af 1943 var denne proces stort set afsluttet.

Rumænien

Jøder myrdet under en pogrom i Bukarest, Rumænien.

Rumænien var en af Det Tredje Riges vigtigste allierede under Anden Verdenskrig og deltog blandt andet med tropper i angrebet på Sovjetunionen.

Rumænien havde en stor jødisk befolkningsgruppe på ca. 320.000, og antisemitisme var meget udbredt.

Rumænerne myrdede tusindvis af russiske jøder som led i angrebet på Sovjetunionen fra 1941, men det var først fra sommeren 1942, at man på tysk initiativ overvejede større deportationer af rumænske jøder. Den rumænske regering var imidlertid meget tøvende, og deportationsplanerne blev udskudt til 1943.

Reelt blev planerne opgivet af Heinrich Himmler i januar 1943, fordi den rumænske modstand var for stor.

Bulgarien

Deportation af makedonske jøder til udryddelseslejren Treblinka.

Bulgarien havde ved Anden Verdenskrigs begyndelse en jødisk befolkning på ca. 50.000, det vil sige ca. 1% af befolkningen. I modsætning til fx Rumænien var Bulgarien ikke udpræget antisemitisk, og den jødiske befolkning var stærkt integreret.

Tyskerne fremkomr med deportationsplaner i sommeren 1942, men de bulgarske allierede var ikke begejstrede. Planerne blev derfor udskudt, men genoptoges i januar 1943. Den tyske interesse drejede sig især om ca. 20.000 jøder fra de bulgarsk-besatte dele af Grækenland. Fra marts 1943 blev ca. 11.000 græske og makedonske jøder deporteret til Generalguvernementet. Alle blev myrdet i udryddelseslejren Treblinka.

Modstanden mod deportationerne var dog så massiv i selve Bulgarien, at yderligere deportationsplaner måtte opgives. Bulgarerne var absolut uvillige til at deportere deres egne landsmænd, og fra midten af 1943 havde tyskerne heldigvis ikke længere indflydelse nok i Bulgarien til for alvor at lægge pres på sine allierede.

Slovakiet

Slovakiske jøder deporteres.

Slovakiet udråbtes som selvstændig stat i 1939, da Tyskland invaderede Tjekkoslovakiet. De tjekkiske dele blev til 'Rigsprotektoratet Böhmen-Mähren', mens Slovakiet blevtil et 100% tysk-domineret selvstændigt land. Slovakiet havde en jødisk befolkningsgruppe på ca. 90.000.

I begyndelsen af 1942 anmodede det tyske udenrigsministerium om at overtage de slovakiske jøder. Den slovakiske regering stillede sig positivt over for forslaget, og den 25. marts 1942 afgik den første transport fra Slovakiet til Auschwitz. I løbet af 1942 blev 50.000 slovakiske jøder deporteret til udryddelseslejrene Auschwitz, Majdanek og Sobibor.

I forsommeren 1943 var der 18.000 - 25.000 jøder tilbage i Slovakiet. Tyskerne pressede på for at genoptage deportationerne, men kravet blev afvist af den slovakiske regering. I august 1944 besatte tyskerne Slovakiet af militære årsager, og dette førte til en decideret heksejagt på de slovakiske jøder. Mere end 12.000 blev indfanget og deporteret.

Ungarn

Jøder deporteres til Auschwitz-Birkenau udryddelseslejr.

Ungarn havde ved Anden Verdenskrigs begyndelse en meget stor jødisk befolkning på omkring 725.000. Landet var præget af en stærk antisemitisme, men der var på trods heraf stor uvillighed til at deportere de ungarske jøder. Ungarerne havde derimod ikke noget imod at sende ikke-ungarske jøder ud af landet.

I 1943 fornyede tyskerne deres pres på ungarerne for at få de ungarske jøder deporteret, men den ungarske regering forhalede konstant sagen.

Ungarske jøder på vej til gaskammeret i Auschwitz-Birkenau.

I marts 1944 skete katastrofen: Tyske tropper besatte Ungarn, og SS fik stor indflydelse på, hvad der skulle ske i landet. Deportationerne af de ungarske jøder havde højeste prioritet, og fra maj 1944 gennemførtes disse med uhyggelig effektivitet. I løbet af 7 uger blev mere end 430.000 ungarske jøder sendt til Auschwitz. Nazisternes deportations-ekspert nr. 1, Adolf Eichmann, ledede personligt operationen i Ungarn, og store dele af det ungarske forvaltningsapparat var desværre meget villig til at hjælpe.

Kroatien

Jøder myrdet af Ustasa, Kroatien.

Kroatien opstod ligesom Slovakiet på tysk og italiensk nåde efter invasionen af Jugoslavien i 1941. Landet havde en jødisk befolkning på ca. 30.000.

Allerede i løbet af 1941 indførtes det ekstremt totalitære kroatiske regime anti-jødiske foranstaltninger efter tysk forbillede, og 15.000 jøder interneredes i kz-lejre under de frygteligste levevilkår.

I sommeren 1942 blev ca. 5.000 kroatiske jøder deporteret til Auschwitz - disse var fra den tyskkontrollerede zone.

Italien

Hitler og Mussolini, Palazzo Vecchio den 28. oktober 1940.

Italien var Tysklands vigtigste allierede under Anden Verdenskrig, og som følge heraf var tyskernes politik over for italienerne meget tilbageholdende. Der levede ca. 57.000 jøder i Italien, hvoraf de ca. 47.000 var italienske statsborgere. Landet var under krigen ikke præget af nogen udbredt antisemitisme, selvom Mussolini fra slutningen af 1930'erne gennemførte store mængder anti-jødisk lovgivning.

I september 1943 trak italienerne sig ud af krigen, men tyskerne svarede igen ved at besætte landet. I forlængelse heraf forsøgte den nazistiske besættelsesmagt med ringe held at gennemføre deportationer af de italienske jøder. Ved udgangen af 1944 var "kun" ca. 5.000 blevet deporteret til Auschwitz. Omkring 80% af de italienske jøder overlevede Anden Verdenskrig.

Finland

Sovjetisk luftangreb på Helsinki

Finland var kun allieret med Tyskland af én eneste grund: for at kæmpe imod Sovjetunionens besættelse af landet. Der levede under krigen omkring 2.000 jøder i Finland, som finnerne absolut ikke ville udlevere til nazisterne. Formentlig på grund af det meget lave antal jøder pressede tyskerne ikke kravet igennem over for den finske regering, og alle de finske jøder overlevede Anden Verdenskrig.

Deportationer fra Balkan

Deportation af jøder til udryddelseslejren Treblinka.

Grækenland

Grækenland var under Anden Verdenskrig opdelt i en tysk og en italiensk besættelseszone. Der levede ved invasionen af landet ca. 55.000 jøder i den tyske zone og ca. 13.000 i den italienske.

Italienerne var ikke interesserede i at medvirke til deportationer af de græske jøder, så fra 1943 gennemførte tyskerne anti-jødiske foranstaltninger (definition, registrering, mærkning og ghettoisering) i deres egen besættelseszone.

Fra marts 1943 påbegyndte tyskerne deportationen af de græske jøder: ca. 45.000 blev deporteret fra Grækenland til Auschwitz. Jøderne i den italienske besættelseszone blev interneret i lejre, men de blev ikke deporteret.

I september 1943 besatte tyskerne efter Italiens kapitulation de tidligere italiensk-kontrollerede dele af Balkan. For de græske jøder blev konsekvensen, at nazisterne fra marts 1944 genoptog deportationerne til Auschwitz.

Serbien

Nazityskland invaderede Jugoslavien den 6. april 1941 primært for at støtte sin allierede, Italien. Allerede efter få ugers kamp kapitulerede Jugoslavien, og landet blev herefter delt op i forskellige zoner, heriblandt et tyskbesat Serbien. Der levede ved krigens begyndelse omkring 80.000 jøder i Serbien.

I et for den nazistiske besættelsesmagt typisk hændelsesforløb blev de serbiske jøder først registreret, og derefter mærket med særligt jødiske kendetegn. Derefter konfiskeredes al deres ejendom, og endelig blev jøderne sat uden uden for resten af det serbiske samfund. Den tyske besættelsesmagt, hvilket vil sige den tyske hær, gennemførte stærkt anti-jødisk propaganda med henblik på at få jøderne til at fremstå som de ansvarlige for modstand mod besættelsestropperne. Fra efteråret 1941 henrettedes serbiske jøder som gengældelse for det stigende antal serbiske modstandsaktioner.

Den 4. oktober 1941 udstedte den kommanderende tyske general i Serbien ordre til at gennemføre en 1:100 gengældelsesratio for partisanangreb. Dette medførte, at 2000 jøder (og 200 sigøjnere) blev myrdet. I begyndelsen af november 1941 var de fleste mandlige serbiske jøder blevet skudt af den tyske hær. Ca. 20.000 kvinder, børn og gamle blev samlet i en ghetto. Fra begyndelsen af 1942 blev de omkring 7.500 overlevende gasset ihjel efter ordre fra det nazistiske sikkerhedspoliti i den serbiske hovedstad, Beograd. I maj 1942 var Serbien dermed erklæret 'jødefrit'.

Rent procentvis var Serbien et af de hårdest ramte under Anden Verdenskrig med hensyn til jødiske ofre: af den jødiske førkrigsbefolkning på 80.000 overlevede kun knap 20.000 jøder.

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email