Beslutningsprocessen ("Endlösung") - undervisningsforslag

Emnet

Overblik

Holocaust er et yderst specielt historisk fænomen og det kan derfor ikke undre, at historikere har stillet en række helt grundlæggende spørgsmål i relation til beslutningen om at udrydde de europæiske jøder: Hvordan, hvorfor og hvornår blev Holocaust besluttet? I denne sektion præsenteres forskellige aspekter af beslutningsprocessen bag udryddelsen af 6 millioner europæiske jøder. Dette sker i form af spørgsmål, hvortil gives en række kildetekster, som repræsenterer modstridende fortolkninger. Sektionen lægger således op til diskussion - enten på klasseniveau eller i grupper.

Overordnede problemer

Det grundlæggende problem i forhold til en analyse af beslutningsprocessen bag Holocaust er mangelen på kildemateriale. Der eksisterer i dag ingen skriftlig befaling fra Hitler, hvori han iværksætter 'den endelige løsning på det jødiske spørgsmål', og det er yderst tvivlsomt, om en sådan fører-befaling nogensinde har eksisteret. Historikerne er således overladt til selv at konstruere processen bag beslutningen - eller beslutningerne - om at udrydde jøderne.

Undervisningsforslag

For bedst at anskueliggøre, hvor forskellige tolkninger historikerne er fremkommet med, og hvor forskelligt de har vægtet bestemte faktorer, har vi valgt at opdele det man kan kalde 'beslutningsprocessen bag Holocaust' i to spørgsmål:

A. Hvornår blev beslutningen/beslutningerne om at udrydde de europæiske jøder taget?

Spørgsmålet åbner op for en diskussion af, om det hele tiden lå i nazisternes og Hitlers ideologi, at jøderne skulle udryddes, når de praktiske muligheder herfor meldte sig, eller om masseudryddelsen var resultatet af erfaringer/problemer/muligheder, som først fremkom i løbet af Anden Verdenskrig. Historikere, der repræsenterer den første opfattelse, kaldes normalt for 'intentionalister', mens den anden gruppe normalt benævnes 'funktionalister' eller 'strukturalister'.

"Den Endelige Løsning havde sin oprindelse i Hitlers sind. I Mein Kampf fortæller han os, at han besluttede sig for denne krig mod jøderne i november 1918, da han, mens han lå på lazarettet i Paswalk, i hurtig rækkefølge hørte om flådens mytteri i Kiel, om revolutionen, som forårsagede kejserens abdicering, og endelig om våbenstilstanden. "Det hele sortnede for mine øjne", skrev han. I de efterfølgende "forfærdelige dage og endnu værre nætter", mens han spekulerede over disse katastrofale begivenheder, "blev jeg klar over min egen skæbne." Det var dér, han traf sin beslutning:

"Med jøder kan man ikke slutte nogen pagt - dem må man stille over for et hårdt enten-eller. Men jeg bestemte mig for at blive politiker."

Besluttede Hitler da virkelig, i november 1918, at udryddelsen af jøderne var hans politiske mål? Eller forblev idéen begravet i hans sind, indtil den tog form i Mein Kampf, som han skrev i 1924? Mein Kampf var den grundlæggende afhandling om Hitlers idéer, hvori han samlede de tre essentielle elementer, som udgjorde den endnu ikke fuldtudviklede tanke om en Endelig Løsning. Hvert element havde sit udgangspunkt i en politisk set almindelig forestilling, som Hitler transformerede til en ualmindelig radikal forestilling. For det første omskabte han politisk antisemitisme til en racistisk doktrin, hvis formål var tilintetgørelsen af jøderne. For det andet transformerede han anti-bolsjevisme til et helligt korstog for at fri Rusland fra dets påståede jødiske herrer, efter at have defineret bolsjevisme som en jødisk sammensværgelse for at opnå verdensherredømme. For det tredje transformerede han de imperialistiske tanker om evnen til selvforsyning og verdensmagt til konceptet om Lebensraum, idet han brugte race som begrundelse. Disse tre tanker blev samlet i et forenet begreb, som blev det teoretiske, idémæssige grundlag for den Endelige Løsning. I Mein Kampf optrådte dette begreb i dets færdigudviklede form og forblev et centralt princip i Hitlers ideologi, som han aldrig veg fra. Det var allerede på dette tidspunkt en "fix idé", både i ordets almindelige og psykiatriske betydning, som kun afventede de politiske muligheder for at blive virkeliggjort."

Tekst 2: Funktionalisterne/strukturalisterne

Uddrag af Martin Broszat, 'Hitler und die Genesis der Endlösung', 'Vierteljahresheft für Zeitgeschichte 25' (1977), s. 752-753, 755-756:

"Jødeudryddelsen opstod - således synes det - ikke kun af en forudgående tilintetgørelsesvilje, men også som en "udvej" ud af en blindgyde, som man selv havde manøvreret sig i. Da man først havde påbegyndt og institutionaliseret denne likviderings-praksis, fik den en dominerende vægt og førte herefter til et egentligt, omfattende "program"…

Forskellige tjenestegrene inden for det nazistiske regime var i det sene efterår 1941 rede til og indstillet på at gennemføre udryddelses-aktioner, hvorved man i det mindste håbede på at kunne formindske antallet af jøder. Dette var tilfældet, fordi der ikke eksisterede [Aufnahmekapazitaeten] til de massedeportationer, som alle ønskede, og fordi østfelttoget, som var gået i stå på grund af vinteren, ikke umiddelbart åbnede mulighed for at anbringe jøderne "bag Uralbjergene"…

Når vores fortolkning går ud fra, at jødeudryddelsen på denne vis blev "improviseret", ikke var planlagt lang tid forud, og ikke blev udført ved en enkeltstående hemmelig befaling, medfører dette, at ansvaret for og initiativet til drabsaktionerne ikke kun lå hos Hitler, Himmler eller Heydrich. Dette fritager dog på ingen måde Hitler for ansvar."

Tekst 3: Syntese (moderat intentionalisme)

Uddrag af Peter Longerich, "Politik der Vernichtung" (München, 1998), s. 579-580:

"I forskningen er der en vidt udbredt forestilling om, at man entydigt kan afgrænse en tidlig fase, hvor en "territoriel løsning" blev udarbejdet, fra en senere "Endlösung-fase" - ved at konstruere en beslutning om udryddelse af de europæiske jøder på et eller andet tidspunkt i løbet af 1941. Denne opfattelse går uden om kernen i den nazistiske jødepolitik: Også den "territorielle løsning" blev bestandigt udarbejdet som en "endelig løsning", for den var i sidste ende altid rettet mod det fysiske endeligt for det store flertal af jøder.

Skillelinjen for overgangen fra jødepolitik til udryddelsespolitik ligger således i efteråret 1939. Det, som regimet påbegyndte i 1941, var ikke andet end konkretiseringen og realiseringen af den tilintetgørelse, som var anvist siden 1939. Hvordan og inden for hvilket tidsrum denne tilintetgørelse kunne gå for sig, var ved krigens begyndelse endnu uklart; "tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa" var foreløbigt en mulighed, hvis virkeliggørelse endnu blev gjort afhængig af bestemte omstændigheder. Fra 1941, hvor tilintetgørelsespolitikken blev realiseret, blev forestillingen om, hvad der skulle forstås ved "endelig løsning" radikaliseret: Fra generelle, langsigtede overvejelser om at lade jøderne inden for det tyskbeherskede område uddø, udviklede den nazistiske ledelse nu et omfattende program for massemord, som i al væsentlighed skulle gennemføres allerede før krigens afslutning [dvs. før den forventede sejr over Sovjetunionen]. Men "Endlösung" betød i hvert fald siden 1939 døden for millioner."

B. Hvorfor blev jøderne myrdet? Var det af ideologiske grunde, eller spillede andre faktorer ind på beslutningen?

Diskussion: Spørgsmålet lægger op til en diskussion af, hvad der konkret lå bag udryddelsen af jøderne. Var der tale om det mest radikale udtryk for nazisternes jødehad, eller blev massedrabet begrundet med mere "rationelle" argumenter?

"I december 1940 var "fremmedgørelsen" af 5,8 millioner jøder allerede et faktum. Dette var først og fremmest tilfældet, fordi tyskernes befolkningsøkonomiske forsøg på at skabe frie økonomiske strukturer ved hjælp af masseflytninger var stødt på tydelige barrierer; dette fordi de principielt set koordinerede flytnings- og strukturprogrammer gensidigt blokerede hinanden.(Note 1) Frem til marts 1941 gik de tyske storområde- og flytningsplaner muligvis ud fra, at det et eller andet sted i det endnu uerobrede USSR kunne lade sig gøre at finde plads til en såkaldt "territoriel løsning". En sådan "løsning" var realistisk og bevidst forbundet med massedrab på mennesker, som skulle deporteres til et særligt ubeboeligt område. Ikke desto mindre adskilte et sådant program sig fra den senere hen udviklede masseudryddelse. Det systematiske drab på det jødiske mindretal blev efter vores opfattelse igangsat [først og fremmest i Sovjetunionen] i det øjeblik, det stod fast, at man i forbindelse med krigen mod Sovjetunionen forberedte et folkedrab på mindst 30 millioner mennesker for at sikre fødevarer til resten af Europa.

Den konkrete planlægning af mordet på de europæiske jøder skete på den ene side ud fra demografiske programmer fra 'Rigskommissæren for Styrkelse af Det Tyske Folk' [Heinrich Himmler] og på den anden side ud fra krigsforsynings-strategernes demografiske programmer: Begge programmer havde som deres målsætning drastisk at formindske antallet af mennesker i Europa. Begge programmer efterlod ingen plads til mulige flytninger i det tyskbesatte Europa, og i begge programmer figurerede de europæiske jøder som dem, der allerførst skulle give plads for andre og ikke længere gives føde."

Note 1: I forbindelse med nazisternes invasion af både Polen og Sovjetunionen blev der udarbejdet omfattende planer for en total demografisk omorganisering af Østeuropa. Et stort antal etniske tyskere - såkaldte 'folketyskere', som ikke var tyske statsborgere - skulle flyttes ind i Riget, mens polakker, jøder og andre laverestående folk skulle flyttes ud for at give plads til dem.

"Det nazistiske regimes primære mål var "fjernelsen" af jøderne fra områder under tysk kontrol, og, i sidste ende, at de skulle dø. Hvis der eksisterede andre økonomiske, politiske eller sociale årsager til at dræbe dem (og dette er vigtigt: alle jøder skulle dø, uafhængigt af deres sociale position eller nationalitet), så jo flere desto bedre. Det nazistiske regimes topfolk var overbeviste om, at dette [de økonomiske, politiske og sociale årsager] kun udgjorde yderligere bevis for rigtigheden af deres racebiologiske påstande - yderligere bevis for rigtigheden af deres racistiske verdenssyn i almindelighed og den nazistiske politik over for jøderne i særdeleshed.

Problemet ved den tilgang [til Holocaust], som Heim og Aly derimod har valgt, ligger således i, at de forveksler og udvisker den grundlæggende forskel mellem det nazistiske verdenssyn og kontinental-imperialistiske mål.(Note 1) For det andet […] er en anden fremtrædende svaghed ved deres teori, at de har valgt at fremsætte vidtrækkende påstande, hvor de hengiver sig til spekulationer for hvilke, der ikke eksisterer nogle konkrete empiriske beviser. Ved at reducere racisme til et manipulations-instrument for politiske og økonomiske mål baner de vejen for at inkludere Holocaust i rækken af eksempler på "imperialistisk udryddelses-politik", som strækker sig fra mordet på de indianske folk i Nord- og Sydamerika i kølvandet på den europæiske kolonisering til mordet på indianske stammer i den brasilianske regnskov i vore dage. Dette er formentlig vanskeligheden ved deres politiske perspektiv og den eksplosive kraft i denne tilgang: at funktionalisere Holocaust som bevis."

Note 1: Med dette menes de centraleuropæiske stormagters (fx Tyskland og Østrig-Ungarn før 1. Verdenskrig) traditionelle ønske om at udvide deres territorium østpå.