"Endlösung"

Ideologiske aspekter

Praktiske aspekter

Et andet hovedaspekt i forhold til Endlösungs udformning var det praktiske element. For store dele af det tyske bureaukrati, ikke mindst besættelsesmagten i Østeuropa, var massemord løsningen på væsentlige konkrete problemer. Dette gjaldt først og fremmest de overfyldte, hungerramte polske ghettoer, hvortil man fra efteråret 1941 sendte flere jøder, ikke mindst fra Tyskland. At slå de polske jøder ihjel - i første omgang alle de uarbejdsdygtige - udgjorde en praktisk løsning på dette reelle (selvskabte!) problem.

På østfronten var den tyske offensiv i efteråret 1941 slet ikke afsluttet som planlagt. Den Røde Hær var ikke blevet besejret i endnu en 'Blitzkrieg', og den tyske krigsmaskine var ved at gå i stå, efterhånden som vinteren nærmede sig. I denne situation var det en umulighed at forsyne alle i dette enorme område med fødevarer: den tyske hærs forsyninger havde naturligvis højeste prioritet, herefter kom den lokale befolknings, og nederst i dette "fødevare-hierarki" jøderne. Specielt jødiske kvinder, børn og ældre havde man ikke brug for, og at lade dem myrde var således også 'løsningen' på dette konkrete problem.

Sikkerhedsmæssige aspekter

Ud fra nazisternes antisemitiske ideologi var det logisk at opfatte alle jøder som en potentiel trussel mod Det Tredje Riges sikkerhed. Særligt i de enorme tyskbesatte områder i Sovjetunionen anså mange af sikkerhedsansvarlige de sovjetiske jøder som en trussel bag fronten. Men også i de øvrige tyskkontrollerede dele af Europa synes man at have opfattet jøderne som værende i ledtog med lokale partisan- og modstandsgrupper. Ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv var det derfor "logisk" at fjerne denne trussel mod Tyskland ved at slippe af med jøderne. I Vesteuropa skete dette ved at deportere jøderne til udryddelses- og koncentrationslejre østpå, i Østeuropa blev mange skudt på stedet af personel fra de såkaldte Einsatzgrupper.

Økonomiske aspekter

En del historikere har i deres forskning fokuseret på de økonomiske aspekter af "Endlösung". Ifølge disse historikere opfattede mange tyske planlæggere og bureaukrater jøderne som overflødige. Denne holdning var særlig udbredt i det nazistiske regimes forskellige økonomiske institutioner. I det ny nazistiske Europa, som disse bureaukrater intensivt planlagde indretningen af, var der ikke plads til en laverestående race som jøderne. Denne kyniske opfattelse gjaldt for så vidt også store dele af den lokale østeuropæiske civilbefolkning, men jøderne var dog absolut nederst i dette 'befolkningsmæssige hierarki'. Hvad skulle man da gøre med disse jøder? Ifølge planlæggerne var det nemmeste at lade dem sulte ihjel, men dette blev af mange bureaukrater opfattet som umenneskeligt og ikke mindst uciviliseret. Det var, ifølge deres opfattelse, langt mere effektivt, hurtigt og humant at lade dem myrde i udryddelseslejrene.

Tekniske muligheder

Hvordan slår man mange tusinde mennesker ihjel på en effektiv måde? Dette spørgsmål synes ledende nazistiske SS-folk at have stillet sig selv i efteråret 1941, og svaret lød: med gas. Det er formentlig af afgørende betydning for, at "Endlösung" blev lig et massivt massemord, at nazisterne havde den tekniske mulighed for at gennemføre et sådant massemord. De uhyggelige erfaringer fra det såkaldte 'Eutanasi-program" ("T4-programmet"), hvor tusindvis af fysisk og psykisk handicappede tyskere systematisk blev myrdet, kunne følgende benyttes i udryddelseslejrene østpå. Erfaringerne med gasning af de handicappede var et væsentligt grundlag for konkretiseringen af "Endlösung".

Krigsudviklingens betydning

Anden Verdenskrigs udvikling spillede på flere niveauer en væsentlig rolle for definitionen og gennemførelsen af "Endlösung". For det første betød fiaskoen med den tyske hærs angreb på Sovjetunionen, at tidligere planer om at deportere jøderne til ufrugtbare områder dybt inde i Sovjetunionen måtte endeligt opgives. En såkaldt "territorial løsning" på det jødiske spørgsmål, hvor jøderne skulle arbejde sig ihjel for tyskerne i særlige reservater, lod sig således ikke gennemføre, og hvad skulle man så gøre? Man valgte at slå dem ihjel.

Senere hen betød den efterhånden meget negative krigsudvikling formentlig, at nazisterne kunne være ligeglade med, om jøderne blev slået ihjel. I sommeren 1944, hvor Det Tredje Rige havde desperat brug for arbejdskraft for at opretholde krigsproduktionen, blev næsten 500.000 ungarske jøder myrdet. Hér var der ikke tale om at "løse et praktisk problem", men alene om at gennemføre et ideologisk bestemt massemord i en situation, hvor krigen synes tabt. Dette ønske om at "tage jøderne med i faldet", eller i det mindste "sikre Europa mod den jødiske plage fremover", gennemsyrede også Hitlers politiske testamente. I dette dokument, som blev til i krigens allersidste dage umiddelbart før Hitlers selvmord, opfordrede Føreren til, at man som det vigtigste efter hans død overholdt racelovene.

Sammenfatning

Mange faktorer spillede en rolle i bestemmelsen af, at 'den endelige løsning på det jødiske spørgsmål' formede sig som et uhyggeligt folkedrab på millioner af mennesker. Dermed ikke sagt, at andre faktorer, for eksempel behovet for faglærte jødiske arbejdere, ikke trak i den modsatte retning, men i et regime så gennemsyret af ideologiske forestillinger var det meget nemt at kombinere ideologiske målsætninger med praktiske. At slå jøderne ihjel var således både en ideologisk og praktisk endelig løsning på "det jødiske spørgsmål" - et spørgsmål, som ifølge alle overbeviste nazister krævede at blive løst så hurtigt som muligt, blandt andet af sikkerhedsmæssige og økonomiske årsager.

Links