Holocaust-benægtelse - undervisningsforslag

B: Dialog/debat med Holocaust-benægterne vs. 'tie dem ihjel'

Forslag til diskussion, opgavespørgsmål m.m. med udgangspunkt i nedenstående tekster.

Diskussion: Diskuter de to forskellige tilgange til Holocaust-benægtelse. Hvad taler for og imod? Det kan diskuteres, hvorledes man bedst tackler Holocaust-benægtelse. I det følgende er medtaget to forskellige tilgange til dette problem:

Tekst 1:

De to amerikanske historikere Michael Shermer og Alex Grobman tager i deres bog om Holocaust-benægtelse, "Denying History", stilling til denne problematik. Det hedder heri blandt andet:

"Vi mener, at når først en påstand har fundet vej til den offentlige bevidsthed (som Holocaust-benægtelse uden tvivl har), da skal den analyseres på rette måde, og hvis passende, gendrives på det kraftigste i offentligheden." (s. 14)

"Vi vil gerne igen gøre vores standpunkt klart: ingen er efter vores mening forpligtet til at offentliggøre eller hjælpe med præsentationen af Holocaust-benægternes synspunkter, men vi er imod juridiske forsøg på at censurere disse synspunkter." (s. 14-15).

"Det er ikke alene forsvarligt at besvare Holocaust-benægterne. Det er, mener vi, vores pligt." (s. 15).

"Vi kan ikke længere ignorere benægterne, kalde dem navne og håbe, de forsvinder…Nogle vil mene, at en bog som denne [Denying History] bibringer benægterne troværdighed, ligesom medierne kan anklages for at gøre opmærksom på et problem, hvis eksistens kun få er klar over. Vi mener, at offentligheden har "ret til at vide" om et potentielt socialt problem og at det er velinformerede eksperters pligt at dele deres viden med andre. På denne vis er denne bog ikke kun for Holocaust-forskere og historikere, den er for lærere og elever, biblioteker og forskningsinstitutioner og den almindelige læser. Den er for alle som er interesseret i historie, Holocaust og den måde hvorpå ideologier og meningssystemer kan forvrænge virkeligheden og vort syn på fortiden, på alle niveauer." (s. 17).

Tekst 2:

Den amerikanske historiker Deborah Lipstadt, hvis bog, "Denying the Holocaust", er standardværket om Holocaust-benægtelse, indtager en anden holdning til spørgsmålet om diskussion/dialog med Holocaust-benægtere. Hun siger blandt andet:

"Resultatet af Roper-undersøgelsen [om amerikaneres viden om Holocaust] har også frembragt udfordringer af mit urokkelige nej til at debatere med benægtere. Siden bogens offentliggørelse har jeg modtaget talrige invitationer til at deltage i debatprogrammer på tv i USA. I de tilfælde, hvor planerne inkluderer at invitere en benægter har jeg kategorisk nægtet at deltage. Som jeg gør det klart på denne bogs sider, ønsker benægterne at blive set som "den anden side". Blot dette at være til stede med dem på den samme scene giver dem denne status. De som har udfordret mig til at genoverveje dette standpunkt frygter at benægter får mulighed for at komme med deres påstande uimodsagt, hvis jeg nægter…At nægte at debatere med benægterne modarbejder deres ønske om at blive inddraget i samtalen som et legitimt synspunkt." (s. xiii).

"Vi vil diskutere meget om det [Holocaust], men ikke om hvorvidt det skete eller ej. Dette ville svare til, at en videnskabsmand med interesse for det gamle Rom diskuterede, om det romerske imperium nogensinde har eksisteret, eller at en fransk historiker skulle bevise, at der virkelig har været en fransk revolution.

I den akademiske verden har der været nogle, som har tolket dette synspunkt som ulogisk i forhold til den idéfrihed, videnskaben står for. Dette afspejler en manglende forståelse af både Holocaust-benægtelsens latterlighed og videnskabens natur. Det afspejler den moralske relativisme, som hersker på mange universiteter og i samfundet generelt. Denne misforståede tankegang, at enhvers synspunkt har lige stor værdi, har skabt en atmosfære, som tillader Holocaust-benægtelse at blomstre." (s. xiv-xv).

C: Holocaust-benægtelse > folkedrabs-benægtelse

Forslag til diskussion, opgavespørgsmål m.m. med udgangspunkt i nedenstående tekster.

Holocaust er langt fra det eneste folkedrab, som benægtes. Sammenlign følgende tekster (1+2) med Holocaust-benægternes udsagn og med den historisk korrekte udgave begivenhederne i det ottomanske imperium (tekst 3).

Diskussion: Hvilke årsager kan der være til, at man fra officiel tyrkisk side benægter eksistensen af det armenske folkedrab? Hvilken betydning har det, at det er en stat, som står bag benægtelsen? Hvilke stater kunne tænkes at benægte eller bagatellisere eksistensen af Holocaust - og hvorfor?

Tekst 1:

Oversættelse af uddrag af "Armenian Claims and Historical Facts", udgivet af Institut for Strategiske Studier (del af det tyrkiske udenrigsministerium), Ankara, Tyrkiet, 1998:

"Af de omtrent 700.000 armenere, som blev transporteret på denne måde [med tog eller muldyr] indtil begyndelsen af 1917, mistede nogle bestemt livet, som et resultat både af store militær- eller banditaktiviteter, som på dette tidspunkt foregik i det område, de passerede, såvel som på grund af den generelle usikkerhed og de blodfejder, som visse stammetropper forsøgte at føre ud i livet mens karavanerne passerede gennem deres territorier. Hertil kommer, at deportationerne og bosættelsen af de deporterede armenere fandt sted på et tidspunkt, hvor Imperiet led af alvorlig mangel på brændstof, mad, medicin og andre forsyninger såvel som pest og sult i stor målestok. Det må ikke glemmes, at på samme tid gik en hel ottomansk armé på 90.000 mand tabt i Østen som et resultat af alvorlig mangel, eller at så meget som tre eller fire millioner ottomanske statsborgere af alle religioner døde i løbet af krigen som et resultat af de samme forhold, som mødte de deporterede. Hvor tragisk og ufølsomt er det derfor ikke, at armenske nationalister skyder skylden for armenernes utvivlsomme lidelser under krigen på noget andet end de samme anarkistiske forhold, som ramte alle sultanens undersåtter. Dette er sandheden bag de falske påstande, som fordrejer historiske fakta med slet udtænkte mottoer som "det første folkedrab i det tyvende århundrede", som armenske propagandister og terrorgrupper forsøger at genoplive for at retfærdiggøre de samme terror-metoder idag, som bragte bragte sådanne rædsler i det ottomanske imperium i løbet af sidste århundrede."

Tekst 2:

Oversættelse af uddrag af 'The Armenian Allegation of Genocide: Facts', udgivet af 'The Assembly of Turkish American Associations':

"Faktum 1: Demografiske studier beviser, at der før 1. verdenskrig levede færre end 1,5 millioner armenere i hele det ottomanske imperium. Heraf følger, at beskyldninger om at mere end 1, 5 millioner armenre fra Østanatolien døde, må være falske.
Faktum 2: Over 2,5 millioner muslimer døde i den same periode af lignende årsager.
Faktum 3: Visse hyppigt citerede armensk-amerikanske beviser på folkedrab stammer fra tvivlsomme og forudindtagede kilder.
Faktum 4: De armenske dødsfald udgør ikke et folkedrab.
Faktum 5: Briterne sammenkaldte Malta Tribunalet for at stille ottomanske funktionærer for en domstol for forbrydelser mod armenerne. Alle de anklagede blev frikendt.
Faktum 6: På trods af Malta Tribunalets frikendelser, har armenske terrorister involveret sig i en vagtsom krig, som fortsætter den dag idag.
Faktum 7: Der er ingen meningsfuld sammenhæng mellem Holocaust og den ottomansk-armenske hændelse."

Tekst 3:

Oversættelse af uddrag af I. Charny, red., Encyclopedia of Genocide, I (1999), s. 62, om det armenske folkedrab:

(...) I 1915 satte det ungtyrkiske regime i det ottomanske imperium sig for at udrydde dets armenske befolkning, et indo-europæsik folk med en ældgammel civilisation, som var baseret i Lilleasien og det første land, der blev kristent i 301 e.Kr. En ordre underskrevet af Talaat Pasha, indenrigsminister og hjernen bag folkedrabet, lyder i uddrag således: "Regeringen [har besluttet] at tilintetgøre alle armenere, som lever i imperiet. Der må gøres en ende på deres eksistens, hvor kriminelle de foretagne foranstaltninger så end er, og der må ikke tages noget hensyn til hverken alder, køn, eller samvittighedskvaler." Udryddelses-procedurerne fulgte et mønster fastlagt af de centrale myndigheder. Tyrkiske gendarmer og militser i alle dele af Tyrkiet med undtagelse af Konstantinopel og Smyrna (hvor der blev givet ordre til i første omgang at "benytte blidere metoder" på grund af det store antal af udenlandske vidner) sendte først forfattere, poeter og lokale ledere i døden. Herefter blev arbejdsdygtige mænd, som så ud til at være mellem 14 og 60 år, samlet i særlige "arbejdsbataljoner", taget til side, sat til at grave grøfter og derefter skudt. Til sidst blev ubevæbnede kvinder, børn og de ældre, under dække af "flytning" - hvor mange troede, de skulle møde deres mænd - sendt til fods ud i den syriske ørken. (...)

D: Er Holocaust unikt? 'Holocaust-relativisme' og 'unikhed som benægtelse'

Nogle historikere opfatter ikke Holocaust som et unikt fænomen i verdenshistorien, men derimod som et eksempel blandt flere grusomme folkedrab. Kritikere kalder sådan sammenlignende forskning for 'Holocaust-relativisme'. Er Holocaust-relativisme det samme som Holocaust-benægtelse? Omvendt mener andre historikere, at opfattelsen Holocaust som noget ganske unikt kan være det samme som benægtelse af andre folkedrab. Sammenlign udsagn om denne problematik i tekst 1 og 2.

Diskussion: Er Holocaust et unikt historisk fænomen - hvorfor/hvorfor ikke? Hvad kan tænkes at være grunden til, at historikere som Deborah Lipstadt opfatter "Holocaust-relativering" som benægtelse? Hvilke konsekvenser giver det, at Holocaust henholdsvis opfattes som unikt/ikke opfattes som unikt?

Tekst 1:

Oversættelse af uddrag fra Deborah Lipstadt,' Denying the Holocaust' (Jerusalem, 1993), s. 212 og 215:

"Historikernes forsøg på at skabe sådanne umoralske værdi-ligheder, ignorerede den dramatiske forskel mellem disse begivenheder og Holocaust. Den brutale armenske tragedie, som gerningsmændene stadig nægter at anerkende på rette måde, blev gennemført i sammenhæng med en nådesløs tyrkisk uddrivelses- og genbosættelsespolitik. Den var forfærdelig og medførte rædselsfulde lidelser, men den var ikke del af en total udryddelses-proces af et helt folk. Khmer Rouge's massakre på millioner af deres med-cambodianere, hvortil Vesten vendte det blinde øje, blev udført - således som Richard Evans ser det - som led i at undertvinge og eliminere dem, som Pol Pot mente havde samarbejdet med amerikanerne under de tidligere fjendtligheder. Denne nådesløse politik blev gennemført som en del af en brutaliserende krig, som ødelagde det meste af Cambodias moralske, sociale og fysiske infrastruktur. Dette er på ingen måde ment som en retfærdiggørelse af det, der skete i Cambodia. Khmer Rouge's behandling af deres landsmænd var barbarisk. Men hvad de gjorde var særdeles forskelligt fra nazisternes udryddelse af jøderne, som var "en umotiveret handling udført af en velstående, udviklet, industrialiseret nation på højden af dens magt" [Lipstadt citerer Richard Evans, 'In Hitler's Shadow' (New York, 1989), s. 87] ... Disse historikere [bl.a. Ernst Nolte og Andreas Hillgruber] er ikke krypto-benægtere, men resultatet af deres arbejde er det samme: udviskning af grænserne mellem fakta og fiktion og mellem forfølger og den forfulgte. I den sidste ende bidrager relativisterne til hvad jeg vil kalde "ja…, men" syndromet. Ja, der var et Holocaust, men nazisterne forsøgte kun at forsvare sig selv mod deres fjernder. Ja, der var et Holocaust, men de fleste jøder døde af sult eller sygdom (sådan som det sker i enhver krig) eller blev dræbt som partisaner og spioner. Ja, der var et Holocaust, men jødernes opførsel fremkaldte det. Ja, der var et Holocaust, men det var grundlæggende ikke anderledes end en mængde af andre verdensbrande?? hvor uskyldige blev massakreret. Det logiske spørgsmål, som følger af dette er: Hvorfor hører vi så "kun" om Holocaust? For benægterne og mange andre, som er "ikke endnu"-benægtere, er svaret på dette sidste spørgsmål indlysende: på grund af jødernes magt. "Ja…, men" er en indstilling, som falder inden for den grå zone mellem direkte benægtelse og relativisme. På sin vis er den mere lumsk end direkte benægtelse, fordi den giver næring til en form af pseudohistorie, hvis motiver er svære at identificere."

Tekst 2:

Oversættelse af David E. Stannard, 'Uniqueness as Denial: The Politics of Genocide Scholarship', i A.S. Rosenbaum, red., 'Is the Holocaust Unique?' (Boulder, Colorado, 2001), s. 280-281:

"Den bevidste opretholdelse af offentlig uvidenhed omkring de folkemorderiske og racistiske rædsler mod indfødte folkeslag, som er begået og bliver begået af mange nationer i den vestlige verden, inklusiv USA - som kun bidrager til konstruktionen af et museum til minde om folkedrab, hvis dette foregik på den anden side af jorden - bliver bevidst hjulpet og tilskyndet og legitimeret af de jødiske unikheds-fortalere, som vi har diskuteret. Deres fabrikerede påstande om unikhed for deres eget folk er jo synonyme med afvisningen og benægtelsen af andres erfaringer - andre, som er meget svagere, mere undertrykte og i langt større umiddelbar fare end de. Ydermere - og dette ville være morsomt, hvis det ikke var så tragisk - efterligner jødiske unikheds-fortalere, i deres benægtelse af andre gruppers status som ofre for folkedrab, næsten uvægerligt præcis det samme mønster af påstande, som fremlægges af antisemitiske historiske revisionister, som benægter jødiske lidelser under Holocaust: Antallet af dræbte påstås at være overdrevet; de dødsfald, som skete, betegnes som fremprovokerede eller som et resultat af krig; de fleste af ofrene påstås at være bukket under for naturlige tilstande så som sygdom; det påstås, at der ikke var nogen egentlig intention om at begå folkedrab, og så videre. På denne måde bliver selvoptagne, falske påstande om unikhed blandet med brutale, racistiske benægtelser af andres lidelser, og danner dermed to sider af den samme nedværdigende sag. … Jøderne led forfærdeligt under det Tredje Rige - for slet ikke at tale om tusind års undertrykkelse og eksil og pogromer, som ubarmhjertigt ledte mod Holocaust - og derfor må alle bevidste mennesker være på vagt mod Holocaust-benægtere, som, i mange tilfælde, ikke kunne ønske sig noget bedre end at massevolden mod jøderne startede igen. Af samme årsag, ikke desto mindre, er der ikke længere nogen undskyldning for at opretholde den egoistiske maskarade af jødisk folkedrabs-unikhed, når vi overvejer det forfærdelige historiske og fortsatte folkemorderiske felttog mod oprindelige indfødte i den vestlige verden og andre folkeslag andre steder. [Den jødiske folkedrabs-unikhed] er et endeløst raffineret og revideret bedrag, som tjener til både at benægte andres lidelser, og også til, derfor, at skubbe disse frygteligt skadede andre endnu tættere på mere skade, i morderisk medvirken med både tidligere og nuværende folkemorderiske regimer."