Antisemitisme

Karikaturtegning. USHMM # 42034

Antisemitisme er en samlet betegnelse for antijødiske holdninger.

Under Hitler og nazisterne blev antisemitisme anvendt i sin hidtil mest groteske form. Nazisterne udnyttede antisemitisme til at iværksætte "Endlösung" - "den endelige løsning" på dét nazisterne kaldte "det jødiske problem". Gennem forfølgelse og senere udryddelse af de europæiske jøder søgtes "jødeproblemet" løst en gang for alle - med særlig stor opbakning og hjælp fra antisemitter i Balkan-landene, Sovjet og andre østeuropæiske lande.

Men antisemitisme var hverken opfundet i Tyskland eller et specielt tysk fænomen. Igennem århundreder havde jøder været et forfulgt folkefærd.

Siden jødernes uddrivelse fra Palæstina og deres bosættelse i Europa og andre steder rundt omkring i verden er der fremkommet vidnesbyrd på antijødiske holdninger og aktioner. I middelalderen var der ofte tale om rene "mord-aktioner" mod jøder bosat i Europa. I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev jøder udsat for pogromer i Østeuropa. Men med nazisternes forfølgelse i 1930'erne og 1940'erne af først de tyske jøder siden alle jøder i det tyskbesatte Europa, endte over 6 millioner jøder med at blive dræbt.

Antisemitisme - jøder forfulgt siden middelalderen

Modsætning mellem kirken og jødedommen

Siden middelalderen fandt jødeforfølgelser sted i Europa. Dette var ikke mindst forårsaget af den kristne kirkes forfølgelse af jødedommen og jøder, der ofte blev fulgt op af folkelige pogromer. Jøder sås som et fremmed element, der repræsenterede en anden religion i det kristne middelalder-Europa. Ifølge de kristne havde jøderne tilmed den frækhed at benægte, at Jesus Kristus var Guds søn.

Så kirken og folket gav ikke sjældent jøderne skylden for alskens ulykker: Jøderne blev beskyldt for at være skyld i Kristus død, jøderne anklagedes for at have myrdet kristne børn, og jøderne blev beskyldt for at forårsage naturkatastrofer. Da Pesten brød ud i 1348, blev jøderne også beskyldt for at have forårsaget Pesten.

Karikatur af jøders forhold til penge og magt i Tyskland i børnebogen "Der Giftpilz" ("Giftsvampen"), 1935. USHMM # 40014.

Ofte havde de antisemitiske folkelige bølger rod i økonomiske forhold. I starten af middelalderen måtte kristne af religiøse grunde ikke have noget at gøre med pengeudlån og renter, hvorfor jøder blev overdraget det "beskidte" erhverv. Men dermed kom kristne til at skylde jøder penge, og der opstod tit og ofte en folkelig bevidsthed om, at jøder var ågerkarle - et forhold der holdt sig helt frem til Hitlers magtovertagelse i Tyskland.

Med den økonomiske udvikling og internationalisering i midten og slutningen af middelalderen aftog jødernes monopol på pengesager, og jødernes økonomiske rolle blev mindre central.

Fremmedhad - xenofobi

Antisemitismen havde også udspring i fremmedangst. I angsten for det fremmede vendte Europas befolkninger deres mismod med deres egne sociale og økonomiske forhold mod "anderledes" folk - måske ikke meget anderledes end nutidige ytringer af fremmedhad i Europa.

I slutningen af 1200-tallet i Europa bredte sig en stigende misstemning vendt mod jøder. I England blev jøderne udvist i 1290, mens adskillige massakrer på jøder fandt sted rundt omkring i Europa.

Jøder forfulgt og myrdet i middelalderen. Tegningen er fra 1500-tallet.

Efter reformationen til protestantisme i Nordeuropa fortsatte de antisemitiske strømninger trods nogle forbedringer af jødernes vilkår.

Manden bag reformationen, Martin Luther, udtrykte selv stærke antisemitiske holdninger som fx i 1543, hvor han skrev, at jødernes synagoger burde brændes, deres huse ødelægges, og at jøderne skulle drives ud af Tyskland "for evigt".

I de efterfølgende århundreder blev de europæiske jøder faktisk søgt isoleret fra deres omgivelser i de europæiske storbyer i såkaldte ghettoer. Og i 1648 kom den foreløbige kulmination i de europæiske jøders historie, da den hidtil største massakre på jøder fandt sted i Polen.

1800-tallet

I 1800-tallet bedredes forholdene for jøder betragteligt i Europa, efter at oplysningsfilosofferne havde plæderet for frihed og lighed. Jøderne frigjorde sig under indtryk af oplysningstidens idealer, og en assimilations-proces begyndte at tage form.

Men samtidig var 1800-tallet skueplads for en foreløbig kulmination i antisemitismen. Jødehadet eskalerede,jødeforfølgelserne og pogromerne tog til over hele Europa i takt med nationalismens indtog. I nationalismens tegn blev der set ned på etniske og religiøse minoriteter. Desuden blev ordet ordet antisemitisme opfundet (1879).

I Rusland var jøderne forfulgt af voldsomme, ofte "statsstøttede" pogromer efter mordet på Ruslands zar Alexander II i 1881. Følgen var, at mange jøder blev dræbt, og et stort antal jøder flygtede til Vesteuropa. Ca. 2 millioner jøder rejste til USA, mens Argentina, Canada og England til sammen modtog omkring 300.000 jøder. Desuden blev støbeskeen til zionismen og kampen for et jødisk hjemland bl.a. lagt som følge af jødeforfølgelserne.

Konspirationsteorien om at jøderne ville overtage verden, som nazisterne siden propaganderede, havde et af sine udspring i "Zions Vises Protokoller". Heri forfalskede den russiske zars hemmelige politi et dokument, der skulle angive, hvordan det jødiske ældsteråd planlagde at omstyrte verdenen. Forfalskningen dukkede op i Tyskland i 1919, og blev af antisemitter set som et bevis for de sorte kræfter, der var årsag til nationens nederlag i Første Verdenskrig.

I Danmark begrænsede antisemitismen sig til uroligheder i den såkaldte jødefejde i 1819 og igen i 1830 - og først i 1849 blev jøderne faktisk retsligt ligestillede. I Ukraine i 1919, derimod, udviklede antisemitiske følelser og fremmedhadet mod jøder sig på den mest brutale og sørgelige vis. Omkring 60.000 jøder blev slået ihjel af ukrainske nationalister.

Tyskland og antisemitisme: 1800-tallet

Antisemitismen fik for alvor godt fat i Tyskland i 1800-tallet. Antisemitiske smædeskrifter skød frem overalt, og den økonomiske lavkonjunktur i begyndelsen af 1800-tallet blev koblet sammen med antisemitisme - man gav jøderne skylden for alskens ting.

Desuden flygtede tusinder af fattige jøder i slutningen af 1800-tallet til Tyskland fra pogromer i Østeuropa - og fremmedhadet blev dermed holdt til ilden i Tyskland.

I en svækket økonomi i Tyskland i slutningen af 1800-tallet fik jødiske finans- og bankfolk skylden for krisen. Jøderne blev set som onde og udbyttende kapitalister, og der dannedes antisemitiske partier. Bl.a. støttede den kendte tyske komponist Richard Wagner disse antisemitiske tendenser, der i slutningen af 1800-tallet var præget af den racistisk-biologiske antisemitisme.

"Jeg betragter i særdeleshed den jødiske race som den fødte fjende af det racerene menneske og af enhver ædelhed i dette og er overbevist om, at især vi tyskere vil blive ødelagt af dem." Kilde: Brev fra Wagner til kong Ludwig II, "Das Judentum in der Musik".

Universitetsfolk og lærde plæderede ligeledes antisemitisme. I forbindelse med den moderne nationalismes vækst og mottoet "én stat, én nation" i slutningen af det 19. århundrede, udtalte den tyske forfatter og filosof, Paul de Lagarde i 1887:

"Jeg har længe været overbevist om, at jødedommen udgør kræftlidelsen i hele vort liv … Jøderne er som jøder fremmede i enhver europæisk stat, og som fremmede er de intet andet end spredere af forrådnelse …" Kilde: citat i Judith Voigts "Historien om et image. Antisemitisme og antizionisme i karikaturer", (Samlerens Forlag 1978), ss. 34-36

Friedrich Nietzsches teori om overmennesket, "Übermensch", som en race biologisk og intellektuelt højere stillet end andre, blev misbrugt af antisemitter - og senere nazisterne. En del tyskere følte sig som en del af denne overmenneske-race i slutningen af det 19. århundrede.

Psoudo-videnskabelige opmålinger af "racekendetegn"

Videnskabelige raceteorier var desuden kommet til som en ny strømning i Europa og Tyskland i 1800-tallet. Ariermyten kom i den forbindelse til at spille en senere og uhyggelig rolle under nazismen - herunder påstanden om særlig tysk-germansk ånd og race, der var alle andre overlegne.

På trods af antisemitismen fik jøderne retslig ligestilling i Preussen i 1859 og senere i det samlede Tyskland - selv om det ikke havde den store effekt på den folkelige antisemitisme.

En central myte om jøderne var, at de stod i ledtog med både kapitalismen og socialismen. I antisemitiske værker blev der redegjort for denne påståede "sammensværgelse" eller konspiration, der skulle give jøderne verdensherredømmet. Hitler brugte senere denne myte i sin argumentation for at straffe jøderne.

Tyskland under Weimarrepublikken

Dolkestødslegenden: da nogen jo skulle have skylden for Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, blev det jøderne der stod for skud. Ifølge nazisterne var det jøderne, der havde dolket den tapre tyske frontsoldat i ryggen. Süddeutsche Monatshefte, 1924

Efter 1. Verdenskrig blomstrede den tyske antisemitisme til nye højder. De hjemvendte og detroniserede tyske soldater - heriblandt Adolf Hitler - beskyldte folk på hjemmefronten for at være skyld i nederlaget. Ifølge "dolkestødslegenden" var det socialdemokratiske politikere, revolutionære og ikke mindst jøderne, der havde "dolket" fronten i ryggen.

Og ifølge den paranoide Hitler var det en gemen jødisk sammensværgelse af jødiske kapitalister i de allierede lande, som finansierede Første Verdenskrig, mens de påståede jødiske socialister og kommunister var de ansvarlige for dolkestødet på hjemmefronten. Mere rabiat udtalte han sig i "Mein Kamp" og i senere taler, hvor han påstod, at jøderne havde en hemmelig sammensværgelsesplan for at få verdensherredømmet. I denne "konspiration" var den jødiske kapital gået sammen med den jødisk-bolsjevistiske socialisme.

Det så næsten ud som om, at jo større ulykker, der ramte tyskerne, desto stærkere blev nationalismen, og jo stærkere blev jødehadet. Jøderne fik ganske enkelt i mange kredse og sociale lag skylden for Tysklands miserable tilstand. Jøderne beskyldtes desuden for at være parasitter, marxister og for at være selve Første Verdenskrigs bagmænd ("Dolkestødslegenden").

Politiske mord på fremtrædende politikere i Weimarrepublikkens første omtumlede år var ikke usædvanligt. Men mordet på to fremtrædende offentlige personligheder, politikeren - og jøden - Rosa Luxembourg i 1919 og den visionære politiker - og jøde - Walther Rathenau i 1922, bar stærkt præg af antisemitiske motiver.

I 1930'erne var Europa i økonomisk krise. Krisen ramte den gældstyngede tyske nation særlig hårdt med efterfølgende økonomisk forarming, skyhøj inflation, alvorlig arbejdsløshed og fattigdom til følge. Krisen var den rene benzin på det antisemitiske bål. Der skulle findes en syndebuk. Det blev jøderne.

Nazisterne og antisemitisme

Hitler i februar 1933 kort tid efter han tiltrådte som kansler. USHMM # 24531.

Umiddelbart efter Rigsdagsvalget 5. marts 1933, der markerede begyndelsen på Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland, gav SA og andre af det nazistiske styres organisationer frit løb for deres antisemitiske had. Jøder blev tæsket, nogle endda dræbt og jødiske butikker chikaneret eller ødelagt.

Det første antisemitiske - synlige - initiativ var boykotten af jødiske butikker i april 1933. Dernæst fulgte et væld af love og forordninger. Over 2.000 racelove og forordninger blev ført igennem fra 1933-1945.

Selv om historikerne strides om, hvor meget antisemitismen reelt fyldte i den tidlige fase af det nazistiske regimes historie, så blev 1933 et skel i forhold til Weimarrepublikken. Jøderne var nu ikke længere sikret gennem lovgivningen. Fx med Forordning af Rigspræsidenten til Beskyttelse af Folket og Staten - 'Rigsdagsbrandforordningen' af 28. februar 1933 fjernedes alle jødernes basale rettigheder fra Weimarrepublikkens tid. Jøder var ikke længere beskyttet af civil lov, og kunne som minoritet efterfølgende udsættes for vold, uden at forfølgerne kunne straffes.

Karikatur på forsiden af "Der Stürmer" (antisemitisk blad), der skal vise, hvordan jøderne truer Europa, 1937. Teksten lyder: "Moder Europa/ Hvis jeg blev nødt til at aflevere bare et af mine børn til denne djævel, ville det blive min død." USHMM #37851A

Nazisterne så ikke jøder udelukkende som en religiøs gruppe, men derimod som tilhørende en 'semitisk race', der forsøgte at tiltvinge sig magt på bekostning af den ariske race. Samme synspunkter havde den franske greve Joseph de Gobineau og englænderen Houston Stewart Chamberlain fremturet med i slutningen af det 19. århundrede.

Jødernes centrale placering i det politiske såvel som økonomiske magtcentrum var perfekt til politiske konspirationsteorier. Relativt nemt kunne jøder anklages for at være i ledtog med og ansvarlig for kommunisme, kapitalisme, liberalisme, socialisme, revolutioner o.m.m.

Epokegørende var > Nürnberglovene fra 1935, en samling racelove, der for alvor udskilte jøderne fra det tyske "Volksgemeinschaft" og staten Tyskland.

Det tydeligste udtryk for antisemitisme sås i den voldelige adfærd under Krystalnatten i 1938. Titusindvis af jøder blev fængslet i kz-lejre, mens jødiske butikker, ejendomme og synagoger blev ødelagt. Jøderne fik endda selv regningen for regimets ugerninger: en bod på 1 mia. Mark pga. deres fjendtlige indstilling over for det tyske folk.

I skoleundervisningen brugte regimet stor energi på at undervise børn og unge i det nødvendige i, at man greb hårdt ind over for jøderne. Via antisemitisk litteratur gav man eleverne vrangforestillinger om, at jøderne stræbte efter verdensherredømmet, at jøderne var en laverestående og forbryderisk race, og at jøderne var til alvorlig fare for den tyske nation. Ifølge en tysk vejledningsbog til undervisning i jødespørgsmålet i 1937 skulle undervisningen ende med, at hver enkelt elev ville:

Ondskabsfuld karikatur på omslaget til den antisemitiske tyske børnebog "Der Giftpilz" ("Giftsvampen"), 1935 . USHMM # 40000.

I det hele taget fremstillede regimets propaganda og propagandaen i de "selvstændige" antisemitiske organer ganske enkelt jøder som dyr. "Der Stürmer" var det værste tilfælde - og det mest udbredte - af de antisemitiske blade. Fx behandlede bladet i 1934 jødernes ritualslagtninger af kvæg, hvilket skabte stor misstemning mod jøderne. Ofte var der illustrationer af jøder, som blev gjort til grin eller karikeret - som fx en illustration af en rabbiner, der sugede blod af børn.

Den voksende antisemitisme blev ikke uden påvirkning for de tyske jøder. I stort tal emigrerede jøder fra Tyskland. Ca. 300.000 ud af Tysklands over 500.000 jøder emigrerede fra Tyskland fra 1933-41 - i 1941 blev emigrationen stoppet.

Retfærdigvis skal det nævnes at et stort antal tyskere tog afstand fra antisemitismen. Hermann Göring også tog afstand fra især den voldelige antisemitisme, som den fandt sted under Krystalnatten - men det var primært af økonomiske grunde. Fx betød ødelagte jødiske butikker, at tyske forsikringsselskaber i princippet skulle betale erstatning til jøderne - hvilket ifølge Göring var fuldstændigt "vanvittigt". Göring ville have, at regimet skulle styre masserne, så de ikke ødelagde noget i deres antisemitiske demonstrationer.

Hvem var egentlig jøder - ifølge nazistisk raceterminologi?

Med vedtagelsen af Nürnberg-racelovene i 1935 blev definitionen af en jøde i det nazistiske regime lovmæssigt forankret.

Kilde: Karl Christian Lammers "Vejen til Auschwitz", (Gyldendal 2000), s. 57

Definitionen medførte at en jøde blev defineret ud fra "blodet" - og ikke længere kun på baggrund af religion. Havde en person mindst tre bedsteforældre, der var jøder, så var personen racemæssigt også en jøde. En person var "halvjøde", hvis personen havde to jødiske bedsteforældre - på tysk Mischling ersten Grades. Havde personen "kun" én jødisk bedsteforælder, var personen "kvartjøde". I realiteten blev kvartjøder næsten ikke berørt af nazisternes forfølgelse, mens både hel- og halvjøder blev underkastet de uhyrlige nazistiske jødeforfølgelser.

Litteratur:

Lammers, Karl Christian: "Vejen til Auschwitz" (Gyldendal 2000) - undervisningsbog, se bogens fremragende kildetekster om antisemitisme:

• Tekst 1 "Antisemitisme som politisk bevægelse skal bygge på kendsgerninger" - Hitlers første ytringer om "det jødiske spørgsmål", 1919
• Tekst 8 "Tekst til undervisning i jødespørgsmålet" - en vejledningsbog til lærere i Tyskland 1937
• Tekst 10a "Göring ønsker den voldelige antisemitisme bragt til ophør" - Görings udtalelser efter Krystalnatten
• Tekst 10b "Den tyske befolkning tager afstand fra pogromen"

Jensen, Niels Aage: "Holocaust. Nazismens folkedrab", 1. udgave (Gyldendal 1999) - undervisningsbog, bedst til de ældste folkeskoleklasser, men kan bruges som oversigtsbog i gymnasiet

Klemperer, Victor "Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste." Dagbøger 1933-1941 (Gyldendal 2000, ty. original 1995)

Faglitteratur med højere sværhedsgrad:

Bankier, David (red.): "Probing the Dephts of German Antisemitism. German Society and the Persecution of the Jews" (Yad Vashem 2000)

Friedländer, Saul: "Nazi Germany & the Jews. Years of Persecution, 1933-39", vol. 1 (HarperCollins 1997)

Goldhagen, Daniel J.: "Hitler's Willing Executioners. Ordinary Germans and the Holocaust" (New York 1996) - kontroversiel bog, der beskylder tyskerne for at være særligt antisemitiske, og at Holocaust ikke kunne have fundet sted andre steder end i Tyskland.

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email