Nazistisk race- og jødepolitik

Nazisterne anvendte offentlige steder til at sprede deres race-idéer. Diagrammet på billedet bærer overskriften "Den biologiske udvikling" . Nedenunder står der "Den nordiske races udviklingstrin". USHMM # 45105.

Hvordan kunne det ende med, at nazisterne og tyskerne slog seks millioner jøder ihjel?

Dette spørgsmål er utroligt svært at besvare. Nogle historikere mener, at nazisterne havde planlagt jødeudryddelsen lige siden magtovertagelsen i 1933. Andre historikere mener, at jødeudryddelsen kun kunne finde sted i en helt konkret historisk sammenhæng, og at jødeudryddelsen ikke var produktet af en velovervejet plan fra starten. Ifølge sidstnævnte historikere indgik "race"- og erobringskrigen i Sovjetunionen fra juni 1941 i en sådan konkret historisk sammenhæng, hvor det var muligt at dræbe mennesker - jøder, polakker og russere - på en hidtil uset og frygtelig skala.

En gennemgang af den nazistiske racepolitik fra 1933 - 1945 opdelt i tre faser følger her - både i en kort og en detaljeret udgave.

Med erobringen af Polen i 1939 var denne form for emigrationspolitik ikke en realistisk politik - i Polen levede der over 3 millioner jøder, mens der kun levede lidt over 500.000 jøder i Tyskland til sammenligning.

Derfor kom der ambitiøse nazistiske planer om "det jødiske spørgsmål" på bordet - for leve sammen med jøder, det ville man ikke! Den nazistiske top opererede på et tidspunkt (1939-40) med store planer om at gennemføre tvungen deportation af de polske jøder til Madagascar - planen blev dog ikke realiserbar blandt andet pga. krigen mod England.

Racepolitikken nåede sin hidtidige kulmination i perioden 1939-41, da nazisterne begyndte at deportere først de polske snart alle jøder fra Tyskland og de annekterede områder til ghettoer i først og fremmest Polen. Ghettoiseringen af jøder foregik samtidig med, at man "genhusede" dé tyskere, "Volksdeustche", der inden Anden Verdenskrig havde boet uden for Tysklands grænser i de østlige annekterede områder. Den tyske befolkningspolitik gik derfor fint i tråd med racepolitikken: man gjorde områder "fri" for jøder og fik i stedet "Volksdeutsche" til at bebo de tidligere jødisk beboede områder.

Men hvad skulle der ske jøderne i ghettoerne? Nazisternes ideer om hvad der skulle ske jøderne i Polen fra 1939-1941/42, er nemlig ikke klare.

I 1941 så det dog ud til, at nazisterne havde besluttet sig til mht. jødernes fremtid. For i 1941 blev der henrettet og myrdet jøder på en skala, der er fuldstændig ubegribelig. Først skete masseudryddelsen af jøder i forbindelse med tilintetgørelseskrigen mod Sovjet fra den 22. juni 1941. Her foregik de store massehenrettelser af jøder, polakker og russere, som især de fire Einsatzgrupper stod bag. I alt 1,5 millioner jøder menes dræbt i de annekterede områder i Sovjetunionen - med hjælp fra bl.a ivrige lokale antisemitter. Dernæst og samtidigt blev massehenrettelser iscenesat med oprettelsen af seks "drabscentre", udryddelseslejre, placeret på polsk annekteret jord. Her mistede mindst 3 millioner jøder livet. Dertil kom 1,5 millioner jødiske ofre i kz-lejrene, ghettoerne og andre steder, hvor de døde som følge af sult, af de grusomme arbejds- og levevilkår eller som følge af henrettelser.

Racepolitikken fra 1941 kan derfor bedst betegnes som en udryddelsespolitik, hvad enten der var en ordre bag massemordet eller ej. Beviseligt er det, at det nazistiske regime stod bag drabet på over 6 millioner jøder fra 1941 til 1945. > Endlösung

Nazistisk race- og jødepolitik - den detaljerede version

Denne tyske kvinde bliver offentligt ydmyget ved at blive klippet skaldet. Hendes "forbrydelse": at have haft seksual kontakt med en jøde - hvilket var forbudt ifølge Nürnberglovene fra 1935.

Den nazistiske racepolitik fra 1933-45 bestod af to elementer: racehygiejne og raceudskillelse (senere raceudryddelse). Nazisterne søgte dermed at holde deres egen "race" ren for abnormiteter og sygdom (racehygiejne) samt at adskille den ariske race fra andre "underliggende" racer (raceudskillelse og raceudryddelse).

Her følger de forskellige faser i den nazistiske race- og jødepolitik, der bestemt ikke så ud til at følge en færdig køreplan hen imod folkemordet.

Perioden 1933-38 var præget af nazisternes forsøg på, at skabe et tysk folkefællesskab, "Volksgemeinschaft", at "rense" den "ariske" race for sygdom og "ikke-ariere". Med andre ord ét folk, i ét land: "Blut und Boden". Racepolitik gennem racehygiejne og raceudskillelse blev derfor centrale dele i nazisternes politik.

Med Hitlers og NSDAP's fulde magtovertagelse af Tyskland i marts 1933, begyndte den stats- og partiorganiserede antisemitisme for alvor at rulle over landet. I første omgang i form af antisemitisk lovgivning og boykot af jødiske butikker. > Nazisternes magtovertagelse 1933

Omkring 2.000 love og forordninger med racepolitiske formål blev vedtaget i perioden 1933-44. I bestræbelserne på at udskille jøderne fra det tyske samfund og adskille tyskere og jøder fra hinanden skulle disse "apartheid"-love føre til, at jødernes rettigheder blev indskrænket, og at de fik begrænset deres indflydelse mest muligt. Forudsætningen for lovgivningen var bl.a. > "Bemyndigelsesloven af 24. marts 1933, der reelt satte det parlamentariske system ud af drift. Derefter kunne regimet udstede love uden om Rigsdagen. Hermed legaliserede regimet diskrimineringen på racemæssigt grundlag.
Her følger en kronologisk gennemgang af jøde- og racepolitikken 1933-38:

Marts 1933

Voldelige aktioner mod jøder og det jødiske handelsliv blev foranstaltet af nazistiske partiaktive og de "vilde" SA-folk. Men da den tyske befolkning blev ængstelige ved disse uroligheder, satte regimet en dæmper på aktionerne.

April 1933

SA-mænd blokerer indgangen til en jødisk butik med skilte: "Tyskere! Forsvar Jer! Køb ikke hos jøder!" USHMM # 11286

Boykotten af jødiske butikker og jødiske den 1. april var styret af nazi-toppen: Hitler, Goebbels og Streicher. I en storstilet aktion denne dag blev indgangen til jødiske butikker spærret af SA-mænd og partifolk. Butikker blev klistret til med slogans som "Tyskere! Forsvar Jer! Køb ikke hos jøder!". Men boykotten varede kun en dag - måske pga. de stærke reaktioner fra udlandet - måske fordi regimet blot ønskede at teste reaktionen fra befolkningen og udlandet.

Juli 1933

I racehygiejnens tegn - for at holde det tyske blod rent - indførtes en lov om tvangssterilisation, hvorefter op imod 200.000 tyskere blev steriliseret.

September-november 1935

I de fortsatte bestræbelser på at diskriminere og udskille jøderne fra det tyske samfund blev det "jødiske spørgsmål" for alvor søgt løst i de berygtede Nürnbergracelove. Den 15. september blev racelovene vedtaget, og den 14. november udsendtes cirkulæret til loven. For første gang blev en jøde nu defineret - ikke ud fra religion eller tro - men ud fra blod.

Kilde: Karl Christian Lammers "Vejen til Auschwitz", (Gyldendal 2000), s. 57

Ifølge definitionen i loven var man "heljøde", hvis man havde mindst tre jødiske bedsteforældre. Man var "halvjøde", hvis man havde to jødiske bedsteforældre, og "kvartjøde", hvis én af bedsteforældrene var jøde. De ca. 39.000 "kvartjøde"r blev stort set forskånet for overlast, mens de 72.000 "halvjøder" oftest regnedes som jøder - og dermed blev de sammen med "heljøderne" underkastet de uhyrlige jødeforfølgelser.

Denne tyske kvinde bliver offentligt ydmyget ved at blive klippet skaldet. Hendes "forbrydelse": at have haft seksual kontakt med en jøde - hvilket var forbudt ifølge Nürnberglovene fra 1935.

Med Nürnbergracelovene legaliserede nazisterne diskrimineringen af jøder og sigøjnere. De blev andenrangsborgere uden de fjerneste politiske rettigheder. Samtidig blev der i racelovene gjort klart, at seksuelt samvær mellem en tysker og en jøde var kriminelt.

1936

I 1936 skete yderligere en radikalisering i den nazistiske jøde- og racepolitik. Fra at udskille jøderne fra det tyske samfund og den tyske race forsøgte man nu med tvang at få jøderne til at emigrere fra Tyskland. Man ville skabe et jødefrit , "Judenfrei", Tyskland. Indtil Nürnberg-lovene i 1935 havde det set ud til, at man vha. "apartheid"-politikken ville gøre livet så surt for jøderne, at de frivilligt rejste fra Tyskland. Men Nürnberg-lovene var altså en skillelinje.

Pga. olympiaden i Berlin 1936 var året 1936 relativt "stille" mht. synlige politisk sanktionerede antisemitiske aktioner. Nazi-regimet havde modtaget kraftige reaktioner fra udlandet pga. den antisemitiske politik. Inden legene blev fx bænke med påskriften "Kun til jøder" og byskilte med "Jøder uønsket" fjernet. Én jøde deltog faktisk i de Olympiske Lege for det tyske hold, selv om det tyske regime ikke var meget for det.

1937

Efter legene i 1936 blev den antisemitiske jødepolitik kørt frem i stilling med fuld kraft - igen. Mange jøder blev nu sammen med de såkaldte "asociale" interneret i kz-lejre.

Gennem regimets historie havde der pågået en "arieserings-proces", der som udgangspunkt havde til formål at fordrive jøderne fra det tyske samfund. Men fra 1937 blev "arieserings-kampagnen" især forbundet med udelukkelsen af jøderne fra det økonomiske liv og afståelse af ejendomme. I 1937 blev jøder tvunget til at afstå virksomheder, ejendomme m.m. til en mindstepris i bestræbelserne på at "ariesere" Tyskland.

1938

Udskillelsen af jøder fra det tyske samfund eskalerede yderligere i august 1938, de blev tvunget til at tage mellemnavnene Sarah (kvinder) og Israel (mænd). I oktober fik alle jøder desuden et stort "J" stemplet i passet - nu var jøderne snart så udskilt fra det tyske samfund, som det overhovedet var muligt. Og mange jøder valgte da også at tage konsekvensen - de emigrerede. En af de kendteste videnskabsmænd, Albert Einstein, forlod Tyskland allerede i 1933 sammen med andre tyske jødiske videnskabsmænd, politikere, kunstnere o.m.a. Nu fulgte mange efter.

I starten flygtede jøderne til Frankrig, Tjekkoslovakiet, siden til England (75.000) og efter 1937 i stor stil til USA 130.000), Palæstina (55.000) og Latinamerika (90.000).

I 1938 var "jødespørgsmålet" organisatorisk blevet underlagt SS. Lige som hos Hitler var holdningen i SS, at "det jødiske spørgsmål" bedst lod sig løse ved at tvinge jøderne til helt at forlade Tyskland. Dén politik fik sin ilddåb i Østrig.

Indlemmelsen, "Anschluss", af Østrig i marts 1938 betød, at yderligere 200.000 jøder kom under det tyske regimes vinger. Anført af SS og Gestapo blev der straks taget drastiske skridt mod en løsning af "det jødiske problem" i Østrig: man tvang ganske enkelt jøderne til at emigrere eller flygte. Den organisatoriske og "succesrige" bagmand var SS-manden Adolf Eichmann, der ledede det centrale kontor for jødisk emigration.

Allerede et halvt år efter Østrigs indlemmelse i Tyskland var 50.000 jøder emigreret fra Østrig. I 1940 var der under 100.000 jøder tilbage i Østrig.

November 1938

Krystalnatten. Mellem d. 9. og 10. november 1938 udspillede sig den værste jødeforfølgelse i Tysklands nyere historie. Synagoger blev brændt ned, 7.500 jødiske butikker blev hærget, glas knustes (deraf "krystal"-natten), og 91 jøder myrdedes. Omkring 30.000 jøder blev efterfølgende interneret i kz-lejrene Dachau, Sachsenhausen og Buchenwald.

Her var igen tale om en optrapning af den nazistiske jødepolitik: nazisterne forfulgte jøderne på en ny og brutal måde for at få jøderne til at udvandre og fjerne det jødiske islæt i Tyskland. Mordet på en tysk diplomat i Paris begået af en jøde blev den direkte anledning til hævntogtet på jøderne i Tyskland, da naziregimet hermed så en kærkommen anledning til at udføre et grusomt og offentligt opgør med jøderne.

Som et direkte resultat af Krystalnatten emigrerede jøderne i stigende antal fra Tyskland. Efter pogromen og frem til krigen i 1939 emigrerede i alt 60.000 jøder. I 1939 havde op mod 60 % af den jødiske befolkning derimod pakket deres kufferter og forladt Tyskland. Men stadig blev ca. 200.000 jøder.

Imens så den tyske befolkning passivt på eskalationen i nazisternes jødepolitik.

Januar 1939

Tyskland anvendte fra begyndelsen af 1939 succes-modellen fra Østrig og begyndte brutalt at tvinge jøder til at emigrere. I januar 1939 havde SS og Heinrich Heydrich fået overdraget ansvaret for at løse "det jødiske spørgsmål" fra Hermann Göring. Dermed overtog SS og Gestapo reelt dette ansvar fra nazi-partiet og SA. Senere blev Rigssikkerhedshovedkontoret (RSHA) hovedcenteret for den bureaukratiske, effektive løsning af "jødespørgsmålet". Adolf Eichmann var den effektive organisator af de tyske jøders udvandring. Han var overflyttet fra Østrig til Tyskland på baggrund af hans østrigske succes.

I januar udtalte Hitler i Rigsdagen, at jøderne ville blive tilintetgjort i Europa, hvis de endnu en gang startede en verdenskrig. Men udtalelsen er dog ikke ensbetydende med, at Hitler på dette tidspunkt ønskede at udrydde jøderne. For nazisterne fortsatte uddrivningen af jøderne fra Tyskland som en central del af jødepolitikken.

September 1939

Jøde- og racepolitikken fik nye dimensioner med Det Tyske Riges angreb på Polen den 1. september. I retorikken fra nazi-toppen var krigen mod Polen en "racekrig". Det handlede fra et nazistisk synspunkt ganske enkelt om den tyske races overlevelse. Hertil skulle man have "Lebensraum" - altså plads!

Om jødernes skæbne var beseglet med angrebet på Polen, er nok mere tvivlsomt. Intet tyder på, at nazisterne planlagde massedrabet, "Endlösung", på jøder i tiden umiddelbart efter september 1939. Til gengæld har historikere peget på, at der var én afgørende handling, der kan have haft betydning for det senere udførte folkemord. Man overtrådte en tærskel til at slå mennesker ihjel - drab, baseret på deres politiske og racemæssige baggrund. For efter invasionen i Polen blev omkring 20.000 polakker fra intelligentsiaen og 7.000 jøder dræbt. Historikere har forklaret disse mord med, at det skete som led i en udslettelse af Polen som selvstændig nation og stat.

Med "medlidenhedsdrabene", eutanasi-programmet, der ramte ca. 270.000 fysisk og psykisk handicappede i Tyskland, overtrådtes også tærskelen til massedrab her. Hitler havde givet tilladelse til at dræbe de handicappede i oktober 1939. Mange af de implicerede folk i aktionen blev siden tilknyttet massedrabene på jøder i Sovjet og i udryddelseslejrene.

21. september 1939- 1940

En anden brutal drejning i jøde- og racepolitikken blev iværksat med oprettelsen af ghettoer i Polen og planer om at lave "jødereservater" med det formål at koncentrere jøderne. Retningslinjer for denne politik synliggjordes i Heydrich's instrukser til Einsatzgrupperne i det besatte Polen. De skulle iværksætte oprettelse af ghettoer og generelt samle og koncentrere jøderne i de større byer. Desuden skulle områder gøres helt jødefri, "Judenfrei". Det blev områderne Warteland, Vestpreussen, Oberschlesien og Posen. Disse områder kom direkte under tysk styre. Jøderne skulle derfor føres til rest-Polen, et ny-oprettet område kaldet Generalguvernementet. Det var her, ghettoerne blev oprettet. Denne politik hang sammen med befolkningspolitikken, der skulle give plads, "Lebensraum", til de tyskere, der havde boet uden for Tysklands grænser før Anden Verdenskrig.

Generalguvernementet blev derefter nærmest som "det vilde vesten": et område, hvor magt stod over ret. I praksis var det SS og Heinrich Himmler, der havde kontrollen med området. Området startede som en form for deportationscentral for jøder. Men da der sandsynligvis ikke var en klar politik omkring, hvad der skulle ske jøderne her - forskellige planer om at deportere de polske jøder til Madagascar og andre steder kuldsejlede i 1941 - endte guvernementet med at blive den sidste endestation før døden i udryddelseslejrene. Udryddelseslejren Chelmno startede med at gasse jøder fra Lodz-ghettoen den 8. december 1941.

Den første ghetto blev oprettet i den polske by Poitrkow Trybunalski i Generalguvernementet i oktober 1939. Frem til 1942 blev omkring 400 ghettoer oprettet på polsk og russisk jord. Jøder boede under de kummerligste forhold, hvor tvangsarbejde, mangel på mad, sygdomsepidemier og vilkårlige henrettelser kostede 100.000'ere af jøder livet. Warszawa-ghettoen var den største. På et tidspunkt var der 445.000 jøder der, mens der i Lodz var 165.000 indespærrede jøder.

I hvert fald ser man i 1942, at de vesteuropæiske jøder bliver inddraget i "Endlösung". Adolf Eichmann står for, at alle jøder, selv i den fjerneste krog i Europa, bliver bragt til gasanlæggene i Polen. Først rettes fokus mod Slovakiet, Kroatien, senere mod Belgien, Frankrig og Nederlandene og siden Norge. Fra 1943 blev alle Balkans jøder forsøgt fanget og sendt til udryddelsesanlæggene. Først i 1944 tømtes Italien og Ungarn for jøder. Omkring 1/2 million ungarske jøder mistede således livet på meget kort tid.

I alt forsvandt omkring seks millioner jøder fra denne verden som grusom følge af nazisternes forrykte race- og antisemitiske ideer. Mellem 100.000 og 200.000 sigøjnere delte skæbne med de jødiske ofre.

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email