Denne side er en undervisningsside om Holocaust for elever og lærere på ungdoms- uddannelserne, samt studerende. Alle andre kan også få glæde af siden.

Om os

E-mail

Hjælp

Søg

Holocaust emner

Forslag til undervisning

Forslag til eleverne

Nürnberglovene

Æresvagter ved nazisternes partidag 10. september 1935, Nürnberg.

Nürnberglovene er en samlet betegnelse for to centrale anti-jødiske love, som udstedtes i forbindelse med nazistpartiets årlige partidag i Nürnberg i september 1935. Lovene og en række efterfølgende forordninger udgjorde dels det juridiske fundament for udskillelsen af jøderne fra det øvrige tyske samfund, dels den racemæssige definition af, hvem der skulle betragtes som 'jøde'.

Mere om:
Hvad er Nürnberglovene?
Forudsætninger og formål
Konsekvenser
Litteratur

Hvad er Nürnberglovene?

'Nürnberglovene' var den almindelige betegnelse for to helt centrale anti-jødiske love, som blev udstedt i forbindelse med nazistpartiets årlige partikongres i Nürnberg i september 1935.

De to love, henholdsvis > 'Rigsborgerloven' og > 'Lov til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære', skulle regulere to meget væsentlige aspekter af jødernes fortsatte liv inden for Det Tyske Rige:

'Rigsborgerloven' gjorde ikke-ariere (først og fremmest jøder) til andenrangs-borgere uden fulde borgerlige rettigheder. Da loven trådte i kraft i september 1935 skulle kun rigtige 'rigsborgere' nyde godt af at være en del af det tyske 'folkefællesskab'; jøderne blev udelukket på grund af deres race fra dette fællesskab.
'Loven til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære' forbød blandt andet ægteskab eller seksuelle forhold mellem ariere og ikke-ariere. Denne 'racehygiejniske' lov skulle sikre, at det tyske blod ikke blev blandet med laverestående racers.

I tillæg til disse to love udstedtes i november 1935 en forordning, som endegyldigt definerede begrebet 'jøde'. Ved samme lejlighed fratog den nazistiske stat jøderne deres borgerlige rettigheder, herunder stemmeretten.

> Nazismens ideologi
> Nürnberglovene - kildetekster
> Hvem var egentlig jøder - ifølge nazistisk raceterminologi?

Forudsætninger og formål

Tilsyneladende var begge love undervejs i nogen tid før partikongressen, men der er næppe tvivl om, at de blev til efter pres 'inde fra' i nazistpartiet. Det var specielt partiets radikale fløj, med den ekstreme antisemit Julius Streicher i spidsen, som krævede væsentlige og radikale initiativer mod jøderne. Alt tyder på, at Hitler i efteråret 1935 gav efter for dette pres, selvom ledende embedsmænd inden for statsmagten ikke var begejstrede.

Den almindelige tyske befolkning var generelt tilfredse med lovene, fordi de forklarede og definerede jødernes status. Mange håbede desuden, at der med lovene blev sat en stopper for partiets stormtroppers spontane voldsaktioner mod blandt andet jødiske forretningsdrivende. Samtidig var det vigtigt for mange, at staten med disse love påtog sig det egentlige ansvar for diskriminationen af jøderne, og at den almindelige borger hermed kunne have sin gode samvittighed i behold.

Mange af de tyske jøder tog paradoksalt nok vel i mod lovene. Mange var af den overbevisning, at der med Nürnberglovene var sket en endelig regulering af de tyske jøders status, og at der herefter ikke ville ske øvrige indgreb i jødernes stilling.

> Reaktion på Nürnberglovene fra Det jødiske Rigsforbund - kildetekst

Konsekvenser

Den vigtigste konsekvens af Nürnberglovene var uden tvivl, at det nu blev fastlagt, hvem der var jøde og hvem der var arier. Selvsagt kom dette til at spille en helt afgørende rolle senere hen, da nazisterne påbegyndte deportationen og udryddelsen af de tyske jøder.

Det mest interessante ved definitionen er, at den er baseret på 'blodet'. En person var jøde, hvis mindst tre bedsteforældre var af jødisk oprindelse. At være jøde afhang således ikke længere af den religiøse overbevisning. På længere sigt betød dette, at de tyske jøder eksempelvis ikke kunne konvertere til kristendommen og dermed undgå deportationerne.

Den anden vigtige konsekvens af Nürnberglovene var, at staten på lovmæssigt grundlag havde ret til at diskriminere jøder (og sigøjnere), som fik status af andenrangsborgere. Det blev en vigtig forudsætning for den senere udryddelse af de tyske jøder, at de ikke udgjorde en del af det tyske 'folkefællesskab' ('Volksgemeinschaft').

Litteratur

Friedländer, Saul: "Nazi Germany & The Jews. Vol 1: The Years of Persecution, 1933-1939" (London 1997), kapitel 5.

Lammers, Karl Christian: "Vejen til Auschwitz" (København 2000).

Longerich, Peter: "Politik der Vernichtung" (München 1998), kapitel 2.