.
forside > emner > holocaust

Denne side er en undervisningsside om Holocaust for elever og lærere på ungdoms- uddannelserne, samt studerende. Alle andre kan også få glæde af siden.

Om os

E-mail

Hjælp

Søg



Holocaust emner

Forslag til undervisning

Forslag til eleverne                          

 


Printervenlig udgave

Sigøjnere under Holocaust

En gruppe sigøjnere venter på instrukser fra nazisterne i Belzec. USHMM #74705.

Det var ikke kun jøder, som blev udsat for systematisk forfølgelse og drab under Anden Verdenskrig. Også sigøjnere, både fra Tyskland og andre dele af Europa, blev forfulgt og myrdet af nazisterne.




Mere om:
Hvem er sigøjnerne?
Traditionel sigøjnerpolitik
Racehygiejne
1933-1939
1940-1945
Litteratur



Hvem er sigøjnerne?

Sigøjnere kan defineres både kulturelt og etnisk. Der er derfor tale om en sammensat betegnelse.

Kulturelt defineres de som en gruppe af omvandrende mennesker af 'fremmed herkomst'.

Den etniske definition betegner sigøjnere som en særlig befolkning, en 'race'. Denne race kan defineres kulturelt eller biologisk. Mens den kulturelle race er kendetegnet ved en bestemt livsstil og kultur, er den biologiske race kendetegnet ved blodsbeslægtethed, det vil sige familieskab.

Den officielle betegnelse for sigøjnere i dag er 'Roma', i tysktalende områder 'Roma og Sinti'.




Traditionel sigøjner-politik

Oprindeligt havde den tyske sigøjner-politik, som den blev formuleret i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til formål at få sigøjnerne integreret i det 'almindelige' samfund. Sigøjnerne skulle ophøre med at flytte fra sted til sted, de skulle have fast bopæl, dyrke jorden og i det hele taget blive gode og fornuftige samfundsborgere. De blev af staten opfattet som tilbagestående individer, som med en smule held og fornuftig lovgivning kunne gøres til "almindelige mennesker". Med et moderne ord skulle de 'socialiseres'.

Problemet med disse målsætninger var, at ingen områder ønskede at blive hjemsted for sigøjnerne. Dette dilemma blev til dels 'løst' ved, at de lokale myndigheder i Tyskland og Østrig forsøgte at sende sorteper videre til deres naboområder ved at fordrive sigøjnerne. I teorien skulle sigøjnerne slå sig ned et bestemt sted, men i praksis blev de således ofte fordrevet. Indsatsen mod sigøjnerne - som ofte blev opfattet som en plage, der skulle bekæmpes - var således usystematisk og set fra magthavernes synsvinkel ikke særlig effektiv.




Racehygiejne

Den ovenfor beskrevne traditionelle opfattelse af sigøjner-spørgsmålet blev under det nazistiske regime afløst af en lagt mere radikal tankegang. Moderne teorier om racernes indbyrdes kamp betød også en komplet nyvurdering af sigøjnerne. Det var de selvsamme teorier, der lå bag nazisternes opfattelse af jøderne som en 'anti-race'. Ifølge denne moderne racisme var sigøjnerne en underlegen race, som dybest set var til fare for det tyske folk og ikke mindst for det tyske 'blods' overlevelse.

Den store mand inden for denne form for sigøjner-forskning var dr. Robert Ritter, som i midten af 1930'erne grundlagde et 'Forskningsinstitut for Racehygiejne'. Ritter var tilhænger af en radikal tilgang til 'sigøjner-spørgsmålet' eller 'sigøjner-problemet', som det i stigende grad blev omtalt som. Fra at skulle integreres i samfundet var kom der tanker frem om præcis det modsatte: sigøjnerne hverken kunne eller skulle være en del af det tyske folkefællesskab, men skulle i stedet tvangssteriliseres for derigennem at forsvinde som race.

Eksamination af racekendetegn på en ung tysk dreng på Kaiser Wilhelm Instituttet for antropologi. USHMM #78570

I praksis blev der ikke fra nazistisk side gjort meget i relation til sigøjnerne - i første omgang. Hitler interesserede sig ikke nævneværdigt for dem (i modsætning til jøderne), men sigøjnerne blev efterhånden også omfattet af de racelove, som hovedsageligt var rettet mod jøderne. Et eksempel var Nürnberglovene.

Hovedmålgruppen for dr. Ritters forskning var ikke de "rene" sigøjnere. I stedet var han langt mere optaget af de såkaldte 'Mischlinge' (bastarder), hvilket vil sige personer af delvis sigøjner-herkomst. Ligesom 'halv'- og 'kvartjøder', blev 'halv'- og 'kvartsigøjnere' opfattet som en forurening af den rene tyske/ariske race. Denne forurening kunne, ifølge tidens raceteorier, føre til en degeneration af det tyske folk og på længere sigt til det tyske folks undergang. Det tyske folk skulle derfor gøres stærkt ved at fjerne disse 'Mischlinge' fra nationen. Det var dette princip om racehygiejne, som på samme måde ramte jøder samt psykisk syge (sidsnævnte gruppe i det berygtede "eutanasi-program").

> Nazismens ideologi
> Nürnberglovene
> Euatanasi - medlidenhedsdrab


Kildetekst:

> Dr. Robert Ritter vedrørende formålet med 'Forskningsinstituttet for Racehygiejne'



1933-1939

Franske sigøjnere i kz-lejren Dachau .

For sigøjnernes vedkommende udmøntede det statslige ønske om racehygiejniske foranstaltninger sig først og fremmest i en skærpet politiovervågning. Sigøjnerne blev betragtet som asociale, og for ikke at forstyrre eller ødelægge det arbejdsomme tyske folkefællesskab blev de fra 1935 samlet i sigøjnerlejre. Den første 'prototype' blev sigøjner-lejren i Köln.

I december 1938 udstedte chefen for SS og politiet,
Heinrich Himmler, et 'Dekret vedrørende kampen mod sigøjner-plagen'. Som følge heraf blev omkring 2.000 sigøjnere interneret i koncentrationslejrene Buchenwald, Dachau, Mauthausen, Ravensbrück og Sachsenhausen. Kriteriet for overflyttelse til en kz-lejr var først og fremmest manglende fast arbejde. Hvis man var uden arbejde, eller hvis arbejdet ikke var 'fast nok', kunne resultatet meget vel blive et ophold i en kz-lejr.




1940-1945

Efter udbruddet af krigen i 1939 blev den nazistiske stats anti-sigøjnerpolitik mere intensiv. I stigende grad havde man fra officiel side den holdning, at sigøjnerne parallelt med jøderne skulle 'ud af Riget'. Som følge af denne radikalisering blev ca. 2.300 sigøjnere deporteret til Generalguvernementet i maj 1940. Hér var de overhovedet ikke velkomne, og sigøjnerne blev placeret i særlige dele af de i forvejen overfyldte ghettoer.

I efteråret 1941 blev 5.000 østrigske sigøjnere deporteret til den jødiske ghetto i Lodz, hvor de fik deres egen sektion. Forholdene for sigøjnerne var ekstremt dårlige og i en vis henseende værre end for jøderne, fordi der slet ikke eksisterede nogen former for sanitet i disse sektioner. Mange omkom på grund af sygdomsepidemier eller de sultede ihjel. De sigøjnere, som i første omgang overlevede forholdene i ghettoen, blev sammen med de jødiske beboere gasset ihjel i udryddelseslejren Chelmno.

Sigøjnere og serbere er blevet fanget af Ustasa og marcherer til deportering fra Jasenovac kz-lejren, Jugoslavien. USHMM #85799

På østfronten og i Generalguvernementet blev sigøjnerne efter krigsudbruddet henrettet (skudt) - typisk som "spioner", "tyveknægte", "fremmedelementer" eller "partisaner". Der var ingen systematisk jagt på sigøjnerne (i modsætning til jøderne) - de tyske sikkerhedstropper skød 'kun' sigøjnere, når de stødte på dem.

I Østeuropa blev sigøjnere generelt opfattet som spioner og upålidelige.Inden for Det Tyske Rige var opfattelsen af dem langt mere påvirket af raceideologien. Hér blev sigøjnere set som skadelige for 'Folkeorganismen'.

Sigøjnerne blev deporteret fra Vesteuropa til Auschwitz i foråret 1943. Dette skete efter udstedelsen af
Heinrich Himmlers såkaldte 'Auschwitz Ordre'. Ordren involverede sigøjnere fra Tyskland (inklusiv Østrig og Tjekkiet), Holland, Belgien og det tyskbesatte Nordfrankrig. Ved deportationerne gjorde myndighederne brug af de omfattende arkiver, som efterhånden var blevet samlet af dr. Robert Ritter i hans 'Forskningsinstitut for Racehygiejne'.

Knapt 23.000 sigøjnere blev deporteret til Auschwitz - en så godt som 100% sikker dødsdom. Ca. 3.000 sigøjnere overlevede umiddelbart opholdet i udryddelseslejren, men mange heraf omkom enten i andre lejre eller på dødsmarcher mod vest i de sidste måneder af krigen, da tyskerne evakuerede lejrene i Polen.

Parallelt med deportationerne blev tvangssterilisationerne af sigøjnerne i Tyskland sat i system. Denne uhyggelige metode til forhindring af fremtidig befolkningstilvækst blandt sigøjnere var selvsagt traumatisk for et folkeslag, hvor det at få mange børn traditionelt bliver set som en velsignelse.

Det er svært at sige noget præcist om, hvor mange sigøjnere, som omkom under Anden Verdenskrig. Dette skyldes ikke mindst, at ingen har et klart billede af, hvor mange sigøjnere, der levede i Europa før krigen. Historikere regner dog med, at mindst 200.000 sigøjnere mistede livet som følge af nazisternes forfølgelse.

Kildetekst:

> Elisabeth Guttenberger beskriver ankomsten til Auschwitz
> Filip Müller beskriver likvidationen af sigøjnerlejren i Auschwitz, august 1944
> Rigssundhedsfører dr. Leonardo Conti om vigtigheden af sterilisationer



Litteratur

Fings, Karola m.fl. (red.): "From 'Race Science' to the Camps: The Gypsies during the Second World War", vol. 1 (Hatfield 1997).

Kenrick, Donald (red.): "In the shadow of the Swastika: The Gypsies during the Second World War", vol 2 (Hatfield 1999).

Pedersen, Fritz: "Skyd zigeunerne: zigeunernes Holocaust under nazismen 1933-45" (København 1990).

Thurner, Erika: "National Socialism and Gypsies in Austri" (London 1998).

Zimmermann, Michael: "Rassenutopie und Genozid: Die nationalsozialistische "Lösung der Zigeunerfrage"" (Hamburg 1996).



Test din viden | Tidslinjer | Statistik | Billedgalleri | Kilder | Oversigtskort
                                                                                                                                                                                                                 
 
 

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email