Sigøjnere under Holocaust

Hvem er sigøjnerne?

Sigøjnere kan defineres både kulturelt og etnisk. Der er derfor tale om en sammensat betegnelse.

Kulturelt defineres de som en gruppe af omvandrende mennesker af 'fremmed herkomst'.

Den etniske definition betegner sigøjnere som en særlig befolkning, en 'race'. Denne race kan defineres kulturelt eller biologisk. Mens den kulturelle race er kendetegnet ved en bestemt livsstil og kultur, er den biologiske race kendetegnet ved blodsbeslægtethed, det vil sige familieskab.

Den officielle betegnelse for sigøjnere i dag er 'Roma', i tysktalende områder 'Roma og Sinti'.

Traditionel sigøjner-politik

Oprindeligt havde den tyske sigøjner-politik, som den blev formuleret i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til formål at få sigøjnerne integreret i det 'almindelige' samfund. Sigøjnerne skulle ophøre med at flytte fra sted til sted, de skulle have fast bopæl, dyrke jorden og i det hele taget blive gode og fornuftige samfundsborgere. De blev af staten opfattet som tilbagestående individer, som med en smule held og fornuftig lovgivning kunne gøres til "almindelige mennesker". Med et moderne ord skulle de 'socialiseres'.

Problemet med disse målsætninger var, at ingen områder ønskede at blive hjemsted for sigøjnerne. Dette dilemma blev til dels 'løst' ved, at de lokale myndigheder i Tyskland og Østrig forsøgte at sende sorteper videre til deres naboområder ved at fordrive sigøjnerne. I teorien skulle sigøjnerne slå sig ned et bestemt sted, men i praksis blev de således ofte fordrevet. Indsatsen mod sigøjnerne - som ofte blev opfattet som en plage, der skulle bekæmpes - var således usystematisk og set fra magthavernes synsvinkel ikke særlig effektiv.

Racehygiejne

Den ovenfor beskrevne traditionelle opfattelse af sigøjner-spørgsmålet blev under det nazistiske regime afløst af en lagt mere radikal tankegang. Moderne teorier om racernes indbyrdes kamp betød også en komplet nyvurdering af sigøjnerne. Det var de selvsamme teorier, der lå bag nazisternes opfattelse af jøderne som en 'anti-race'. Ifølge denne moderne racisme var sigøjnerne en underlegen race, som dybest set var til fare for det tyske folk og ikke mindst for det tyske 'blods' overlevelse.

Den store mand inden for denne form for sigøjner-forskning var dr. Robert Ritter, som i midten af 1930'erne grundlagde et 'Forskningsinstitut for Racehygiejne'. Ritter var tilhænger af en radikal tilgang til 'sigøjner-spørgsmålet' eller 'sigøjner-problemet', som det i stigende grad blev omtalt som. Fra at skulle integreres i samfundet var kom der tanker frem om præcis det modsatte: sigøjnerne hverken kunne eller skulle være en del af det tyske folkefællesskab, men skulle i stedet tvangssteriliseres for derigennem at forsvinde som race.

Eksamination af racekendetegn på en ung tysk dreng på Kaiser Wilhelm Instituttet for antropologi. USHMM #78570

1933-1939

Franske sigøjnere i kz-lejren Dachau .

1940-1945

Efter udbruddet af krigen i 1939 blev den nazistiske stats anti-sigøjnerpolitik mere intensiv. I stigende grad havde man fra officiel side den holdning, at sigøjnerne parallelt med jøderne skulle 'ud af Riget'. Som følge af denne radikalisering blev ca. 2.300 sigøjnere deporteret til Generalguvernementet i maj 1940. Hér var de overhovedet ikke velkomne, og sigøjnerne blev placeret i særlige dele af de i forvejen overfyldte ghettoer.

I efteråret 1941 blev 5.000 østrigske sigøjnere deporteret til den jødiske ghetto i Lodz, hvor de fik deres egen sektion. Forholdene for sigøjnerne var ekstremt dårlige og i en vis henseende værre end for jøderne, fordi der slet ikke eksisterede nogen former for sanitet i disse sektioner. Mange omkom på grund af sygdomsepidemier eller de sultede ihjel. De sigøjnere, som i første omgang overlevede forholdene i ghettoen, blev sammen med de jødiske beboere gasset ihjel i udryddelseslejren Chelmno.

Sigøjnere og serbere er blevet fanget af Ustasa og marcherer til deportering fra Jasenovac kz-lejren, Jugoslavien. USHMM #85799

Litteratur

Fings, Karola m.fl. (red.): "From 'Race Science' to the Camps: The Gypsies during the Second World War", vol. 1 (Hatfield 1997).

Kenrick, Donald (red.): "In the shadow of the Swastika: The Gypsies during the Second World War", vol 2 (Hatfield 1999).

Pedersen, Fritz: "Skyd zigeunerne: zigeunernes Holocaust under nazismen 1933-45" (København 1990).

Thurner, Erika: "National Socialism and Gypsies in Austri" (London 1998).

Zimmermann, Michael: "Rassenutopie und Genozid: Die nationalsozialistische "Lösung der Zigeunerfrage"" (Hamburg 1996).