.
forside > kilder

Denne side er en undervisningsside om Holocaust for elever og lærere på ungdoms- uddannelserne, samt studerende. Alle andre kan også få glæde af siden.

Om os

E-mail

Hjælp

Søg



Holocaust emner

Forslag til undervisning

Forslag til eleverne                          

 


Printervenlig udgave

Holocaust benægtelse - kildetekster

Tekst 150: Austin J. App's otte påstande om Holocaust, som alle kan tilbagevises som falske, men som er typiske for Holocaust-benægtelse
Tekst 151: 66 benægterspørgsmål & -svar om Holocaust - med tilbagevisninger af benægternes påstande
Tekster 152: A. Holocaust-benægtelse vs. ytringsfrihed
Tekster 153: B. Dialog/debat med Holocaust-benægterne vs. 'tie dem ihjel'
Tekster 154: C. Holocaust-benægtelse og folkedrabs-benægtelse
Tekster 155: D. Er Holocaust unikt? 'Holocaust-relativisme' og 'unikhed som benægtelse'


Tekst 150: Austin J. App's otte påstande om Holocaust, som alle kan tilbagevises som falske, men som er typiske for Holocaust-benægtelse

  1. Emigration, aldrig udryddelse, var Rigets plan for at løse Tysklands jødiske problem. Havde Tyskland haft til hensigt at tilintetgøre alle jøderne, ville en halv million koncentrationslejr-fanger ikke have overlevet og været i stand til at komme til Israel, hvor de modtager "fede erstatninger fra Vesttyskland".

  2. "Absolut ingen jøder blev gasset i nogen koncentrationslejr i Tyskland, og beviserne på, at ingen blev gasset i Auschwitz, hober sig op." Hitlers gaskamre har aldrig eksisteret. Gasnings-installationerne, som blev fundet i Auschwitz, var i virkeligheden krematorier til brug for at kremere ligene af dem, som var døde af forskellige årsager, heriblandt de "folkedræbende" engelsk-amerikanske bombetogter.

  3. Hovedparten af de jøder, som forsvandt og som der ikke er gjort rede for, forsvandt i områder under sovjetisk kontrol, ikke under tysk.

  4. Hovedparten af de jøder, som tilsyneladende døde i tyske hænder var, reelt, fjender af staten, partisaner, spioner, sabotører og kriminelle, eller ofre for uheldige men internationalt set lovlige gengældelser.

  5. Hvis der eksisterede den mindste sandsynlighed for, at nazisterne virkelig udryddede seks millioner jøder, ville "Verdens-jødedommen" kræve subsidier til at drive forskning inden for emnet, og Israel ville åbne sine arkiver for historikere. Dette har de ikke gjort. I stedet har de forfulgt og stemplet enhver som antisemit, der ønskede offentligt at omtale svindelnummeret.

  6. Jøderne, og medierne som ønsker at udnytte dette tal, har ikke været i stand til at give selv det mindste bevis på dets korrekthed. Jøderne fejlciterer Eichmann og andre nazister for at give deres påstande mere vægt.

  7. De er anklagerne, ikke de anklagede, som må har bevisbyrden i forhold til at underbygge tallet seks millioner. Talmudisterne og bolsjevikkerne har intimideret tyskerne så meget, at de betaler milliarder og ikke tør kræve beviser.

  8. Det faktum, at jødiske forskere selv har "latterlige" uoverensstemmelser i deres beregninger af antallet af ofre er et klart tegn på, at der ikke findes noget videnskabeligt bevis på denne påstand.

Oversat fra: Austin J. App, The Six Million Swindle, (1973), s. 18-19.



Tekst 151: 66 benægterspørgsmål & -svar om Holocaust - med tilbagevisninger af benægternes påstande

OBS! Både spørgsmål og svar er udarbejdet af Institute for Historical Research - centrum for den amerikanske benægter-bevægelse. Der er med andre ord tale om en klassisk retorisk fremgangsmåde, hvor spørgsmålene tilpasses efter svarene og ikke omvendt. Det er naturligvis svarene, som er det vigtige budskab for IHR. Tilbagevisningerne af IHR's påstande er udarbejdet af Brian BM Larsen og Peter Vogelsang.



1. Hvilke beviser findes der for, at nazisterne begik folkemord eller med fuldt overlæg dræbte seks millioner jøder?

Benægterne: "Ingen. De eneste beviser er vidneudsagn fra individuelle "overlevende". Disse vidneudsagn er selvmodsigende, og kun få "overlevende" hævder faktisk at have været vidne til "gasning". Der er ingen holdbare beviser overhovedet: Ingen askedynger, intet krematorium i stand til at udføre opgaven, ingen bunker af tøj, ingen sæbe fremstillet af lig, ingen lampeskærme fremstillet af menneskehud, ingen optegnelser, ingen troværdige demografiske statistikker."

Tilbagevisning: Der findes mange forskellige typer af beviser på, at omkring 6 millioner jøder blev dræbt af nazisterne: samtidige skriftlige kilder, øjenvidneberetninger, fotografier, koncentrations- og udryddelseslejrenes fysiske eksistens samt demografiske oplysninger. I sig selv er ingen af kilderne nok til at bevise drabet på 6 millioner jøder, men sammenholdes materialet, er 6 millioner det i øjeblikket mest præcise tal [Se W. Benz, Dimension des Völkermords (München, 1991)].



2. Hvilke beviser findes der for, at seks millioner jøder ikke blev slået ihjel af nazisterne?

Benægterne: "Der findes et omfattende retsteknisk, demografisk, analytisk og komparativt bevismateriale, som påviser det usandsynlige i sådanne talstørrelser, der er tale om en overdrivelse på måske 1000 procent."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Enkelte kilder peger i denne retning, men bevismaterialet er - om noget - ikke omfattende.



3. Har Simon Wiesenthal engang skriftligt erklæret, at der ikke fandtes gaskamre på tysk jord?

Benægterne: "Ja. I tidsskriftet Books & Bookmen fra april 1975. Han hævder, at gasningen fandt sted i Polen."

Tilbagevisning: Dette er korrekt, men kun for så vidt, at Wiesenthal mente, at der ikke fandtes gaskamre til masseudryddelse på tysk jord.



4. Når Dachau lå i Tyskland, og selv Simon Wiesenthal siger, at den ikke var en tilintetgørelseslejr, hvordan kan det så være, at tusinder af amerikanske krigsveteraner siger, at den var en tilintetgørelseslejr?

Benægterne: "Fordi der, efter at de allierede havde indtaget lejren, blev ledt tusinder af amerikanske soldater gennem den, hvor de fik forevist bygninger, som formodedes at være gaskamre, og fordi massemedierne vidt og bredt, men usandt, erklærede, at Dachau var en "gasnings"-lejr."

Tilbagevisning: Dachau var ikke en tilintetgørelseslejr i egentlig forstand, hvis der dermed menes en lejr i stil med for eksempel Auschwitz. Omvendt døde tusindvis af fanger i Dachau blandt andet af sult eller ved tilfældige henrettelser. Betegnelsen tilintetgørelseslejr eller udryddelseslejr bruges normalt kun om Auschwitz, Treblinka, Majdanek, Sobibor, Belzec og Chelmno.

> Udryddelseslejre


5. Auschwitz lå i Polen og ikke i Tyskland. Er der beviser på, at der fandtes gaskamre til at dræbe mennesker i eller ved Auschwitz?

Benægterne: "Nej. Auschwitz, som blev indtaget af sovjethæren, blev gennemgribende ændret efter krigen, og et ligkapel blev ombygget til at se ud som et stort "gaskammer". Efter at USA's førende ekspert i gaskammerkonstruktion, Fred Leuchter, undersøgte dette og andre formodede Auschwitzgasningsfaciliteter, erklærede han, at det var en absurditet at påstå, at de blev eller kunne have været anvendt til henrettelser."

Tilbagevisning: For det første bemærkes det, at Fred Leuchter ikke er ekspert i gaskammerkonstruktion; for det andet er hans såkaldte "Leuchter-rapport" om gaskamrene i Auschwitz usandfærdig og ganske underkendt af videnskabelige fagfolk. Der er mange typer beviser på eksistensen af gaskamre i Auschwitz, således alle de typer, som nævnes under tilbagevisningen af spm. 1.



6. Hvis Auschwitz ikke var en "dødslejr", hvad var da dens sande formål?

Benægterne: "Den var et omfattende fabrikskompleks. Der blev fremstillet syntetisk gummi (buna). De indsatte blev brugt som arbejdskraft. Buna-processen blev også anvendt i USA under Anden Verdenskrig."

Tilbagevisning: Auschwitz var ikke kun en udryddelseslejr, men også en arbejdslejr, hvor der ganske rigtigt blev fremstillet syntetisk gummi. Udryddelsesdelen af Auschwitz hed Birkenau. Ved ankomsten til lejren blev fangerne sorteret i arbejdsdygtige og uarbejdsdygtige (sidstnævnte var oftest børn, syge og ældre). De uarbejdsdygtige blev gasset umiddelbart efter ankomsten, mens de arbejdsdygtige blev overført til arbejdslejren.



7. Hvem byggede den første koncentrationslejr og hvor og hvornår?

Benægterne: "Den første brug af koncentrationslejre i den vestlige verden var i Amerika under den Nordamerikanske Frihedskrig. Englænderne internerede tusinder af amerikanere, hvoraf mange døde af sygdomme og mishandling. Senere byggede englænderne koncentrationslejre i forbindelse med boerkrigen i Sydafrika, hvor de internerede kvinder og børn af boerafstamning. Der døde titusinder disse forfærdelige steder, som var langt værre end nogen tysk kz-lejr under Anden Verdenskrig."

Tilbagevisning: Det er vigtigt at skelne mellem forskellige typer lejre. Vigtigst er det at understrege forskellen mellem koncentrationslejre og udryddelseslejre. I det nazistisk besatte Europa fandtes begge typer. Sammenligningen med englændernes internering af amerikanere og boere er i denne sammenhæng irrelevant, idet disse personers lidelser ikke formindsker, relativerer eller bortforklarer kz-lejr-fangernes lidelser før og under 2. Verdenskrig.



8. Hvilken forskel var der på de tyske kz-lejre og de amerikanske interneringslejre, hvor amerikanere af japansk afstamning blev indsat under 2. verdenskrig?

Benægterne: "Ud over navnet var den eneste nævneværdige forskel, at tyskerne internerede personer på grundlag af en virkelig eller formodet sikkerhedstrussel mod den tyske krigsførsel, hvorimod amerikanerne internerede alene på grundlag af race."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Tyskerne internerede ikke jøder på grundlag af virkelige eller formodede sikkerhedstrusler, men netop på grund af race. Andre typer fanger var interneret af andre årsager, fx politiske modstandere, homoseksuelle og kriminelle.

> Nazistisk ideologi



9. Hvorfor satte tyskerne jøderne i kz-lejre?

Benægterne: "Fordi tyskerne regnede jøderne for en direkte trussel mod deres nationale suverænitet og overlevelse, og fordi jøderne var talstærkt repræsenteret i kommunistiske aktiviteter, i hvert fald var alle, der blev mistænkt for at være en trussel mod sikkerheden - ikke kun jøderne - i fare for at blive interneret."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Jøderne udgjorde naturligvis ikke en trussel mod den tyske suverænitet - de tyske jøder var blandt de bedst integrerede i Europa. Som nævnt under tilbagevisningen af spm. 8 blev jøderne interneret på grundlag af deres race - i modsætning til andre grupper.



10. Hvilke omfattende forholdsregler tog jøderne mod Tyskland så tidligt som i 1933?

Benægterne: "En international boykot af tyske varer."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Jøderne som gruppe havde ingen mulighed for at boykotte tyske varer. Boykotten blev startet på initiativ af specielt amerikansk-jødiske organisationer på grund af Tysklands anti-jødiske foranstaltninger. Boykotten var således en reaktion på nazistiske initiativer, ikke omvendt.



11. Erklærede verdens jøder krig mod Tyskland?

Benægterne: "Ja. Massemedierne verden over bragte overskrifter som "Judæa erklærer krig mod Tyskland"."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Igen er det vigtigt at understrege, at der ikke eksisterer et koncept à la "verdens jøder". Visse jødiske grupperinger erklærede sig som modstandere af Tyskland, men eftersom staten Israel endnu ikke var oprettet (dette skete først i 1948), kunne ingen jødisk stat erklære krig mod Tyskland.



12. Var dette før eller efter, at rygterne om "dødslejre" begyndte?

Benægterne: "Næsten 6 år før. Judæa erklærede krig mod Tyskland i 1933."

Tilbagevisning: Begrebet "Judæa" er en fiktion taget ud af luften.



13. Hvilken nation var den første, som foretog massebombardementer fra luften mod civilbefolkningen?

Benægterne: "Storbritannien - den 10. maj 1940."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt - og i øvrigt også irrelevant. Det første massebombardement var det tyske Luftwaffes berygtede bombardement af den spanske by Guernica under den spanske borgerkrig i 1937. Men dette har intet med Holocaust at gøre og fritager derfor hverken englænderne, tyskerne eller andre for ansvar for massebombardementer mod civilbefolkninger.



14. Hvor mange gaskamre til at dræbe mennesker var der i Auschwitz?

Benægterne: "Ingen."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Der eksisterede i Auschwitz fem gaskamre, hvis formål det var at slå mennesker ihjel.

> Udryddelseslejre



15. Hvor mange jøder var der før krigen i de områder, som kom under tysk kontrol?

Benægterne: "Mindre end 4 millioner."

Tilbagevisning: Holocaust-benægterne, som står bag disse '66 spørgsmål og svar', har selv siden hen revideret dette tal til "mindre end 6 millioner". Tyskerne mente selv (jf. Wannsee-konferencens protokol), at der var omkring 11 millioner jøder i hele Europa.

> Wannsee-konferencen - kildetekster



16. Hvis Europas jøder ikke blev udryddet af nazisterne, hvad skete der da med dem?

Benægterne: "Efter krigen var Europas jøder stadig i Europa på nær ca. 300.000, som døde af alle mulige årsager under krigen, samt dem, som udvandrede til Israel, USA, Argentina, Canada osv. De fleste jøder, som forlod Europa, gjorde dette efter og ikke under krigen. Dem er der alle gjort regnskab for."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Udsagnet er absurd, og en tilbagevisning er unødvendig, idet nazisterne jo netop udryddede omkring 6 millioner jøder.



17. Hvor mange jøder flygtede langt ind i Sovjetunionen?

Benægterne: "Over to millioner. Tyskerne kunne ikke nå denne jødiske befolkning."

Tilbagevisning: Dette er korrekt. Men det lykkedes ikke desto mindre tyskerne at myrde en meget stor gruppe sovjetiske jøder, ikke mindst ved brug af de såkaldte Einsatzgrupper. De nyeste (og pga. manglende data meget usikre) drabstal ligger på omkring 2 millioner myrdede sovjetiske jøder.

> Mordet på de sovjetiske jøder



18. Hvor mange jøder udvandrede før krigen og befandt sig således uden for tysk rækkevidde?

Benægterne: "Over en million (ikke medregnet dem, som blev absorberet i Sovjetunionen)."

Tilbagevisning: Dette er korrekt - men irrelevant i forhold til Holocaust. Trods den jødiske udvandring var der ved 2. Verdenskrigs start stadig mange millioner tilbage i Europa.



19. Hvis Auschwitz ikke var en udryddelseslejr, hvorfor tilstod kommandant Höss så, at den var det?

Benægterne: "Han blev tortureret af jødiske forhørsledere i engelske uniformer, således som en af dem siden har indrømmet."

Tilbagevisning: Denne påstand har forfatterne til de '66 spørgsmål og svar' selv måttet revidere. Höss's tilståelse - uafhængigt af, om den er opnået under tortur eller ej - underbygges af mange andre typer af beviser, jf. tilbagevisningen af spm. 1. Dertil kommer, at selve påstanden om tortur kun støttes af to meget tvivlsomme kilder.



20. Findes der nogen beviser for, at det var den amerikanske, engelske, franske og sovjetiske fremgangsmåde at torturere tyske fanger for at opnå tilståelser ved Nürnbergprocessen og andre steder?

Benægterne: "Der findes et omfattende bevismateriale for anvendelsen af tortur både før og under den berømte Nürnbergproces - samt sidenhen i forbindelse med andre krigsforbryderprocesser."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Muligvis er der i enkeltstående tilfælde blevet benyttet vold til at fremkalde tilståelser, men dette er ikke det samme som, at der eksisterede en sådan generel fremgangsmåde. Dette var naturligvis ikke tilfældet.



21. Hvordan gavner "Holocaust"-historien jøderne idag?

Benægterne: "Den fritager dem for enhver kritik som gruppe. Den giver dem en samhørighed, hvormed deres ledere kan kontrollere dem. Den er et redskab ved pengeindsamlinger og til at retfærdiggøre hjælp til Israel på 10 milliarder dollars om året."

Tilbagevisning: For det første: Holocaust er ingen historie. For det andet bør Holocaust naturligvis ikke fritage jøder for kritik eller give jødiske ledere kontrol, hvis dette er uberettiget. For det tredie er økonomisk hjælp i størrelsesordenen 10 milliarder dollars om året ganske absurd. Det er korrekt, at USA yder økonomisk støtte til Israel, men slet ikke i en sådan målestok.



22. Hvordan gavner "Holocaust"-historien staten Israel?

Benægterne: "Den retfærdiggør de milliarder af dollars i "erstatning", som staten Israel har modtaget af Vesttyskland (det forhenværende DDR nægtede at betale). Den bliver i USA brugt af den zionistiske/israelske lobby til at kontrollere den amerikanske udenrigspolitik over for Israel og til at tvinge de amerikanske skatteydere til at ryste op med alle de penge, Israel ønsker."

Tilbagevisning: Igen: Holocaust er ingen historie. Der er forskere, som mener, at selve Holocaust som historisk begivenhed spiller en væsentlig rolle for det politiske forhold mellem USA, Tyskland og Israel, men dette spørgsmål er irrelevant i forhold til eksistensen af Holocaust (om end langtfra irrelevant i andre diskussioner).



23. Hvordan gavner "Holocaust"-historien den kristne gejstlighed?

Benægterne: "Den bekræfter den gammeltestamentlige ide om jøderne som det "udvalgte folk". Den holder også det israelsk kontrollerede "hellige land" tilgængeligt for gejstligheden."

Tilbagevisning: Denne påstand virker uforståelig. Hvorfor skulle kristne gejstlige være interesserede i at opretholde den gammeltestamentlige idé om jøderne som Guds udvalgte folk? Og hvordan bidrager Holocaust som fænomen til at holde "Det Hellige Land" åbent for kristne gejstlige?



24. Hvordan gavner "Holocaust"-historien kommunismen?

Benægterne: "Den dækker over omfanget af kommunisternes eget krigsmageri og grusomheder før, under og efter krigen."

Tilbagevisning: Kommunismens grusomheder - påståede og reelle - er velkendte, men irrelevante i forhold til emnet Holocaust.



25. Hvordan gavner den England?

Benægterne: "På samme måde som Sovjetunionen."

Tilbagevisning: Englands grusomheder - påståede eller reelle - er irrelevante i forhold til Holocaust, jf. tilbagevisningen af spm. 24.



26. Findes der beviser på, at Hitler beordrede masseudryddelse af jøder?

Benægterne: "Nej."

Tilbagevisning: Dette er et af Holocaust-forskningens mest centrale punkter. Der findes ganske vist ingen skriftlig ordre fra Hitler, hvori han beordrer masseudryddelse af jøder, men dette er selvsagt ikke det samme som, at han ikke har givet fx en mundtlig ordre. Langt hovedparten af seriøse Holocaust-forskere anser det for usandsynligt, at noget så uhyrligt som Holocaust skulle have fundet sted uden Hitlers overordnede godkendelse eller vidende.

> Beslutningsprocessen



27. Hvilken slags gas blev anvendt af nazisterne i koncentrationslejrene?

Benægterne: "Zyklon B, en hydrogencyanid gas."

Tilbagevisning: Dette er delvist korrekt. Zyklon B er navnet på et pesticid-produkt, som af nazisterne blev benyttet til at gasse mennesker med i udryddelseslejrene. Herudover benyttedes også i vid udstrækning udstødningsgas, dvs. kulmonooxid.



28. Til hvilket formål blev og bliver denne gas fremstillet?

Benægtelse: "Til bekæmpelse af den tyfussmittebærende lus. Den bliver brugt til at desinficere tøj og rum. Den er nem at skaffe den dag i dag."

Tilbagevisning: Dette er delvist korrekt. Gassen blev ganske rigtigt brugt til at desinficere tøj med. Men: den blev i allerhøjeste grad også brugt til at myrde mennesker med, idet forsøg viste, at gasning var en meget effektiv drabsmetode. Faktisk var det langt hurtigere at slå mennesker ihjel med Zyklon B end lus.

> Udryddelseslejre



29. Hvorfor anvendte de den i stedet for en mere egnet gas til masseudryddelse?

Benægterne: "Hvis nazisterne havde haft til hensigt at anvende gas til at udrydde mennesker, fandtes der langt mere effektive gasser. Zyklon B er meget ineffektiv, undtagen når den bruges som desinfektionsmiddel."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Zyklon B var netop meget effektiv til at slå mennesker ihjel med. Andre gastyper var ganske vist lige så effektive, men ikke så nemme at få fat i eller at transportere.



30. Hvor længe tager det at udlufte et rum, der er fyldt med Zyklon B?

Benægterne: "Normalt omkring 20 timer. Hele proceduren er yderst krævende og indviklet. Der skal bæres gasmasker og kun veltrænede teknikere kan anvendes."

Tilbagevisning: Dette er delvist korrekt, men irrelevant. Bemærk nøgleordet "normalt". Situationen i fx Auschwitz var jo netop ikke normal: gaskamrene, som var nøgne beton-rum, blev formentlig ventileret ved hjælp af store ventilatorer i løbet af så lidt som 5 minutter. Hertil kommer, at normale sikkerhedsbestemmelser ikke var gældende i udryddelseslejrene.



31. Auschwitz-kommandant Höss sagde, at hans mænd trængte ind i gaskammeret, ti minutter efter at jøderne var slået ihjel, for at fjerne ligene. Hvordan kan det forklares?

Benægterne: "Det kan ikke forklares, for hvis de havde gjort det, ville de have lidt samme skæbne som dem, de skulle fjerne."

Tilbagevisning: Höss's forklaring er formentlig korrekt, jf. tilbagevisningen af spm. 30.



32. Höss sagde i sin tilståelse, at hans mænd røg cigaretter samtidig med, at de slæbte de døde jøder ud af gaskamrene ti minutter efter gasningen. Er Zyklon B eksplosiv?

Benægterne: "I høj grad. Höss's tilståelse er klart falsk."

Tilbagevisning: Zyklon B er kun eksplosiv i meget høje koncentrationer. Disse koncentrationer kom man aldrig i nærheden af ved gasningerne. Höss's forklaring er derfor formentlig korrekt.



33. Hvad er den nøjagtige fremgangsmåde, som nazisterne angiveligt brugte til at udrydde jøderne?

Benægterne: "Historierne strækker sig fra at hælde indholdet af gasdåserne ned i de fyldte rum fra et hul i loftet til at sende det gennem rørene til bruserne. "Millioner" af jøder skulle angiveligt være blevet dræbt på denne måde."

Tilbagevisning: Millioner af jøder blev dræbt på denne måde. Metoderne varierede fra lejr til lejr, men dette er ganske irrelevant i forhold til det faktum, at nazisterne gassede jøderne til døde.



34. Hvordan kunne sådan en plan til masseudryddelse holdes skjult for jøderne?

Benægterne: "Den kunne ikke være blevet holdt skjult. Faktum er, at der ikke fandt en sådan massegasning sted noget sted. Rygterne om udryddelse stammede alene fra jødiske kilder."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Der fandt massegasninger sted, og tyskerne gjorde meget for at skjule dette faktum. I længden kunne drabene ikke hemmeligholdes.



35. Hvis de jøder, der var bestemt til at blive udryddet, vidste, hvad der var i vente for dem, hvorfor gik de så i døden uden kamp eller protest?

Benægterne: "De kæmpede og protesterede simpelthen ikke, fordi de vidste, at der ikke var nogen intention om at dræbe dem. De blev simpelthen interneret og tvunget til at arbejde."

Tilbagevisning: Der var - med tiden - en intention om at dræbe jøderne, men hvor fra skulle jøderne vide dette? Desuden skal man huske på, at én jødes viden naturligvis ikke er alle jøders viden.



36. Hvor mange jøder døde der cirka i koncentrationslejrene?

Benægterne: "Omkring trehundredetusinde."

Tilbagevisning: Omkring 3 millioner, heraf flest i Auschwitz (ca. 1,1 million) og Treblinka (800-900.000).

> Udryddelseslejre



37. Hvordan døde de?

Benægterne: "For det meste som følge af tilbagevendende tyfusepidemier, som hærgede det krigssplittede Europa. Også af sult og mangel på medicin mod slutningen af krigen, da praktisk talt alle veje og jernbanelinjer var ødelagte som følge af allierede bombardementer."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Statistisk set døde flest jøder af gasning, næstflest ved skydning. Naturligvis døde også nogle af sygdom, underernæring og fysisk udmattelse. SS forsøgte således også at gennemføre princippet 'udryddelse ved arbejde'.



38. Hvad er tyfus?

Benægterne: "Denne sygdom opstår altid, når mange mennesker er stuvet sammen i lange perioder under dårlige sanitære forhold. Smitten bliver båret af lus, som sætter sig i tøjet og håret. Forskellige landes hære og flåder har haft traditioner for at kræve kortklippet hår af deres mænd på grund af tyfusfare."

Tilbagevisning: Dette er korrekt, men har intet med Holocaust at gøre.



39. Hvilken forskel gør det, om seks millioner eller trehundredetusinde jøder døde i løbet af denne voldsomme periode?

Benægterne: "5.700.000. Desuden var der, i modsætning til hvad "Holocaust"-propagandaen hævder, ikke nogen bevidste forsøg på at udrydde nogen."

Tilbagevisning: Der døde omkring 6 millioner jøder i et bevidst forsøg på at udrydde dem.



40. Mange jødiske overlevende fra "dødslejre" siger, at de så lig blive fyldt i åbne grave og brændt. Hvor meget benzin skulle der være blevet brugt for at gennemføre dette?

Benægterne: "En hel del mere end tyskerne var i besiddelse af, da der var en betydelig mangel på brændstof på den tid."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. En del af Auschwitz var netop en fabrik til fremstilling af syntetisk benzin. Hertil kommer, at der blev benyttet andre former for brændstof til at brænde ligene med, for eksempel motorolie.



41. Er det muligt at brænde lig i grave?

Benægterne: "Nej. Det er umuligt for ligene at blive totalt fortæret af flammer på denne måde, da der ikke kan udvikles nok varme i åbne grave."

Tilbagevisning: Forfatterne har selv revideret denne påstand til at hedde 'da der ikke er nok ilt i åbne grave'. Begge påstande er ukorrekte. Både billedmateriale og arkæologiske udgravninger, for eksempel i Belzec, beviser, at ligbrændinger fandt sted i grave.



42. "Holocaust"-forfattere hævder, at nazisterne var i stand til at kremere lig i løbet af ti minutter. Hvor lang tid tager det at forbrænde et lig ifølge professionelle krematorieledere?

Benægterne: "Omkring to timer."

Tilbagevisning: Ifølge fremstillerne af krematorierne selv tog det omkring en halv time.



43. Hvorfor var der krematorieovne i koncentrationslejrene?

Benægterne: "For effektivt og hygiejnisk at kunne slippe af med de lig, som tyfusepidemierne skabte."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Krematorieovnenes væsentligste funktion var at brænde ligene af de fanger, som blev gasset ihjel.



44. Hvis man forudsætter, at krematorieovnene anvendtes 100 procent af tiden i alle lejre inden for det tyskkontrollerede område, hvad er så det maksimale antal lig, som det ville være muligt at brænde i hele den periode, hvor disse krematorier var i drift?

Benægterne: "Cirka 430.600."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Alene krematorieovnene i Auschwitz kunne kremere mindst 1 million.



45. Kan et krematorium anvendes 100 procent af tiden?

Benægterne: "Nej. 50 procent af tiden (12 timer om dagen) er et gavmildt overslag. Krematorieovnene skal renses grundigt og regelmæssigt, når de bliver brugt meget."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Krematorieovnene kunne gennemsnitligt anvendes 21 timer i døgnet.



46. Hvor meget aske bliver der tilbage efter en ligbrænding?

Benægterne: "Cirka en skotøjsæskefuld, når knogler og ben er knust."

Tilbagevisning: Dette er korrekt - men irrelevant for Holocaust.



47. Hvis seks millioner mennesker blev brændt af nazisterne, hvad skete der så med asken?

Benægterne: "Det mangler at blive "forklaret". Seks millioner lig ville give tonsvis af aske. Der er endnu ikke fremlagt beviser på store oplagringer af sådan aske."

Tilbagevisning: Dette er til dels et trickspørgsmål. Ingen Holocaust-forskere har påstået, at seks millioner jøder blev gasset eller brændt. Tusindvis blev skudt eller døde på anden vis, og deres lig blev naturligvis ikke kremeret i for eksempel Auschwitz. I øvrigt blev asken fra krematorierne blandt andet hældt i floder eller brugt som gødning.



48. Afslører allieredes krigstidsfotografier af Auschwitz (fra den periode, da gaskamre og krematorier formodedes at arbejde hele tiden) gaskamre?

Benægterne: "Nej. Faktisk afslører disse fotografier ikke engang spor af den enorme mængde røg, som konstant skulle ligge over lejren. Ej heller giver de beviser på de åbne grave, hvor lig påstås at være blevet brændt."

Tilbagevisning: Der findes kun meget få af de allieredes luftfotos af Auschwitz. På et enkelt ses en lang række mennesker på vej fra togsporene i Birkenau til gaskamrene.



49. Hvad var hovedbestemmelsen i de tyske Nürnberglove fra 1935?

Benægterne: "Det var love, der forbød blandede ægteskaber og seksuelle forbindelser mellem tyskere og jøder, og som minder om love, der findes i dagens Israel."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Der findes ingen lignende love i Israel. Desuden var hovedbestemmelsen i Nürnberglovene, at tyske jøder ikke længere var 'rigsborgere' på lige fod med ariere. Dermed blev Nürnberglovene det vigtigste retsgrundlag for den videre diskrimination af jøderne.

> Nürnberg-lovene



50. Findes der noget amerikansk sidestykke til Nürnberglovene?

Benægterne: "Mange amerikanske delstater har haft love til at forhindre blandede ægteskaber og seksuelle forbindelser mellem individer af forskellig race mange år før nazismen."

Tilbagevisning: Om dette er korrekt eller ej er irrelevant i forhold til eksistensen af Holocaust som historisk fænomen.



51. Hvad rapporterede det internationale Røde Kors om "Holocaust" spørgsmålet?

Benægterne: "En rapport fra en Røde Kors udsending til Auschwitz i september 1944 påpegede, at de internerede havde tilladelse til at modtage pakker, og at rygtet om gaskamre ikke kunne bekræftes."

Tilbagevisning: Rygtet om gaskamre kunne ikke bekræftes, fordi Røde Kors fik specifikt forbud mod at besøge den del af Auschwitz og dermed intet kunne se.



52. Hvilken rolle spillede Vatikanet i det tidsrum, hvor seks millioner jøder angiveligt skulle være blevet udryddet?

Benægterne: "Hvis der havde været en udryddelsesplan, ville Vatikanet helt sikkert have hørt om den. Da der imidlertid ikke var nogen, fandt Vatikanet ingen grund til at udtale sig imod den."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Som nævnt gjorde nazisterne alt for at hemmeligholde udryddelsen af jøderne, og desuden var Vatikanet ikke i en position, hvor det kunne influere den nazistiske politik eller få adgang til hemmelig information.



53. Hvilke beviser findes der for, at Hitler kendte til den igangværende udryddelse af jøderne?

Benægterne: "Ingen."

Tilbagevisning: Se tilbagevisningen af spm. 26.



54. Samarbejdede nazisterne og zionisterne?

Benægterne: "Før krigen underskrev Tyskland og zionisterne en aftale, som tillod jøderne at tage store mængder kapital med til Palæstina. Under krigen opretholdt tyskerne venskabelige forbindelser med den zionistiske ledelse."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt - og set i lyset af Holocaust absurd. Nazisterne gav tværtimod offentligt udtryk for, at jøderne var deres dødelige fjende.



55. Hvad døde Anne Frank af kun få uger før krigsafslutningen?

Benægterne: "Tyfus."

Tilbagevisning: Dette er korrekt. Men det hører med til historien, at Anne Frank døde af tyfus i kz-lejren Bergen-Belsen efter at have overlevet et ophold i Auschwitz.



56. Er Anne Franks dagbog ægte?

Benægterne: "Nej. De beviser, som er samlet af Ditlieb Felderer fra Sverige og Dr. Robert Faurisson fra Frankrig, konkluderer, at den berømte dagbog er et falskneri."

Tilbagevisning: Anne Franks dagbog er naturligvis ægte. Både Ditlieb Felderer og Robert Faurisson er notoriske Holocaust-benægtere, Felderer desuden nynazist.



57. Hvad med de talrige fotografier og filmoptagelser fra tyske koncentrationslejre, som viser dynger af udtærede lig? Er de forfalskede?

Benægterne: "Fotografier kan forfalskes. Men det er langt nemmere at tilføje en tekst eller kommentar til et fotografi eller en filmstump, som ikke fortæller sandheden om, hvad det fotografi eller stykke film faktisk viser. Betyder en dynge udtærede lig, at disse mennesker blev "gasset" eller med fuldt overlæg sultet ihjel? Eller kunne det være, at disse mennesker var ofre for hærgende tyfusepidemier eller sultede på grund af fødevaremangel imod slutningen af krigen? Billeder af dynger af tyske kvinder og børn dræbt i allierede bombeangreb er gået for være døde jøder."

Tilbagevisning: Billeder kan naturligvis forfalskes, og der kræves derfor yderligere dokumentation for at bevise deres ægthed. Sådan dokumentation er af den type, som nævnes under tilbagevisningen af spm. 1.



58. Hvem opfandt udtrykket "folkemord"?

Benægterne: "Raphael Lemkin, en polskfødt jøde, i en bog, som udkom i 1944."

Tilbagevisning: Dette er korrekt. Eksistensen af Holocaust var årsagen hertil.



59. Var film som 'Holocaust' og 'Verden i flammer' dokumentarfilm?

Benægterne: "Nej, disse film hævder ikke at være historie, men er snarere dramatiseret fiktion baseret på historie. Uheldigvis har alt for mange mennesker opfattet dem som en nøjagtig gengivelse af historien, som den virkelig forløb."

Tilbagevisning: Disse to film er ganske rigtigt fiktion, men bygger på virkelige begivenheder. Der eksisterer herudover mængder af autentiske film fra samtiden, som dokumenterer Holocaust.



60. Hvor mange bøger er der cirka udgivet, der benægter et eller flere aspekter ved standardpåstanden om "Holocaust"?

Benægterne: "Mindst 60. Flere er undervejs."

Tilbagevisning: Dette er formentlig korrekt. Men kvantitet er ikke det samme som kvalitet, og en løgn bliver ikke mere sand af at blive gentaget i det uendelige.



61. Hvad skete der, da et historisk institut tilbød 50.000 dollars til enhver, som kunne bevise, at jøder blev gasset i Auschwitz?

Benægterne: "Ingen beviser blev indsendt med krav på dusøren, men instituttet blev sagsøgt med krav om erstatning på 17 millioner dollars af en "Holocaust"-overlevende, som hævdede, at dusøren gjorde ham søvnløs, hvilket gik ud over hans forretning, og at den udgjorde fornærmende benægtelser af veletablerede kendsgerninger."

Tilbagevisning: Det omtalte 'historiske institut' er Institute for Historical Research selv, som netop ikke er en historisk forskningsinstitution, men centrum for den amerikanske benægter-bevægelse. IHR blev dømt til at betale 100.000$ i erstatning.



62. Hvad med den påstand om, at dem, som sætter spørgsmålstegn ved "Holocaust", er antisemitter eller nynazister?

Benægterne: "Dette er bagvaskelse med det formål at bortlede opmærksomheden fra kendsgerninger og ærlige argumenter. Videnskabsfolk og andre, som benægter "Holocaust", er af alle overbevisninger; demokrater, republikanere, liberale, socialister, kristne og jøder. Der er ingen sammenhæng mellem benægtelse af "Holocaust" og Antisemitisme eller nynazisme. Rent faktisk er der et stigende antal jødiske videnskabsfolk m.fl., som åbent indrømmer, at beviserne for "Holocaust" er særdeles mangelfulde."

Tilbagevisning: Dette er ukorrekt. Der er netop en forbindelse mellem Holocaust-benægtelse og Antisemitisme/nynazisme. Den formentlig bedst kendte Holocaust-benægter, David Irving, blev i år 2000 dømt ved retten i Storbritannien for at være antisemit.



63. Hvad er der hændt de historikere, som har sat spørgsmålstegn ved materialet om "Holocaust"?

Benægterne: "De er blevet udsat for bagvaskelseskampagner, afskedigelser fra deres akademiske stillinger, tab af pension, ødelæggelse af deres ejendom og fysisk vold."

Tilbagevisning: Dette er delvist korrekt, og man må tage klart afstand fra brug af fysisk vold. For en god ordens skyld må det bemærkes, at ingen af Holocaust-benægterne er egentlige 'historikere', dvs. har en faguddannelse i historie. Det kan i øvrigt næppe undre, at respekterede universiteter ikke ønsker at have Holocaust-benægtere ansat.



64. Er Institute for Historical Review blevet udsat for repressalier for dets indsats for at bevare ytrings- og forskningsfriheden?

Benægterne: "IRH er 3 gange blevet udsat for bombeattentater og brændte fuldstændig ned den 4. juli 1984 ved en brand. Telefoniske dødstrusler er så godt som daglige begivenheder. Al avisomtale er fjendtlig, hvis der da er nogen omtale overhovedet."

Tilbagevisning: Dette er delvist korrekt, og man må tage klart afstand fra brug af fysisk vold.



65. Hvorfor er der så lidt offentlig omtale af vores synspunkter?

Benægterne: "Af politiske årsager ønsker de ledende kredse ikke en dybtgående diskussion om kendsgerningerne vedrørende den "jødiske holocaust"-myte."

Tilbagevisning: Benægternes påstande fortjener ikke seriøs diskussion, fordi der er tale om usandheder. At gøre benægternes påstande til genstand for videnskabelig diskussion ville få dem til at fremstå som akademisk ligeværdige, hvilket de naturligvis ikke er.



66. Hvor kan man finde yderligere oplysning om den "anden side" af "Holocaust" historien såvel som kendsgerninger vedrørende andre områder af historisk revisionisme fra anden verdenskrig?

Benægterne: "Hos Institute for Historical Review."

Tilbagevisning: Der er ingen "anden side" af Holocaust.



Fra: '66 Questions and Answers about the Holocaust', udgivet af Institute for Historical Review, Los Angeles, USA, ingen dato.



Tekst 152: A. Holocaust-benægtelse vs. ytringsfrihed

Grundlovens §77:

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres".

FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder, artikel 19: "Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser".

Straffelovens §266b:

"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed".

Uddrag af Institute for Jewish Policy Research's ekspert-rapport i forbindelse med tanken om en engelsk lov mod Holocaust-benægtelse, 2000:

"Adskillige spørgsmål fremkommet i diskussionen indtil videre tyder på, at lovgivning vedrørende Holocaust-benægtelse, hvis en sådan skulle indføres i Storbritannien, ville være problematisk på flere måder. En nærmere undersøgelse af disse problematiske aspekter tyder på, at på visse måder ville indførelsen og administrationen af en benægtelses-lov virke mod hensigten, fordi den ville virke til fordel for dem, som den forsøgte at straffe.

Det tilsyneladende ligetil spørgsmål, hvordan man definerer Holocaust-benægtelse med henblik på at lovgive, medfører problemer. Som det allerede er blevet demonstreret, er Holocaust-benægtelse et fænomen, som tager mange skikkelser; og visse af de potentielt mest skadelige skikkelser søger at forklæde sig selv som noget andet - nemlig som produktet af ægte videnskabelig forskning. For at være effektiv, måtte lovgivningen hermed nødvendigvis definere 'benægtelse' bredt nok til at omfatte en mængde vidt forskelligt materiale: for eksempel således at trivialiseringen af nazistiske forbrydelser inkluderes, sådan som det er tilfældet i visse andre retsområder. Jo bredere og vagere definitionen måtte være, jo større er chancen for, at det ville kunne påstås, at den kolliderer med rigtige historikeres arbejde, og den ville blive betegnet som en illegitim indskrænkning af ytringsfriheden. Den kan kun være til fordel for Holocaust-benægtere, hvis de hermed kan påberåbe sig bekymringer om ytringsfriheden og dermed allierede sig med en legitim sag ved at forsøge at undgå retsforfølgelse under en Holocaust-benægtelseslov.

Lovgivning baseret på en smallere definition ville have fordelen af at være klarere og ville muligvis mindske (men ikke fjerne) risikoen for 'ytringsfriheden'-udfordringer; men den ville udelukke fra sit dækningsområde en stor mængde benægter-materiale og dermed fremstå noget tilfældig i sin gennemførelse. Hvis for eksempel 'benægtelse af en nazistisk folkedrabs-politik' skulle være overtrædelsen, ville påstande om, at gaskamrene ikke kunne dræbe store mængder af jøder, eller at 500.000 i stedet for 6 millioner jøder blev myrdet, muligvis ikke være omfattet. Et andet problem ved at basere lovgivningen på en smal definition af Holocaust-benægtelse er, at dette giver benægtere muligheden for at blive på den rigtige side af loven ved at moderere eller på anden måde omformulere deres påstande."

Fra: 'Jewish Policy Research' (www.jpr.org.uk/Reports/CSReports/no_3_2000/main.htm#proposal). Downloaded 29/7/2002.




Tekst 153: B. Dialog/debat med Holocaust-benægterne vs. 'tie dem ihjel'

De to amerikanske historikere Michael Shermer og Alex Grobman tager i deres bog om Holocaust-benægtelse, "Denying History", stilling til denne problematik. Det hedder heri blandt andet:

"Vi mener, at når først en påstand har fundet vej til den offentlige bevidsthed (som Holocaust-benægtelse uden tvivl har), da skal den analyseres på rette måde, og hvis passende, gendrives på det kraftigste i offentligheden." (s. 14)

"Vi vil gerne igen gøre vores standpunkt klart: ingen er efter vores mening forpligtet til at offentliggøre eller hjælpe med præsentationen af Holocaust-benægternes synspunkter, men vi er imod juridiske forsøg på at censurere disse synspunkter." (s. 14-15).

"Det er ikke alene forsvarligt at besvare Holocaust-benægterne. Det er, mener vi, vores pligt." (s. 15).

"Vi kan ikke længere ignorere benægterne, kalde dem navne og håbe, de forsvinder…Nogle vil mene, at en bog som denne [Denying History] bibringer benægterne troværdighed, ligesom medierne kan anklages for at gøre opmærksom på et problem, hvis eksistens kun få er klar over. Vi mener, at offentligheden har "ret til at vide" om et potentielt socialt problem og at det er velinformerede eksperters pligt at dele deres viden med andre. På denne vis er denne bog ikke kun for Holocaust-forskere og historikere, den er for lærere og elever, biblioteker og forskningsinstitutioner og den almindelige læser. Den er for alle som er interesseret i historie, Holocaust og den måde hvorpå ideologier og meningssystemer kan forvrænge virkeligheden og vort syn på fortiden, på alle niveauer." (s. 17).

Den amerikanske historiker Deborah Lipstadt, hvis bog, "Denying the Holocaust", er standardværket om Holocaust-benægtelse, indtager en anden holdning til spørgsmålet om diskussion/dialog med Holocaust-benægtere. Hun siger blandt andet:

"Resultatet af Roper-undersøgelsen [om amerikaneres viden om Holocaust] har også frembragt udfordringer af mit urokkelige nej til at debatere med benægtere. Siden bogens offentliggørelse har jeg modtaget talrige invitationer til at deltage i debatprogrammer på tv i USA. I de tilfælde, hvor planerne inkluderer at invitere en benægter har jeg kategorisk nægtet at deltage. Som jeg gør det klart på denne bogs sider, ønsker benægterne at blive set som "den anden side". Blot dette at være til stede med dem på den samme scene giver dem denne status. De som har udfordret mig til at genoverveje dette standpunkt frygter at benægter får mulighed for at komme med deres påstande uimodsagt, hvis jeg nægter…At nægte at debatere med benægterne modarbejder deres ønske om at blive inddraget i samtalen som et legitimt synspunkt." (s. xiii).

"Vi vil diskutere meget om det [Holocaust], men ikke om hvorvidt det skete eller ej. Dette ville svare til, at en videnskabsmand med interesse for det gamle Rom diskuterede, om det romerske imperium nogensinde har eksisteret, eller at en fransk historiker skulle bevise, at der virkelig har været en fransk revolution.

I den akademiske verden har der været nogle, som har tolket dette synspunkt som ulogisk i forhold til den idéfrihed, videnskaben står for. Dette afspejler en manglende forståelse af både Holocaust-benægtelsens latterlighed og videnskabens natur. Det afspejler den moralske relativisme, som hersker på mange universiteter og i samfundet generelt. Denne misforståede tankegang, at enhvers synspunkt har lige stor værdi, har skabt en atmosfære, som tillader Holocaust-benægtelse at blomstre." (s. xiv-xv).



Tekst 154: C: Holocaust-benægtelse > folkedrabs-benægtelse

Oversættelse af uddrag af "Armenian Claims and Historical Facts", udgivet af Institut for Strategiske Studier (del af det tyrkiske udenrigsministerium), Ankara, Tyrkiet, 1998:

"Af de omtrent 700.000 armenere, som blev transporteret på denne måde [med tog eller muldyr] indtil begyndelsen af 1917, mistede nogle bestemt livet, som et resultat både af store militær- eller banditaktiviteter, som på dette tidspunkt foregik i det område, de passerede, såvel som på grund af den generelle usikkerhed og de blodfejder, som visse stammetropper forsøgte at føre ud i livet mens karavanerne passerede gennem deres territorier. Hertil kommer, at deportationerne og bosættelsen af de deporterede armenere fandt sted på et tidspunkt, hvor Imperiet led af alvorlig mangel på brændstof, mad, medicin og andre forsyninger såvel som pest og sult i stor målestok. Det må ikke glemmes, at på samme tid gik en hel ottomansk armé på 90.000 mand tabt i Østen som et resultat af alvorlig mangel, eller at så meget som tre eller fire millioner ottomanske statsborgere af alle religioner døde i løbet af krigen som et resultat af de samme forhold, som mødte de deporterede. Hvor tragisk og ufølsomt er det derfor ikke, at armenske nationalister skyder skylden for armenernes utvivlsomme lidelser under krigen på noget andet end de samme anarkistiske forhold, som ramte alle sultanens undersåtter. Dette er sandheden bag de falske påstande, som fordrejer historiske fakta med slet udtænkte mottoer som "det første folkedrab i det tyvende århundrede", som armenske propagandister og terrorgrupper forsøger at genoplive for at retfærdiggøre de samme terror-metoder idag, som bragte bragte sådanne rædsler i det ottomanske imperium i løbet af sidste århundrede."

Oversættelse af uddrag af 'The Armenian Allegation of Genocide: Facts', udgivet af 'The Assembly of Turkish American Associations':

"Faktum 1: Demografiske studier beviser, at der før 1. verdenskrig levede færre end 1,5 millioner armenere i hele det ottomanske imperium. Heraf følger, at beskyldninger om at mere end 1, 5 millioner armenre fra Østanatolien døde, må være falske.
Faktum 2: Over 2,5 millioner muslimer døde i den same periode af lignende årsager.
Faktum 3: Visse hyppigt citerede armensk-amerikanske beviser på folkedrab stammer fra tvivlsomme og forudindtagede kilder.
Faktum 4: De armenske dødsfald udgør ikke et folkedrab.
Faktum 5: Briterne sammenkaldte Malta Tribunalet for at stille ottomanske funktionærer for en domstol for forbrydelser mod armenerne. Alle de anklagede blev frikendt.
Faktum 6: På trods af Malta Tribunalets frikendelser, har armenske terrorister involveret sig i en vagtsom krig, som fortsætter den dag idag.
Faktum 7: Der er ingen meningsfuld sammenhæng mellem Holocaust og den ottomansk-armenske hændelse."

Oversættelse af uddrag af I. Charny, red., Encyclopedia of Genocide, I (1999), s. 62, om det armenske folkedrab:

(...) I 1915 satte det ungtyrkiske regime i det ottomanske imperium sig for at udrydde dets armenske befolkning, et indo-europæsik folk med en ældgammel civilisation, som var baseret i Lilleasien og det første land, der blev kristent i 301 e.Kr. En ordre underskrevet af Talaat Pasha, indenrigsminister og hjernen bag folkedrabet, lyder i uddrag således: "Regeringen [har besluttet] at tilintetgøre alle armenere, som lever i imperiet. Der må gøres en ende på deres eksistens, hvor kriminelle de foretagne foranstaltninger så end er, og der må ikke tages noget hensyn til hverken alder, køn, eller samvittighedskvaler." Udryddelses-procedurerne fulgte et mønster fastlagt af de centrale myndigheder. Tyrkiske gendarmer og militser i alle dele af Tyrkiet med undtagelse af Konstantinopel og Smyrna (hvor der blev givet ordre til i første omgang at "benytte blidere metoder" på grund af det store antal af udenlandske vidner) sendte først forfattere, poeter og lokale ledere i døden. Herefter blev arbejdsdygtige mænd, som så ud til at være mellem 14 og 60 år, samlet i særlige "arbejdsbataljoner", taget til side, sat til at grave grøfter og derefter skudt. Til sidst blev ubevæbnede kvinder, børn og de ældre, under dække af "flytning" - hvor mange troede, de skulle møde deres mænd - sendt til fods ud i den syriske ørken. (...)



Tekst 155: D: Er Holocaust unikt? 'Holocaust-relativisme' og 'unikhed som benægtelse'

Oversættelse af uddrag fra Deborah Lipstadt,' Denying the Holocaust' (Jerusalem, 1993), s. 212 og 215:

"Historikernes forsøg på at skabe sådanne umoralske værdi-ligheder, ignorerede den dramatiske forskel mellem disse begivenheder og Holocaust. Den brutale armenske tragedie, som gerningsmændene stadig nægter at anerkende på rette måde, blev gennemført i sammenhæng med en nådesløs tyrkisk uddrivelses- og genbosættelsespolitik. Den var forfærdelig og medførte rædselsfulde lidelser, men den var ikke del af en total udryddelses-proces af et helt folk. Khmer Rouge's massakre på millioner af deres med-cambodianere, hvortil Vesten vendte det blinde øje, blev udført - således som Richard Evans ser det - som led i at undertvinge og eliminere dem, som Pol Pot mente havde samarbejdet med amerikanerne under de tidligere fjendtligheder. Denne nådesløse politik blev gennemført som en del af en brutaliserende krig, som ødelagde det meste af Cambodias moralske, sociale og fysiske infrastruktur. Dette er på ingen måde ment som en retfærdiggørelse af det, der skete i Cambodia. Khmer Rouge's behandling af deres landsmænd var barbarisk. Men hvad de gjorde var særdeles forskelligt fra nazisternes udryddelse af jøderne, som var "en umotiveret handling udført af en velstående, udviklet, industrialiseret nation på højden af dens magt" [Lipstadt citerer Richard Evans, 'In Hitler's Shadow' (New York, 1989), s. 87] ... Disse historikere [bl.a. Ernst Nolte og Andreas Hillgruber] er ikke krypto-benægtere, men resultatet af deres arbejde er det samme: udviskning af grænserne mellem fakta og fiktion og mellem forfølger og den forfulgte. I den sidste ende bidrager relativisterne til hvad jeg vil kalde "ja…, men" syndromet. Ja, der var et Holocaust, men nazisterne forsøgte kun at forsvare sig selv mod deres fjernder. Ja, der var et Holocaust, men de fleste jøder døde af sult eller sygdom (sådan som det sker i enhver krig) eller blev dræbt som partisaner og spioner. Ja, der var et Holocaust, men jødernes opførsel fremkaldte det. Ja, der var et Holocaust, men det var grundlæggende ikke anderledes end en mængde af andre verdensbrande?? hvor uskyldige blev massakreret. Det logiske spørgsmål, som følger af dette er: Hvorfor hører vi så "kun" om Holocaust? For benægterne og mange andre, som er "ikke endnu"-benægtere, er svaret på dette sidste spørgsmål indlysende: på grund af jødernes magt. "Ja…, men" er en indstilling, som falder inden for den grå zone mellem direkte benægtelse og relativisme. På sin vis er den mere lumsk end direkte benægtelse, fordi den giver næring til en form af pseudohistorie, hvis motiver er svære at identificere."

Oversættelse af David E. Stannard, 'Uniqueness as Denial: The Politics of Genocide Scholarship', i A.S. Rosenbaum, red., 'Is the Holocaust Unique?' (Boulder, Colorado, 2001), s. 280-281:

"Den bevidste opretholdelse af offentlig uvidenhed omkring de folkemorderiske og racistiske rædsler mod indfødte folkeslag, som er begået og bliver begået af mange nationer i den vestlige verden, inklusiv USA - som kun bidrager til konstruktionen af et museum til minde om folkedrab, hvis dette foregik på den anden side af jorden - bliver bevidst hjulpet og tilskyndet og legitimeret af de jødiske unikheds-fortalere, som vi har diskuteret. Deres fabrikerede påstande om unikhed for deres eget folk er jo synonyme med afvisningen og benægtelsen af andres erfaringer - andre, som er meget svagere, mere undertrykte og i langt større umiddelbar fare end de. Ydermere - og dette ville være morsomt, hvis det ikke var så tragisk - efterligner jødiske unikheds-fortalere, i deres benægtelse af andre gruppers status som ofre for folkedrab, næsten uvægerligt præcis det samme mønster af påstande, som fremlægges af antisemitiske historiske revisionister, som benægter jødiske lidelser under Holocaust: Antallet af dræbte påstås at være overdrevet; de dødsfald, som skete, betegnes som fremprovokerede eller som et resultat af krig; de fleste af ofrene påstås at være bukket under for naturlige tilstande så som sygdom; det påstås, at der ikke var nogen egentlig intention om at begå folkedrab, og så videre. På denne måde bliver selvoptagne, falske påstande om unikhed blandet med brutale, racistiske benægtelser af andres lidelser, og danner dermed to sider af den samme nedværdigende sag. … Jøderne led forfærdeligt under det Tredje Rige - for slet ikke at tale om tusind års undertrykkelse og eksil og pogromer, som ubarmhjertigt ledte mod Holocaust - og derfor må alle bevidste mennesker være på vagt mod Holocaust-benægtere, som, i mange tilfælde, ikke kunne ønske sig noget bedre end at massevolden mod jøderne startede igen. Af samme årsag, ikke desto mindre, er der ikke længere nogen undskyldning for at opretholde den egoistiske maskarade af jødisk folkedrabs-unikhed, når vi overvejer det forfærdelige historiske og fortsatte folkemorderiske felttog mod oprindelige indfødte i den vestlige verden og andre folkeslag andre steder. [Den jødiske folkedrabs-unikhed] er et endeløst raffineret og revideret bedrag, som tjener til både at benægte andres lidelser, og også til, derfor, at skubbe disse frygteligt skadede andre endnu tættere på mere skade, i morderisk medvirken med både tidligere og nuværende folkemorderiske regimer."



                                                                                                                                                                                                                 
 
 

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email