Belzec

Formålet med Belzec

Udryddelseslejren Belzec var den første af tre lejre, der blev bygget som led i Aktion Reinhard. Formålet med Aktionen - og Belzec - var at udrydde alle de ca. 3 millioner jøder, der befandt sig i det såkaldte Generalguvernement. I første omgang drejede det sig om de jøder, der boede i den østlige del af det besatte Polen. Belzec var prototypen på de følgende to udryddelseslejre under Aktion Reinhard: Treblinka og Sobibor.

Lejren lå ved den lille polske by, Belzec, beliggende i det sydøstlige hjørne af Lublin-distriktet tæt på grænsen til Lvov distriktet og på Lublin-Rawa-Ruska-Lvov jernbanelinjen. Området specificeret til masseudryddelsesanlægget lå tæt på en jernbanestrækning en halv kilometer fra Belzec jernbanestation.

Personalet

Udryddelseslejren

Allerede i slutningen af februar 1942 var installationen af masseudryddelsesanlægget færdigt, og de første transporter af jøder ankom. Ca. 100 jøder blev dræbt blot for at "teste" masseudryddelsessystemet - kapaciteten og effektiviteten i gaskamrene samt proceduren for det systematiske massemord. Da de uhyggelige forsøg var tilendebragt, blev de jøder, der havde været med til at bygge lejren, ligeledes dræbt.

Selve lejren var opdelt i et modtagelses- og administrationsområde og et udryddelsesområde. En sti, "slusen", forbandt de to dele. I modtagelsesområdet fandt manb jernbanesidesporet, hvor togvognene med jøderne ankom til, og rampen.

Udryddelsesanlægget bestod i starten af fire, senere seks primitive udryddelsesgaskamre. Udstødningsgas fra diesel- og benzinmotorer blev ført ind i kamrene, hvor de i løbet af få minutter dræbte alle. Men det var ikke altid, at den grusomme operation gik som planlagt. SS-officer Kurt Gerstein beskrev således, hvad der skete i fire gaskamre fyldt til bristepunktet af jøder, da motoren ikke ville starte. Jøderne stod dér i tre timer, før motoren startede:

Udvalgte jødiske arbejdere sørgede for at fjerne ligene og slæbte dem ud til massegrave, hvor ligene i starten blev begravet, men senere brændt - i nazisternes forsøg på at skjule deres forbrydelse. Inden da fjernede jødiske arbejdere guldtænder o.l. af værdi fra ligene.

Fra ankomst til …

Skiltet beordrer de ny-ankomne til at tage tøjet af, aflevere penge og værdigenstande, før de går ind i "disinfektions- og indåndingsbadet". Yderligere beordres de til at snøre deres sko sammen i par og stille dem på det afmærkede område. Skiltet stod ved ankomstgården ved ankomst til lejren.

Inden ankomsten til udryddelseslejren var jøderne i de fleste tilfælde blevet tvunget ud fra ghettoerne og deporteret til udryddelseslejrene. Jøderne blev proppet ind i 40-60 togvogne med mindst 100 mennesker i hver vogn. Transporten varede op til flere dage uden mad eller drikke. Mange døde i vognene, inden de nåede frem. En del forsøgte også at flygte under transporten, men de fleste flygtende blev skudt af vagterne på toget.

20 godsvogne blev koblet fra ad gangen på Belzec jernbanestation og kørt til Belzec-lejren. Jøderne fik derefter ordre til at stige ud af togvognene, hvor de fik at vide, at de var kommet til en transitlejr. Dernæst blev de tvunget til at aflevere alle deres ejendele. Kvinder og mænd blev skilt fra hinanden, hvilket med overlæg fra nazisternes side pacificerede ofrene. Ofrene blev derefter beordret til at klæde sig helt af. Kvinderne fik desuden klippet deres hår af.
Sidste fase var, at de blev tvunget ind i "slusen",
der førte ind i de såkaldte "baderum" - her blev
ofrene gasset ihjel.

Ligene blev efterfølgende brændt på store bål. Lejren havde ikke krematorier. Da lejren var relativ lille, blev ofrene brændt så hurtigt som muligt for at gøre plads til de næste lig.

Ofrene

I alt blev mindst 600.000 jøder og tusinder af sigøjnere gasset ihjel i Belzec udryddelseslejr.

Der menes kun at være to overlevende fra Belzec udryddelseslejr. Den ene, Rudolf Reder, har skrevet bogen "Belzec".

Lejren slettes - befrielsen

I december 1942 blev drabene på jøder indstillet i Belzec. Fra oktober 1942 blev jødiske fangegrupper, specialkommandoer, tvunget til at grave de lig op, der 'kun' var begravet og ikke brændt. De skulle brændes på store åbne ovne (lavet af jernbanesveller) for at slette alle spor af massemordet - i henhold til Aktion 1005. Dette stod på frem til foråret 1943. De jødiske arbejdere blev derefter enten dræbt i Belzec eller sendt til udryddeleslejren Sobibor, hvor de blev gasset.

En gård blev etableret på det sted, hvor udryddelseslejren Belzec havde ligget. I sommeren 1944 erobrede sovjetiske styrker Belzec-området.

Vide mere?

Links