Koncentrationslejrene 1933-1945

Intro

En kz-lejr var ikke det samme som en udryddelseslejr - for en kz-lejr havde ikke til formål at massedræbe jøder eller andre befolkningsgrupper.

Organisationen af kz-lejrene

Kz-lejrenes personale

Driften af de fleste kz-lejre lå fra 1934 hos SS. Vagtenhederne i en typisk kz-lejr bestod af SS-vagtenhederne af Dødningehovedeenheden, "SS-Totenkopfverbände", samt "SS-Waffen", der sørgede for bevogtningen af lejrene. Specielt "SS-Totenkopfverbände" var berygtede for deres adfærd som vagtmandskab, men også ukrainske vagtmandskabshold var meget brutale og ondskabsfulde. Desuden benyttede SS sig af såkaldte "selvforvaltningsenheder", der bestod af kz-fanger, de såkaldte Kapo'ere, som mod visse priviliger virkede som fangevogtere for deres medfanger.

Levevilkår for fangerne

Neuengamme kz-lejr, Copyright USHMM # 06024

En typisk kz-fangelejr bestod af barakker, hvor omkring pigtråd, vagttårne og vagtmandskab sørgede for, at ingen fanger flygtede. Fangerne boede som regel i overfyldte barakker og de sov i overfyldte køje-"senge". I fx tvangsarbejdslejre arbejdede fangerne som regel 12 timer hver dag med hårdt fysisk arbejde, klædt i dårlige klæder, med for lidt madindtag og risikoen for korporlig afstraffelse.

Fangerne frygtede desuden, at de skulle blive syge. For de syge, gamle og dem der ikke kunne holde arbejdstempoet (i arbejdslejrene) blev "udvalgt" og siden dræbt med gas, injektioner eller skud. Andre blev udtaget til uhyggelige pseoudomedicinske forsøg - oftest med livet som indsats.

Hertil kom den forfærdelige skæbne som en del "Häftlinge" (fanger) blev udsat for - nemlig at ende som "Muselmænd". Når en fange var så undernæret, at han eller hun blot var et omkringgående levende, skrutrygget skelet fik de som tilfældet var i Auschwitz betegnelsen Muselmænd - og enten blev disse Muselmænd dræbt eller de døde, inden de blev henrettet.

Læs mere om fangers vilkår:

Jødisk tvangsarbejde

Tvangsarbejde havde en central plads i det nazistiske regimes jødepolitik såvel som i kz-systemets økonomi. Ikke mindst efter udbruddet af Anden Verdenskrig, hvor krigsøkonomien krævede en stor arbejdsindsats.

Efter krigens udbrud blev østeuropæiske jøder - især baltiske, sovjetiske og polske jøder - tvunget til umenneskeligt arbejde i og uden for såkaldte jødiske tvangsarbejdslejre. Alle jødiske mænd i Generalguvernementet blev efter den 26. oktober 1939 tvunget til at arbejde for det tyske regime - senere gjaldt loven også jødiske kvinder og børn.

I forbindelse med "den endelige løsning" blev jødernes rolle som arbejdspulje minimeret i takt med, at udryddelsen af dem eskalerede - især af de polske jøder fra og med 1942. En morbid form for tvangsarbejde var princippet fra 1941, om at jøder visse steder skulle "arbejde til de døde" ("Vernichtung durch Arbeit").

I Auschwitz og Majdanek, der begge havde en dobbeltfunktion som både arbejds- og udryddelseslejre, blev jøder ved ankomst delt op i arbejdsduelige og "ikke-arbejdsduelige". Sidstnævnte blev straks sendt i gaskamrene, mens de arbejdsduelige arbejdede til de døde af udmattelse i SS-industrien - eller blev henrettet, når de var slidt ned. Jøderne arbejdede i Auschwitz i den såkaldte Monowitz-arbejdslejr (Auschwitz III) i diverse værksteder, eller de blev lejet ud til private virksomheder som fx kemifabrikken I.G. Farben (Buna) eller SS's egne fabrikker.

Jøder, især tyske, vesteuropæiske og russiske, virkede som tvangsarbejdere i arbejdslejre i Tyskland. Fx udnyttede "Kraft durch Freudes Volkswagenwerk" (i Wolfsburg) de "billige" jødiske tvangs- og slavearbejdere. I Sachsenhausen udnyttede et teglstensværk, ejet og drevet af SS, jøderne og andre tvangsarbejdere. I Harzen ved kz-lejren Dora-Mittelbau arbejdede der jøder i en underjordisk våbenfabrik.

Ofre

Kommandant i kz-lejren Kaufering IV, SS-officer Eichelsdörfer, står blandt de dræbte fanger i hans lejr efter befrielsen. USHMM # 77021.

Det er umuligt at anslå det nøjagtige antal ofre i koncentrationslejrsystemet, og de der døde som følge af dødsmarcherne.

Det mest pålidelige tal i forskningen p.t. er, at mindst 500.000 og måske over 3/4 million døde som ofre for umenneskeligt tvangsarbejde, brutal mishandling, sult og sygdom i kz-lejrsystemet styret af "Inspektoratet af kz-lejre" og WVHA.

Liste over kz-hovedlejre

I alt blev der oprettet 22 (25) koncentrations-hovedlejre ("Stamlagern") og ca. 1200 filiallejre/"udekomandoer". Desuden eksisterede der tusindvis af mindre lejre over hele det tysk-annekterede område.

I alfabetisk orden er her de 22 stamlejre med direkte links til internetsider (for de flestes vedkommende):

> Arbeitsdorf, Tyskland

Uddybende info om koncentrationslejrsystemets udvikling

1. fase: De første lejre (1933-1936)

Kz-lejren Gusen, maj 1945. USHMM #06433.

2. fase: Større lejre (1936-1939)

En ny udvikling i kz-lejrsystemet tog fat, da nye store kz-lejre blev bygget og de små lejre lukket i 1936. Herefter voksede antallet af kz-fanger samt sammensætningen af fangerne.

Det nye mål for nazi-regimet var at fjerne alle "skadelige" elementer i det tyske samfund - og ikke kun de politiske modstandere. Den tyske sundhed og normalitet var ifølge nazisterne ganske enkelt truet af blandt andre kriminelles og "asociales" færden i Tyskland. De "skadelige" elementer blev derfor sendt i kz-lejre for at genopdrages, straffes og disciplineres - eller ganske enkelt for at isoleres fra det "rene" Tyskland. Den bagvedliggende tankegang var et samfundsbiologisk program, hvor man så "rene" tyskere som værende på et højere niveau end andre.

I 1938 ændredes sammensætningen af fangerne naturligvis i takt med det stigende antal kz-lejrfanger. De "ikke-politiske" fanger såsom "arbejdssky", "asociale" og vaneforbrydere steg voldsomt i antal i forhold til de politiske kz-fanger. Fx var der i Buchenwald den 1. juli 7.723 fanger, hvoraf kun 21% var politiske fanger, hele 59,3% var "arbejdssky", 13,8% kategoriseredes "professionelle forbrydere" mens 5,1% var "bibelforskere".

I forlængelse af pogromen under og efter Krystalnatten den 9. - 10. november 1938 eskalerede antallet af jøder, der blev indsat i kz-lejre. Omkring 30.000 jøder blev sat i kz-lejr i forbindelse med Krystalnatten. I alt var der i slutningen af 1938 ca. 60.000 fanger i de overfyldte nazistiske kz-lejre, hvilket igen førte til konstruktion af endnu flere kz-lejre.

I slutningen af 1939 var der etableret i alt syv stamlejre: Dachau (1933), Sachsenhausen (1936), Buchenwald (1937), Flossenbürg (1938), Neuengamme (1938), Mauthausen (1938) og kvindelejren Ravensbrück (1939).

3. fase: Antal kz-fanger stiger (1939-1941/42)

Ved krigsudbruddet af Anden Verdenskrig markeredes en skillelinje i udviklingen af koncentrationslejrene: antallet af kz-fanger eksploderede. Især antallet af de udenlandske ("ikke-tyske") kz-fanger mangedobledes. Indtil krigsudbruddet havde fangerne i koncentrationslejrene primært bestået af politiske fanger, såkaldte "asociale" og jøder.

Efter krigsudbruddet i 1939 flød koncentrationslejrene over med titusindvis af fanger, heriblandt deporterede jøder, polakker, sovjetiske krigsfanger og franske frihedskæmpere. I 1940 var "ikke-tyskere" i flertal i kz-lejrene - i løbet af krigen var andelen af tyskere indsat i kz-lejre kun på omkring 10%.

Inspektoratet kunne ikke holde trit. I 1940 etablerede Højere-SS og politilederne derfor deres egne lejre: transitlejre i vest, arbejdslejre og senere udryddelseslejre i det tidligere Polen.

En central figur i lejrudviklingen var SS's nye økonomiske administration, "Wirtschaftsverwaltungshauptamt" (WVHA). Med den magtfulde leder Obergruppenführer Oswald Pohl i spidsen, styrede WVHA fra marts 1942 inspektoratet af lejrene økonomisk såvel som organisationsmæssigt, hvorefter WVHA blev fuldt engageret i "forretningen" koncentrationslejrene. Og lejrene fik større betydning - økonomisk set. Derfor blev arbejdslejre også den mest anvendte type kz-lejr i denne periode.

Desuden ændrede lejrene praksis: fra at bruge terror mod fangerne til at henrette og udrydde individuelle fanger. I starten gik det ud over individuelle "krigssabotører" og kriminelle, mens der senere også masselikvideredes tusindvis af andre fanger - blandt andre sovjetiske krigsfanger i efteråret 1941. Henrettelsesmetoderne spandt fra indirekte metoder såsom at lade fangerne sulte, at lade folk arbejde sig ihjel under parolen "Vernichtung durch Arbeit" til at omfatte direkte henrettelser med skud i nakken (eksempelvis i Buchenwald og Sachsenhausen) og gasning. De fleste i kz-lejrene døde dog af fysisk udmattelse, sult, epidemier og som følge af vold begået af de brutale vagter.

I denne periode steg dødstallet i kz-lejrene ganske uhyggeligt. Her er et par eksempler: I Dachau steg dødstallet fra 4% i 1938 til 36% i 1942, i Buchenwald fra 10% i 1938 til 19% i 1941, i Sachsenhausen fra 229 døde i 1938 til 816 døde i 1941, og i østrigske Mauthausen kz-lejr steg antallet af døde fra 24% i 1939 til 76% i 1940

4. fase: Radikalisering (1942-1945)

I denne fase eksploderede antallet af kz-fanger endnu engang. Således var der registeret 203.000 kz-fanger i april 1943, 524.000 i august 1944 og over 700.000 kz-fanger i slutningen af krigen. Dertil kom en ændring i hele kz-lejrsystemets funktion og struktur. Indtil denne periode havde formålet med kz-lejrene været at nedbryde enhver modstand mod regimet samt at anvende lejrene (arbejdslejrene) som straffeforanstaltninger - fx straffearbejde i teglværk, stenbrud o.l. Det er i denne periode, at tvangsarbejdet blev kraftigt opprioriteret.

Organisationsmæssigt havde etableringen af "SS-Centralorganisationen for omstilling af kz-fangernes indsats i rustningsindustrien" og WVHA i 1942 under ledelse af Oswald Pohl kolossal betydning for tvangsarbejdets andel af den tyske rustningsøkonomi. Indtil 1942 lå SS-industrien, der anvendte kz- og ghetto-fangearbejde, 15% under de private virksomheders produktivitet. SS (WVHA) gik efter marts 1942 i kooperation med den private industri, og fik dem til at lægge deres virksomheders nye afdelinger tæt på kz-lejrene. SS lejede "deres" kz-tvangsarbejdsfanger ud til virksomheder som I.G. Farben og Volkswagen ("Kraft durch Freudes" virksomhed), hvor fangerne arbejdede i såkaldte "udekommandoer" ("Aussenlager"), hvilket fik produktiviteten til at stige betragteligt fra midten af 1943.

Mellem juni-september 1943 overtog WVHA også styringen med ghettoer og tvangsarbejdslejre for jøder i "Rigskommisariatet Ostland". Herefter oprettedes nye kz-lejre: Riga, Kaunas, Warschau og Plaszow. I Nederlandene blev kz-lejren Herzogenbusch oprettet, hvormed WVHA i sommeren 1943 fik kontrol over 20 selvstændige kz-hovedlejre.

Med baggrund i bl.a. erfaringer fra kz-lejrsystemet etableredes de såkaldte udryddelseslejre i det tidligere Polen 1941-42. Hermed blev udryddelsen af jøder sat i værk, og det systematiske massemord på jøder, polske og russiske dissidenter samt sigøjnere var en kendsgerning. I alt tre millioner jøder blev dræbt i udryddelseslejrene - de fleste straks efter ankomsten til disse lejre. WVHA havde kontrol med to af udryddelseslejrene gennem kz-lejrsystemet, nemlig Auschwitz og Majdanek.

De fleste kz-lejre blev befriet af de allierede fra begyndelsen af januar 1945 og i de flg. måneder. Man anslår, at ca. 700.000 var registrerede som kz-fanger i januar 1945. En tredjedel af dem døde inden krigens afslutning som resultat af bl.a. de umenneskelige dødsmarcher, hvor de afkræftede kz-fanger, i takt med at de allierede rykkede nærmere, blev beordret til at vandre mange, mange kilometer til kz-lejre i kerne-Tyskland - som fx fra Auschwitz i Polen til Bergen-Belsen i Tyskland.

I alt anslå det, at kz-lejrsystemet styret af "Inspektoratet af kz-lejre" og WVHA og inklusive Auschwitz og Majdaneks jødiske ofre (næsten 1,1 million jødiske ofre alene i de to udryddelsesafdelinger), kostede mellem 1,8 og 2 million offre livet.

Kilde til det netop gennemgåede:
Broszat, Martin: "Nationalsozialistische Konzentrationslager 1933-1945" i Hans Buchheim (m.fl.) "Anatomie des SS-Staates, 2. udg., 3. oplag (München 1982).
"Die nationalsozialistischen Konzentrationslager. Entwicklung und Struktur", redigeret af Herbert Ulrich, Karin Orth, Christoph Dieckmann, 2 bind (Göttingen 1998).
Orth, Karin: "Die Konzentrationslager-SS. Sozialstrukturelle Analysen und biographischen Studien" (Göttingen 2000)

Vide mere?

Links