Ghettoerne i Polen

Polens deling

Ifølge den tysk-sovjetiske aftale, som gik forud for den tyske invasion i efteråret 1939, blev Polen delt på følgende måde:

Ghettoernes oprettelse

De jødiske ghettoer i det besatte Polen blev oprettet i forbindelse med en planlagt deportation af de polske jøder - som et lokalt styret initiativ fra de tyske besættelsesmyndigheder i området.

I første omgang var det planen at oprette en art "jøde-reservat" i Generalguvernementets østligste del ('Lublin-planen'). Senere hen, i løbet af 1940, fremkom en plan om at deportere alle jøder under tysk herredømme til øen Madagaskar ud for Afrikas østkyst. 'Madagaskar-planen' blev udtænkt af en ekspert i det tyske udenrigsministerium. Planen lyder i dag som en vittighed, men efter Tysklands sejr over Frankrig i sommeren 1940 var der faktisk seriøse muligheder for, at man fra tysk side kunne overtage den franske koloni Madagaskar. Desuden var det en gammel antisemitisk drøm at se alle Europas jøder leve en slavetilværelse på Madagaskar.

Både Lublin-planen og Madagaskar-planen forudsatte, at de polske jøder koncentreredes i særlige områder, hvorfra de nemt kunne deporteres, når planerne skulle realiseres. Jøderne blev derfor tvunget til at flytte til byerne og kort herefter til bestemte bydele. Specielt i de største polske byer, Warszawa og Lodz, skabtes der herved store jødisk-dominerede bydele. Efterhånden blev disse bydele lukket af fra den øvrige by. Dermed var ghettoerne skabt.

Disse ghettoer blev fra nazistisk side udelukkende opfattet som midlertidige foranstaltninger. Det var på ingen måde hensigten, at de skulle eksistere på længere sigt. De lokale tyske besættelsesmyndigheder ville med ghettoiseringen af de polske jøder 'blot' sikre sig, at de let kunne flytte jøderne, når tiden kom. Herudover var det hensigten med denne politik, at jøderne dels skulle isoleres fra den øvrige polske befolkning dels skulle tvinges til at opgive deres forretninger, ejendomme osv. Ligesom i Tyskland var det meningen, at jøderne skulle forsvinde fra det offentlige liv. Dertil kom, at nazisterne var utroligt optaget af angsten for sygdoms-epidemier og derfor håbede at isolere de mest oplagte smittebærere - ifølge den nazistiske raceideologi naturligvis jøderne - i bestemte zoner.

Lodz-ghettoen: Ghetto-beboere på en gangbro mellem to dele af den aflukkede ghetto. USHMM # 30082.

At ghettoerne var en midlertidig foranstaltning betød, at de jødiske beboere selv måtte betale for deres fødevarer uden at have mulighed for at arbejde for føden - der var således ikke planer om på nogen måde at gøre ghettoerne selvforsynende. Nazisterne ville presse de sidste værdier ud af de polske jøder ved at tvinge dem til at betale for alle forsyninger. De polske jøder var generelt fattige, og det var derfor klart, at deres penge kun rakte til en meget begrænset periode. Men dette var som udgangspunkt ikke noget problem for tyskerne: jøderne skulle jo alligevel snart deporteres øst- eller sydpå.

Deportationsplanerne opgives

Allerede i løbet af sommeren 1940 stod det imidlertid klart, at de planlagte deportationer ikke kunne finde sted. At flytte alle polske jøder til området omkring Lublin var uholdbart. Samtitig viste Madagaskar-planen sig uigennemførlig på grund af den engelske flådes dominans i Middelhavet. Det var simpelthen umuligt at flytte de mere end 2 millioner polske jøder.

Dagligliv i ghettoen

Udendørsmarked i Lodz-ghettoen omkring 1941. USHMM #51128.

Tyskernes største problem i forhold til ghettoerne var madforsyningen. Det blev hurtigt klart for de tyske besættelsesmyndigheder, at dette problem nødvendigvis medførte en overordnet beslutning: skulle man udsulte ghettoerne bevidst og dermed lade problemet "løse sig selv" ved at lade jøderne dø af sult og sygdom? Eller skulle man forsøge at gøre ghettoerne selvforsynende ved at gøre det muligt for jøderne at arbejde for føden? Blandt de tyske administratorer var der fortalere for begge idéer. Men i langt de fleste tilfælde (fx både Lodz og Warszawa) fik 'produktivisterne', det vil sige fortalerne for at lade jøderne arbejde, deres vilje.

For jøderne var sult det helt centrale problem i ghettoerne. Fødevareforsyningen var helt afhængig af tyskernes velvilje og muligheder, og selvsagt stod jøderne bagest i køen, når det var småt med maden. Den helt utilstrækkelige forsyning af fødevarer bevirkede, at ghettoerne ofte var plagede af hungersnød, ligesom sortbørshandelen og smugleri af mad blomstrede - selv kartoffelskræller kom til at stå i høj kurs.

I slutningen af 1940 og begyndelsen af 1941, regnede man fra tysk side stadig med at kunne afvikle ghettoerne relativt hurtigt. Med andre ord var der hele tiden tale om midlertidige foranstaltninger, selvom man nu blev klar over, at jøderne måtte forblive i Polen i længere tid end først beregnet. Alligevel krævede det en vældig psykologisk omstilling for den nazistiske besættelsesmagt at indse, at de blev nødt til at sørge for mad og forsyninger til jøderne.

'Det jødiske spørgsmål' i Polen hvad angik ghettoerne var dermed først og fremmest et økonomisk problem for de tyske besættelsesmyndigheder. Det var nødvendigt, at jøderne kunne arbejde for føden, men dette var langt lettere sagt end gjort. Ved at forflytte alle jøderne til ghettoer havde man på effektiv vis udelukket dem fra den almindelige polske økonomi, og dermed måtte de tyske administratorer starte forfra med at oprette særlige "ghetto-økonomier", som efterhånden kom til at bestå næsten udelukkende i fremstilling af produkter til den tyske hær. Efterhånden som krigen blev forlænget - specielt efter at tyskernes lynkrig mod Sovjetunionen var mislykkedet - blev ghettoerne derfor en vigtig brik i den tyske krigsproduktion. Ghettoerne fik dermed pludselig deres egen eksistensberettigelse.

Ghettoerne tømmes

Med Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 blev der åbnet op for en stærk radikalisering af den tyske jødepolitik. Et af de første områder, som blev erobret fra russerne, var den del af det tidligere Polen - Østgalizien - som var tilfaldet Sovjetunionen ved delingen af Polen i 1939. Dette område, der ligesom det øvrige Sovjetunionen var blevet ramt af Einsatzgruppernes massakrer, blev indlemmet i Generalguvernementet.

Jøder deporteres til Belzec udryddelseslejr fra Drogobych.

Oprør

SS vogter tilfangentagne jødiske modstandskæmpere under oprøret i Warszawa-ghettoen. USHMM #46193

Ghetto-beboernes reaktion på deportationerne var generelt uhyggelig passiv. Mange vidste næppe, at transporterne gik til den sikre død. Det var meget omdiskuteret, om "Jøderådene" i ghettoerne vidste, hvad der ventede beboerne. Nogle historikere mener, at de må have vidst noget, men valgte at ofre nogle for at redde andre (og sig selv). Andre forskere har den opfattelse, at "Jøderådene" selv var gidsler i sagen og ikke havde noget valg.

Der er meget få eksempler på væbnet jødisk modstand. Blandt forklaringerne på dette er, at kun meget få virkelig troede på, at tyskerne havde til hensigt at myrde alle jøder. En anden forklaring er muligvis, at jøderne på dette tidspunkt havde en næsten 2000-årig tradition for at 'dukke nakken', det vil sige: vise eftergivenhed over for magthaverne. Endelig er det vigtigt at påpege frygten for gengældelse: at gøre væbnet oprør mod tyskerne bragte ikke kun én selv i fare, men også ens familie, venner, osv.

Ligene af jødiske ghetto-modstandskæmpere i Warszawa foran bygningen, hvor de blev skudt af SS under nedkæmpelsen af oprøret. USHMM #26547

Links