Integreret undervisningsmateriale - af gymnasielærer Annette Holm

Gennemgang:

1. Definitioner:

• a. Ideologi.
• b. Holocaust (Endlösung).

2. Personen Adolf Hitler (1889-1945).

3. Nazismens tilsynekomst (baggrund).

4. Nazismens grundlag og målsætning:

• a. Raceteorien (antisemitisme).
• b. Fører-princippet.
• c. Blut und Boden-tanken.
• d. Lebensraum-politikken.

5. Den nationale rejsning eller den tyske "revolution":

• a. Den politiske omvæltning.
• b. Volksgemeinschaft (racemæssig völkisch fællesidentitet).
• c. De paramilitære partiorganisationer (tvangsorganisering).
• d. Das Reichsministerium für Volksaufklärung und Propaganda (ideologisk ensretning).

Emner:

1. NSDAP's rekruttering:

• a. Socialgrupper i Weimar-republikken.

2. Nazistisk propaganda og agitation.

3. NSDAP's 25-punktsprogram, februar 1920.

4. Adolf Hitlers Mein Kampf:

• a. Raceopfattelsen.
• b. Fører-princippet.
• c. Videnskabsopfattelse.
• d. Faktorerne arv og miljø.

5. Den demokratiske styreform (parlamentarisme).

6. NSDAP's udvikling:

• a. 1919-1923.
• b. 1923-1933.
• c. Efter 1933.

7. Undervisningen i Det Tredje Rige (undervisningsmateriale).

Gennemgang:

1. "Revolution" og konsolidering.
2. Det politiske system.
3. Weimar-republikkens politiske, sociale og økonomiske udvikling, 1919-1928/29.
4. Weimar-republikkens udenrigspolitik i 1920'erne.
5. Weimar-republikkens fald og nazismens vej til magten.
6. KPD i offensiven: socialfascisme eller enhedsfront?
7. Heinrich Brünings (1885-1970) præsidialregime, 1930-1932.
8. Nazismens fremmarch:
   • a. fase: 1919-1923.
   • b. fase: 1925-1928.
   • c. fase: 1928-1933.
9. Republikkens fald.

Emner:

1. "Dolkestødslegenden".
2. Tysklands ydre og indre svækkelser efter Versailles-freden.
3. Ideologiske undertoner i tankerne om den nationale genrejsning.
4. Styre- og magtforholdene i Tyskland i begyndelsen af 1918.
5. De indre fjender i Weimar-republikken og deres mål og kritik.
6. Inflation og statsbankerot i 1923.
7. Mandatfordelingen ved valgene til Nationalforsamlingen 1919 og Rigsdagsvalgene 1920-1933.
8. NSDAP's rekruttering af sine vælgere (nazismen som et alternativ til Weimar-republikken).

Gennemgang:

1. Nazisternes magtovertagelse, 1933:

• a. 30. januar 1933: Paul von Hindenburg (1847-1934) udnævner Hitler til Rigskansler.

2. Nazisterne monopoliserer magten i Tyskland, 1933:

• a. 4. februar 1933: Forordning til beskyttelse af det tyske folk.
• b. 17. februar 1933: Görings skydeordre.
• c. 27. februar 1933: Rigsdagsbranden.
• d. 28. februar 1933: Forordning til beskyttelse af folk og stat.
• e. 5. marts 1933: Sidste Rigsdagsvalg.
• f. 24. marts 1933: Lov til overvindelse af folkets og statens nød (Fuldmagts- eller Bemyndigelsesloven).
• g. Udenrigspolitikkens "lænker" (Versailles-traktatens bestemmelser: krigsskadeerstatninger, rustningsbegrænsninger, territorialafståelser osv.).
• h. Foråret 1933: Tysk genoprustning (brud på Versailles-traktaten).

3. Indretningen efter "nationens moral" (ensretningen), 1933:

• a. 7. - 11. april 1933: Lov til genopretning af embedsstanden.
• b. 2. maj 1933: Opløsning af fagforeningerne.
• c. 10. maj 1933: Offentlig bogafbrænding.
• d. 21. juni 1933: De politiske partiers valg mellem opløsning eller forbydelse ved lov.
• e. 22. juni 1933: SPD forbudt.
• f. 14. juli 1933: Lov imod nydannelse af partier.
• g. 22. september 1933: Rigskulturkammer-loven (jødernes deltagelse umuliggøres).
• h. 14. oktober 1933: Udmeldelse af Folkeforbundet.
• i. 12. november 1933: Første Rigsdagsvalg i en-parti-staten.
• j. 1. december 1933: "Revolutionen" sejrrigt afsluttet (udnævnelsen af NSDAP til bærer af den tyske statsidé og uløseligt forbundet med staten, dvs. enhed mellem stat og parti).

4. Udviklingen i 1934:

• a. 26. januar 1934: Den tysk-polske ikke-angrebspagt.
• b. 14. februar 1934: Loven om Rigsrådets ophævelse.
• c. 30. juni - 2. juli 1934: "De lange knives nat" ("Röhm-kuppet").
• d. 1. august 1934: Lov vedrørende Det Tyske Riges statsoverhoved.
• e. 2. august 1934: Hindenburgs død.
• f. I løbet af 1934: Opbygning af selvstændigt luftvåben.

Emner:

1. Rigsdagsbranden (et kommunistisk attentat?).

2. De politiske følger efter branden og de medskyldige.

3. Loven af den 28. februar 1933, Forordning til beskyttelse af folk og stat, og loven af den 24. marts 1933, Lov til overvindelse af folkets og statens nød (Fuldmagts- eller Bemyndigelsesloven):

• a. Undtagelsestilstand.
• b. Forordningernes lovlighed.
• c. Forordningernes egentlige hensigter.
• d. Vedtagelsen af love i et demokratisk samfund.
• e. Rigsregeringens magtbeføjelser efter den 24. marts 1933.
• f. Rigsdagens ophævelse.
• g. Topnazisternes henvisning til Fuldmagtsloven under Nürnberg-processen.

Gennemgang:

1. Året 1935:

• a. 13. januar 1935: Saar-afstemningen.
• b. 16. marts 1935: Indførelse af almindelig værnepligt i Tyskland (brud på Versailles- traktaten).
• c. Maj-juni 1935: Flådeaftale mellem Tyskland og England.
• d. 15. september 1935:
  1. Hagekorsflaget bliver Det Trejde Riges officielle flag .
  2. Nürnbergrace-lovene.

2. Året 1936:

• a. 7. marts 1936: Tysk indmarch i det demilitariserede Rhinland (brud på Versailles-traktaten).
• b. Sommer 1936: OL i Berlin.
• c. September 1936: 4-årsplanens to vigtigste mål:
  1. Den tyske hær indsatsberedt inden fire år.
  2. Den tyske økonomi krigsberedt inden fire år.

3. Året 1937:

• a. 25. april 1937: Hitler modtager Benito Mussolini (1883-1945) til et statsbesøg, som han gengælder i 1938 i Rom.
• b. 5. november 1937: Hemmelig konference i Rigskancelliet, hvor Hitler bekendtgør sine krigsplaner (Hossbach-notatet).
• Hossbach-notatets Målsætning:
  1. Heim ins Reich-politikken.
  2. Lebensraum-politikken.

4. Året 1938:

• a. 13. marts 1938: Anneksionen af Østrig (Anschluss) proklameres officielt.
• b. 29. september 1938: München-forliget. Resultat: Efter tysk pression indlemmes Sudeter-området i Tyskland, som Hitler hævder er hans sidste territoriale krav.
• c. Appeasement-politikken og Neville Chamberlain (1869-1940): Søge at fredeliggøre Tyskland ved i vidt omfang at imødekomme tyske krav, eftergivende fredspolitik.
• d. 7. november 1938: Grynszpan-skudaffæren.
• e. 9.-10. november 1938: Rigskrystalnatten.

5. Året 1939:

• a. 15. marts 1939: Tysklands anneksion af Böhmen og Mähren (lydstat/protektorat).
• b. 22. marts 1939: Tyskland besætter Memel-området.
• Disse to territoriale erobringer får England til at ændre holdning på grund af, at:
  1. disse områder ikke kan kaldes tyske,
  2. Hitler hævdede i München-forliget, at Sudeter-området var hans sidste territoriale krav, og
  3. det er en ensidig tysk aktion uden forhandling med andre stormagter. Derfor udsteder England og Frankrig en garantierklæring for Polens sikkerhed.
• c. 22. maj 1939: Stålpagten mellem Tyskland og Italien.
• d. 23. august 1939: Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen. Aftalen indeholder et hemmeligt protokollat, der fastlægger de to landes interessesfærer i Østeuropa:
  1. Fordele Tyskland: Angribe Polen uden risiko for tofrontskrig.
  2. Fordele Sovjet: Territorium og undgå at være en brik i vestmagternes spil.
• e. September 1939: Eutanasi-programmet (Aktion T 4).
• f. 1. september 1939: Tyskland angriber Polen.
• g. 3. september 1939: England og Frankrig erklærer Tyskland krig.

6. Forløbet 1933-1939:

• a. 1933: Tyskland svagt, nedrustet og isoleret.
• b. 1936: Tyskland forbereder og ruster sig til krig: Militært, økonomisk og samfundsmæssigt.
• c. 1939: Tyskland har fuld militær kontrol, oprustning og er væk fra international isolation.

Emner:

1. Årsagsforklaringer til 2. Verdenskrig:
   • a. Hitlers udenrigspolitik: Handler han efter en forud fastlagt plan, eller udnytter han de mere eller mindre tilfældige indrømmelser fra vestmagternes Appeasement-politik?
2. Hossbach-notatets kildeværdi.
3. Appeasement-politikkens forudsætninger (1938-synsvinkel og en efterkrigstids-synsvinkel).
4. München-forliget (deltagere og realitetsforhandlinger).

Introduktion

Den 2. Verdenskrig startede i september 1939, dels som en konflikt om magten på det europæiske kontinent, dels som en tysk revanche for nederlaget og den ydmygende fred efter 1. Verdenskrig. Fra 1941 blev konflikten global. Først angreb tyskerne Sovjetunionen, og senere på året gik japanerne ind i krigen, og USA kom aktivt med både i Stillehavet og i Europa. Der foregik fra nu af omfattende krigshandlinger i Kina, Sydøstasien, Nordafrika og i hele Stillehavsområdet foruden over en bred front i Sovjetunionen. Fremtvunget af de tyske og japanske angreb opstod kr ?igsalliancen mellem de demokratisk-kapitalistiske vestmagter, England og USA, og det kommunistiske Sovjetunionen rettet mod de autoritære og fascistiske kampfæller, Tyskland, Italien og Japan (Rumænien, Bulgarien og Ungarn optrådte som tyske allierede) - de såkaldte aksemagter. 2. Verdenskrig antog karakter af den totale krig. Alle midler blev taget i brug for at sejre og overleve; midler, der gik langt ud over, hvad de internationale krigsretsregler foreskrev. Krigens hele ideologiske karakter havde en tendens til at gøre den til et opgør på liv eller død. Nazismens kyniske menneskesyn og nationalegoistiske fremfærd øvede en barbariserende virkning på den tyske krigsførelse, navnlig i Østeuropa. Selv efter at alle muligheder for sejr var borte, fortsatte kampen.

Hér skal 2. Verdenskrigs udvikling, lidelser og ødelægg'elser ikke gennemgås, men blot gives et rids af krigens kronologi (Hitlers Blitz-krige, angrebet på Sovjetunionen i 1941, problemerne omkring "den anden front" og den totale krig), som kan lægge op til forskellige arbejdsområder og diskussioner om 2. Verdenskrigs forbrydelser mod menneskeheden.

Gennemgang:

1. Tysklands erobring af Europa, 1939-1941:

• a. Nord: Angrebet på Danmark og Norge, 9. april 1940.
• b. Vest: Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig angribes, 10. maj - 22. juni 1940.
• c. Syd: Jugoslavien og Grækenland incl. Kreta erobres, 6. april - 1. juni 1941.

2. 10. maj 1940: Winston Churchill (1874-1965) premierminister.

• a. September 1940: Tysk invasion opgives i slaget om England.

3. Angrebet på Sovjet, 1941-1943:

• a. 22. juni 1941: Operation Barbarossa.
• b. December 1941: Lynkrigen afsluttes med de omfattende slag i Moskva (ca. 50 km. derfra) og Leningrad (omringet), og de tyske tropper tvinges tilbage.
• c. September - oktober 1942: Stalingrad indtages.
• d. 2. februar 1943: Efter en forbitret kamp i selve Stalingrad mod russisk omringning må tyskerne overgive sig.

4. 20. januar 1942: Wannsee-konferencen (Wannsee-protokollen). Højtstående nazistiske embedsmænd og SS-folk udformer planen for "den endelige løsning" på det europæiske jødespørgsmål (Endlösung).

5. Krigen i Nordafrika, 1940-1943:

• a. 1940: Tyske angreb i Øst og Vest (forgæves forsøg på at erobre Ægypten og Suez- kanalen).
• b. Fra november 1942: Tyskerne på tilbagetog.
• c. Maj 1943: Tyskland og Italien fordrives fra Nordafrika.

6. USA går ind i krigen, 1941:

• a. 7. december 1941: Japans overraskelsesangreb på Pearl Harbor.

7. Vestfronten, 1942-1945:

• a. Juni - juli og oktober - november 1942: De vestligt allieredes invasion i Marokko og Algeriet (slagene ved el-Alamein).
• b. 10. juli 1943: De allieredes landgang på Sicilien og i Syditalien.
• c. 28. november - 1. december 1943: Teheran-konferencen: Josef Stalin (1879-1953), Franklin D. Roosevelt (1882-1945) og Winston Churchill (1874-1965). Stalin bebrejder sine vestligt allierede deres manglende indsats, og det besluttes endeligt at foretage invasion i Frankrig i foråret 1944.
• d. 6. juni 1944: Operation Overlord (kodeordet for invasionen i Nordfrankrig). Engelske, amerikanske og franske tropper landsættes i Normandiet.
• e. 4. - 11. februar 1945: Jalta-konferencen (Stalin, Roosevelt og Churchill). Tysklands fremtid planlægges i form af besættelseszoner.
• f. Marts 1945: De vestlige tropper sætter over Rhinen og rykker mod Øst.

8. Østfronten, 1943-1945:

• a. I løbet af 1943: De sovjetiske tropper arbejder sig gradvist vestover, især på den sydlige del af Østfronten.
• b. Slutningen af 1944: Ukraine og Baltikum er under sovjetisk kontrol, og Den Røde Hær står langt inde i Polen.
• c. Foråret 1945: Den Røde Hær fortsætter fra Polen ind i Tyskland.
• d. 20. april 1945: Berlin erobres, og de to sejrrige hære mødes.

9. Tysklands overgivelse:

• a. 30. april 1945: Hitler begår selvmord i sin bunker i Berlin.
• b. 7. - 8. maj 1945: Tysklands betingelsesløse kapitulation.

10. Japans nederlag:

• a. 17. juli - 2. august 1945: Potsdam-konferencen. De sidste formelle aftaler om fremtidens Europa træffes af sejrherrerne, Harry S. Truman (1884-1972), Stalin og Churchill, og der lægges planer for en afslutning af krigen i Asien.
• b. 6. august 1945: Det amerikanske luftvåben kaster atom-bomben over Hiroshima.
• c. 9. august 1945: Nagasaki atombombes.
• d. 15. august 1945: Japan overgiver sig betingelsesløst.

11. Det retslige efterspil:

• a. 20. november 1945 - 1. oktober 1946 Nürnberg-processen (Den Internationale Militærtribunal): 22 (oprindelig 24: ene selvmord, den anden for syg) topnazister på anklagebænken for forbrydelser mod menneskeheden.

Emner - 2. Verdenskrig:

1. Hitlers Blitz-krige som led i en imperialistisk Lebensraum-politik (en ny og ukendt stil).
2. Hitlers mulige reaktioner på et tysk angreb på Polen (de afgørende faktorer for at vinde krigen og karakteren og holdbarheden heraf samt historiesynet, so m den opfattelse hviler på).
3. Hitlers skitserede krigsførelse i sammenligning med holdninger og opfattelser i den nazistiske ideologi.
4. Churchill som den utrættelige modstander af sit eget konservative partis eftergivenhedspolitik (Appeasement-politikken) over for Tyskland. Churchill's menneskesyn som betydning for kampen imod Hitler og nazismen og de ideologiske modsætninger mellem England og Tyskland.
5. Årsagerne til den engelske luftsejr mod Tyskland i 1940, som forhindrer Hitlers invasionsplaner.
6. Tidsfaktoren imod Tyskland i forbindelse med Operation Barbarossa (Hitlers vigtige og karakteristiske offensive krigsførelse).
7. Problemet "den anden front". Hvornår og hvor skulle fronten oprettes (uenighed ud fra både et militær-strategisk og politisk synspunkt). Stalins vurdering af den militære situation og hensigten med oprettelsen af "den anden front" i Nordfrankrig.
8. Udviklingen af den militære situation i tiden før Teheran-konferencen og mødedeltagernes meninger herom.
9. Nazi-ledelsens vilje til at fortsætte kampen til den bitre ende, og Joseph Goebbels (1897-1945) organisering af den totale krigsindsats i 1943, efter at der er indtrådt vendepunkter på alle krigens fronter, og Tysklands nederlag blot er et spørgsmål om tid (realistisk vurdering af den politiske situation og de kommende udsigter for det tyske folk, placering af skyld for Tysklands nederlag, Hitlers psykiske tilstand og dømmekraft, personlighedens rolle som drivkraft i historien).
10. De to historikeres, A. J. P. Taylor og Trevor-Roper (se litteraturliste), opfattelse af Hitlers ansvar for krigen og deres indstilling til problemet om brud/kontinuitet i Det Tredje Riges udenrigspolitik samt deres opfattelse af hinanden (evt. tillagte opfattelser, korrekt citering osv.).

Emner - de nazistiske forbrydelser mod menneskeheden:

1. Forskellige slags forbrydelser mod menneskeheden (artsforskelle):

• a. De nazistiske jødeforfølgelser og Kz- og udryddelseslejre.
• b. Massakrer på f.eks. polske officerer, der belaster det stalinistiske regime i Sovjetunionen (Gulag-lejre og massegravene i Katyn-skoven).
• c. Problemerne omkring nedkastningerne af atom-bomberne over Japan i august 1945.

2. Krigsforbrydelse-begrebets fremkomst under 2. Verdenskrig og dets baggrund, hensigt, ansvar og moralske belastning.

3. Virkningerne på efterkrigstidens politiske og sociale klima efter 2. Verdenskrigs menneskeforbrydelser.

4. Antisemitismens udbredelse, dens midler, metoder og følger.

5. Heinrich Himmler (1900-1945, selvmord), Reinhard Heydrich (1904-1942, myrdet), Hermann Göring (1893-1946, tog gift før dødsdommen) og Joseph Goebbels (1897-1945, begik selvmord efter at have forgiftet sine seks børn) m.fl. og SS-ledernes metoder (SS-ledelsens gennemførelse af love og bekendtgørelser med en hårdhed, der svarer til den nazistiske ideologis hadefuldhed og umenneskelighed).

6. Massakrer og udryddelser (kort- og langsigtede politiske følger, skyldsspørgsmålet, troværdighed, realpolitik contra politisk moral).

7. Den Internationale Militærdomstol og Nürnberg-processen 1945-1946 (krigsforbryderdomstole i forbindelse med folkedrab - ekskurs til grusomhederne i Armenien, Rwanda og Jugoslavien).

8. Overvejelser vedrørende anvendelsen af atom-bomber (militær, politisk og moralsk vurdering) og atom-videnskabsmænds advarsler.

Note: Hetzfilmene Der ewige Jude og Jud Süss må fortsat ikke vises offentligt, ligesom der højst må vises tre minutter af dem i fjernsynet. De må vises for en lukket forsamling med et særligt pædagogisk sigte.

1. Hetzfilmen Der ewige Jude (spilletid 1 time og 6 minutter):

• a. To ganske bestemte datoer som afgørende i beslutningsprocessen for "den endelige løsning" på det jødiske spørgsmål: 1. - 3. juni 1940, hvor Hitlers definitive beslutning om at udrydde Europas jøder (Endlösung) træffes, og 22. juni 1940, som Hitlers ordre til Himmler om at føre beslutningen ud i livet. Hovedargumentet for de to datoer findes i filmen Der ewige Jude, som offentliggørkelsen eller legitimationen af Holocaust.
• b. Tre nazistiske kultfilm (indoktrinering):
  1. Der ewige Jude.
  2. Jud Süss skal vække visse følelser hos folk, og Der ewige Jude skal derefter dokumentere og legalisere disse følelser.
  3. Rotschild.
• c. Der ewige Jude er den mest citerede film fra Det Tredje Rige ("dokumentarfilm" med målrettet udvalgte billeder, som "dokumenterer" det rigtige i den skabte holdning).
• Der ewige Jude bidrager på afgørende vis til Endlösung og fungerer som en officiel bekendtgørelse på den tyske politik.
• d. 1938-1939: Nulpunktet for Joseph Goebbels karriere pga. et trekantsforhold. Han får besked på at få orden i ægteskabet (undgå skandale) ellers afskedigelse. Derfor iscenesætter Goebbels Der ewige Jude for at manifestere eller stadfæste sin politiske magt.
• e. Goebbels intensiverer propagandaen mod jøderne og anvender dertil film. Der ewige Jude er sat sammen af alle mulige slags film. For at det kan være en antisemitisk "dokumentarfilm", er der brug for levende billeder af jøder. Efter Tysklands erobring af Polen er der fri adgang til de polsk-jødiske ghettoer. Fritz Hippler (ansvarlig for den tyske filmproduktion og instruktør til Der ewige Jude) og Eberhard Taubert (ministeriets ekspert i antisemitisk propaganda) drager til ghettoen i Lodz den 10. oktober 1939 sammen med et hold fotografer for at filme, så optagelserne senere kan sættes sammen til en historie.
• f. 28. - 29. november 1940: Premiere på Der ewige Jude i Berlin.

Emner:

1. De kyniske magthaveres fjendebilleder, der får mennesker til at slå andre ihjel - blot fordi disse er anderledes.
2. Forskydelsen af ansvar. Det var Hitler, der besluttede at udrydde alle Europas jøder, men han gjorde det aldrig selv. Han overlod det til andre, der igen overlod det til andre at handle (autoritet og lydighed).
3. Forbrydelsernes retfærdiggørelse ved den "religion", som skabes med udgangspunkt i Fører-myten.
4. Hitlers iscenesættelse af en verden så virkeligheden kommer til at svare til hans eget verdensbillede (antisemitismens forankring i den europæiske kultur, traumet om den tabte 1. Verdenskrig, karakteren af Hitlers personlige trauma: Forsynet har udvalgt ham til at skabe et nyt samfund på ruinerne af det faldne kejserrige i 1918 og hans personlige evner til at fascinere andre med sit budskab, så den tyske befolkning til sidst tror på det).
5. Goebbels', Himmler's og Heydrich's skabelse af den nazistiske blanding af fascination og terror, som udløste mordet på millioner af mennesker.
6. Massekommunikationens midler og metoder som en måde at styre et samfund på og forståelsen af logikken i Hitlers ideologi: Intentionen, beslutningen, kommunikationen af beslutningen samt den bevidst udbredte sløring af sproget (f.eks. Endlösung, "sende øst på").
7. Holocaust som trauma for vores civilisation, som det er nødvendigt at forholde sig til.
8. Problemstillingen omkring hvornår beslutningen tages til Endlösung (Wannsee-konferencen og filmen Der ewige Jude).

Gennemgang:

1. Historikere:

• a. "Traditionelle" historikere.
• b. Socialhistorikere.
• c. Intentionalister.
• d. Funktionalister.

2. Nazismen - viden og erfaring:

• a. Det legale diktatur og dets omverden.
• b. Bureaukratiets rolle i samfundet (evner, færdigheder, svagheder) og dehumaniseringen af dets mål.
• c. Stormagtspolitik og "hverdagen".
• d. "Nåden ved at være født for sent" (Helmut Kohl og Die Tendenzwende).
• e. Moral og fanatisme.
• f. Fortiden: Uhåndgribelig, men nærværende.
• g. Historiker-debatten (tysk identitet og politisk kultuar).

Emner:

1. De forskellige historiker-grupperingers stillingtagen over for Sonderweg-tankegangen.
2. Debatten om historiefagets "objektivitet" (neutralitet, "åndsvidenskab", metodiske spilleregler).
3. Den tyske histories forbindelse med vestens historie.
4. De eventuelle (opdagede) kontinuitetslinjers indsnævring af historien som betyder udelukkelse af andre traditioner.
5. Nutidens bestemmelse for tolkningen af fortiden (fare for efterrationaliseringer).
6. Kan der overhovedet tales om én "særvej"?
7. Det moralske ansvar: Medskyldighed med tilbagevirkende kraft, samvittighedens magt, den individuelle og kollektive samt selvopholdelsens rationalitet, lydighed.

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email